Læsetid: 4 min.

Per Stig Møller sparker Bush over skinnebenet

Imens holder Fogh fast i en alliance, som er vendt imod USA's bedste kvaliteter
24. november 2005

Under Vietnam-krigen erklærede daværende udenrigsminister, Per Hækkerup, at man ikke skal sparke en stor allieret over skinnebenet. Det var hans svar, da en stadigt mere vred folkelig opinion forlangte, at Danmark skulle kritisere USA's krigsførelse.

Standpunktet er ikke uden realpolitisk fornuft, men Hækkerups forsvar af krigen er blevet en slem plet på den dygtige ministers eftermæle. Det er sandsynligt, at vor nuværende udenrigsminister har lært af sin forgængers skæbne. Måske er det grunden til, at Per Stig Møller nu sparker Bush over skinnebenet.

Da nogle nyhedsmedier i sidste uge gjorde amerikanske styrkers brug af granater med hvidt fosfor til en stor historie, kaldte ministeren det en "stærkt ubehagelig sag", som han så på med stor alvor. Men det er langt fra en oplagt sag. Selv hvis man ser bort fra, at USA ikke har underskrevet den konvention fra 1980, som forbyder bevidst brug af brandvåben mod civile, er det ikke klart, at amerikanerne har gjort noget forbudt. Amerikanere, som normalt kritiserer Bush, har da også denne gang været tilbageholdende.

Ministeren vil desuden bede USA redegøre for, om dansk luftrum bruges af CIA til transport af fanger. Til lejligheden har man fundet en konvention, som kan give Danmark ret til begrænsning af overflyvning. Det er en bagatel, hvis man ser på, hvordan Danmark ellers bidrager til den såkaldte krig mod terrorisme. Danske efterretningstjenester leverer naturligvis efter bedste evne en indsats, som gør USA's drab på og fængsling af formodede terrorister mulig. Set med Bush-regeringens øjne må ministerens henvendelse ligne indenrigspolitisk motiveret drilleri - eller et tegn på mistillid.

Ingen mistillid

Hvad mulig mistillid angår, kan motivet være, at den danske regering ikke kan lide hemmelige fængsler og tortur. Men selveste statsministeren har klart tilkendegivet, at det ikke kan være et muligt motiv. I folketingets spørgetid afviste han den 9. november, at der kan være grund til mistanker rettet mod USA.

Anders Fogh Rasmussen sagde til Enhedslistens folk, at deres spørgsmål byggede på "løse avisrygter", og "det vil en ansvarlig regering selvfølgelig ikke basere sig på". Han forklarede også, at "USA og Danmark har den samme politik imod tortur". Som trumf fik han spørgerne gjort til terroristers allierede, fordi de angiveligt under Den Kolde Krig altid var imod USA og "allieret med den anden side", og sådan er det - mere end antydede han - stadig.

Men i denne stærkt ubehagelige sag er der et overvældende bevismateriale, som statsministeren ikke kan være ubekendt med. Der er talrige dokumenter fra Bush-regeringens overvejelser, som viser, hvordan man fifler med love og konventioner. Der er også en hastigt voksende stak af rapporter og vidnesbyrd, som viser, at tortur anvendes af amerikanske soldater og CIA. Det er amerikansk 'politik', at de anvendte metoder ikke er tortur, men retssagen mod en dansk officer for tortur bygger på anklager, der udgør en yderst mild version af de godkendte metoder, som CIA anvender. Senest har tv-selskabet ABC den 18. november detaljeret beskrevet, hvordan fanger eksempelvis udsættes for fingerede henrettelser ved drukning. På lederplads kaldte Washington Post derfor den 23. november lederen af CIA, Porter Goss, "direktør for tortur".

Vietnam-krigens signaler

I et interview med Information i går, forsøgte statsministeren at skelne mellem USA's og Danmarks indsats i Irak. Den danske regerings problem kan illustreres med et eksempel fra Vietnam-krigen. I 1965 bad præsident Johnson den danske statsminister, Jens Otto Krag, sende "verden et klart signal". USA ønskede dansk politisk-moralsk støtte til krigen, og det kunne ske, hvis man gav humanitær bistand. Men embedsmænd i udenrigsministeriet advarede i et notat, som Paul Villaume gengiver i Dansk Udenrigspolitiks Historie (bind 5). Bistand er, skrev de, "i bred almindelighed blevet taget til indtægt for den amerikanske Vietnam-politik uden skelen til, at de enkelte lande, og herunder Danmark, på en række punkter er uenige med USA's politik. Teknisk bistand udlægges altså som unuanceret politisk stillingtagen, hvilket vi fra dansk side ikke kan være interesseret i".

Når det gælder Irak-krigen er Danmark gået langt hinsides humanitær bistand og symbolsk solidaritet. Regeringen gav med sin deltagelse i den såkaldte koalition Bush-regeringen et alibi til brud på FN-pagten. Regeringen har desuden ikke givet danske soldater de redskaber, som er nødvendige til stabilitets- og genopbygningsopgaver i deres indsatsområde. Årsagen er statsministerens vision for militærets fremtid, der fokuserer på kampopgaver. Og nu vender han altså det blinde øje til tortur.

Satsede på en hurtig sejr

Fogh satsede, som amerikanske neo-konservative gjorde, på en hurtig sejr og regnede med USA's taknemmelighed. Men der er nu udsigt til, at Bush vil blive anset for at være en af de værste præsidenter i landets historie. Den nedtur kan meget vel påvirke også Fogh's eftermæle. Og danske interesser.

I realpolitik tror man, at fremmede lande er 'enhedsaktører', som repræsenteres af regeringen. Men i dagens USA er den sikkerhedspolitiske elite i oprør mod præsidenten. Det er veteraner fra CIA, som afslører og protesterer imod tortur. Den danske statsminister har unægtelig valgt side. Han har allieret sig med en leder, som er i strid med sit lands bedste kvaliteter.

Rent moralsk rejser det problemer. Men realpolitisk er det også et problem, at statsministeren på Danmarks vegne har valgt en afskyvækkende taber. Per Stig Møllers spagfærdige spark kan i den sammenhæng kaldes et realpolitisk forsøg på afstandtagen, inden det bliver for sent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her