I OG FOR SIG er der intet overraskende i at politiske ledere - så såre rygterne svirrer at statsministeren måske nærmer sig valgtrommen - ønsker at markere letfattelige og slagkraftige standpunkter. Sådan er dét jo. Kunsten er imidlertid at få øvelsen til ikke at sprutte som valgflæsk på en gloende pande. Tænksomme vælgere i det mindste - skulle jo helst ikke lige med ét blive opmærksomme på en alt for synlig afstand mellem partiernes pragmatiske hverdagsanskuelser i et samvirkende folkestyre og så denne pludselig styrtsø af selvforherligende løfter og skinhellige fremtidsfortsætter om ofre og afsavn på folkets vegne. Eftersom dansk politik fortrinsvis drejer sig om kompromiser om magtfulde forbrugergruppers muligheder for at leve så uantastet som muligt og helst med merforbrugende udsigter fra år til år, siger det sig selv at toppolitikeres forslag vedr. den økonomiske situation helst skal være i overensstemmelse med en omsættelig virkelighed. I den forstand ser det ud til at Per Stig Møller som ny konservativ leder er kommet skidt fra start som oppositionel økonomisk meningstilkendegiver. Udadtil i hvert fald, hvilket - det Konservative Folkepartis tilstand taget i betragtning - ikke kan være betydningsløst. Politiken kunne ganske vist søndag offentliggøre en meningsmåling, som overraskende viser markant tilbagesivning af kærnevælgere til de konservative efter partiets lange, vågne mareridt. Undersøgelsen kan nu næppe opfattes som signifikant og fortæller måske snarere om en labil situation, hvor partiet må se en fremtid i møde med store udsving, ustabil tilslutning med skabssympatisører der kommer og går. Selv de bittemindste skærmysler ombord hos Møller/Engell - og hvem tror idag at partiet kan undgå flere af sådanne op til formandsvalget - vil vippe det gode skib. Utvivlsomt har partiet i VK alternativet til regeringen anbragt sig selv på andenpladsen efter Venstre. Per Stig Møller har da også ganske direkte efter det konservative ledermøde i weekenden erkendt rivalen Uffe Ellemann-Jensens førstefødselsret til statsministerkontoret. Såfremt altså det til sin tid brister for Nyrup Rasmussen.
Fortsætter Per Stig Møller på samme måde, hvormed han åbenbart allerede har lagt sin præmature valgkamp til rette, er det sidste måske mere end tvivlsomt. At det brister for statsministeren. Tilsyneladende er Per Stig Møller nemlig ved at gå i træning for at fravriste statsministeren dennes ellers så suveræne førerstilling i den selvopofrende men uhensigtmæssige kampform at skyde sig selv i fødderne.
Først kom sagen om Danmarks menneskerettighedsresolution mod Kina. Den konservative leder, der før i tiden som sit partis ihærdige og konsekvente udenrigspolitiske ordfører lagde en ganske fast kurs mod afvigere fra anstændigheden, optrådte nu efter sin ophøjelse pludselig i rollen som realpolitiker, der ikke mente danskerne skulle insistere. En pudsig relativering af den ideale fordring, Per Stig Møller i forfatterskabet og som moralist stolt har holdt i hævd. Givetvis skaffer den reverse holdning ikke mange stemmer. Og da slet ikke respekt hos folk, der ellers måtte føle sig fristet af den nye leders ellers så befriende frygtløshed for at ytre sig som et begavet og moralsk menneske.
Siden kommer så Per Stig Møllers økonomiske udspil, der mildt sagt, og inden ekkoet havde lagt sig, af adskillige blev landet som en død sild. Finansministeren og Marianne Jelved lagde ikke fingrene imellem. Det kunne man selvfølgelig forvente. Blot forholder det sig unægtelig sådan at Lykketofts og de radikales midler til at opfylde den midttværpolitiske økonomiske målsætning, der er latin for tiden, høfligst bemærket er vanskelige at skelne fra de konservatives. Værre for Per Stig Møller er at den enkle visdom også deles af Dansk Industri og Håndværksrådet - og formentlig et stort flertal i erhverslivet. Der er ganske enkelt ikke - som Per Stig Møller forlanger - brug for et finanspolitisk indgreb. Højst en forsigtig stramning i forbindelse med næste finanslov, men så heller ikke mere. Inflationsraten er langt fra alarmerende som den konservative leder giver indtryk af, ligesom betalingsbalancen holder vand.
Med andre og rene ord opfattes Per Stig Møllers udtalelser som rent politiske og som udtryk for hans behov for at føre sig frem statsmandsvis. Og den er for tydelig.
Derfor fristes man til endnu en gang at se indad i Per Stig Møllers eget parti. Såfremt forklaringen på udspillet ikke med nogen rimelighed kan begrundes i akutte forhold i jernet, kan årsag/virkning vel findes internt. Eftersom Møller og co af gode grunde ikke for tiden er just overbevisende leveringsdygtige i gammelkendte moralske mærkesager - lov og orden, You know! - er det ikke så besynderligt at den nye ledelse tyr til en anden skamreden kæphest i konservativ partihistorie: den sunde økonomiske snusfornuft. Men da enhver med øjne i hovedet kan se at Lykketoft her er leveringdygtig - og dét i den grad at det bare er for meget - peger flaskehalsen igen på intern konservativ fnidder og udsigterne til mere af slagsen.
Sagen er den, som BT påpegede forleden, at Per Stig Møller ved et kommende valg, hvor kun et mirakel kan hindre tilbagegang for K, står til at miste de fleste af sine egne støtter i folketingsgruppen. Omvendt sidder Engells folk forholdsvis godt og trygt på sikrere mandater. Sagt på en anden måde må Per Stig Møller opruste sig til troværdig højremand for i det lange løb at kunne agere internt og for på lidt længere sigt igen at kunne gøre sig blot svage forhåbninger om den attråede førerklokke. Derfor vil man uden tvivl se flere af disse panikmarkeringer, som imidlertid næppe gavner andre end konservatismens modstandere. Og Per Stig Møllers.
mtz (Georg Metz)
