Læsetid: 8 min.

Perfekt til storm

En jordskredssejr. Sådan vurderer de mest optimistiske modstandere af republikanernes faste greb om magten demokraternes muligheder ved tirsdagens midtvejsvalg i USA - det sidste valg med Bush i hovedrollen. Intet er sikkert endnu, men republikanerne er i defensiven på snart sagt alle områder. En fornemmelse af, at noget er gået fundamentalt galt under Bushs ledelse, er ved at bide sig fast
3. november 2006

Under normale politiske omstændigheder burde Randy Graf kunne vinde i denne temmeligt konservative valgkreds i sydøstlige Arizona.

Han er en konservativ republikaner, der vil slå hårdt ned over for ulovlig indvandring fra Mexico - et presserende emne for den halve million beboere i dette smukke ørkenlandskab.

Graf tilhører det religiøse højre og vender sig imod abort og homoseksuelle ægteskaber. Han er pro-business og vil bevare præsident George W. Bushs omfattende skattelettelser for de velstående.

Tilmed er Graf velbegavet og godt inde i emnerne, hvorimod den demokratiske kandidat Gabriela Giffords ikke virker nær så kompetent og erfaren. Så hvordan forklare, at hun er foran Graf med 15-20 procent i meningsmålingerne?

Under præsidentvalget i 1992 lød svaret fra Bill Clinton: "It's the economy, stupid!" (Det er økonomien, idiot!). I midtvejsvalget 2006 er refrænet ændret til: "It's the war, stupid!" (Det er krigen, idiot!)

I et interview på sit kampagnekontor i Tucson er Randy Graf usædvanlig ligefrem. "Det dominerende emne er desværre blevet krigen i Irak. Den bekymrer folk. Krigen overskygger alle andre emner i medierne," indrømmer han.

'Et grimt år for republikanerne'

Men Graf er ikke manden, der giver op. Ligesom præsident Bushs mytiske politiske rådgiver Karl Rove tror Graf, at meningsmålingerne giver et forvrænget billede af stemningen i de valgkredse, som er på vippen.

"Her i det sydøstlige Arizona er 39 pct. af vælgerne registreret som republikanere, mens kun 24 pct. er demokrater. De partiuafhængige udgør 26-27 pct. af vælgerskaren. Jeg nægter at tro, at jeg er 15-20 pct. bagefter. Meningsmålingerne kan ikke registrere, hvor mange af mine tro tilhængere, der rent faktisk vil gå ud og stemme. Det vil blive en overraskelse for medierne," forudsiger den republikanske kongreskandidat.

Men Arizonas mest autoritative meningsmåler Bruce Merril fra Arizona State University i hovedstaden Phoenix er uenig. "Dette er et usædvanligt grimt år for republikanerne. Kun 35 pct. af de udspurgte vælgere i Arizona bebuder, at de vil stemme republikansk, mens 50 pct. vil sætte kryds ved demokrater. Så lavt et tal har vi aldrig målt for republikanerne," siger Merrill.

Arizona har igennem generationer været en bastion for det republikanske parti. Det er her, at republikanske præsidentkandidat Barry Goldwater kom fra. Goldwater tabte stort til demokraten Lyndon B. Johnson i 1964, men anses af partihistorikere for at være politikeren, der banede vej for den konservative bevægelses overtagelse af det republikanske parti i 1980'erne.

Indtil da havde partiet været domineret af det moderate, erhvervsvenlige og oplyste borgerskab i nordøstlige USA. Denne fløj er svundet ind til et ubetydeligt mindretal i Kongressens to kamre og står til at blive næsten udslettet ved midtvejsvalget på tirsdag.

For Bush og den republikanske partiledelse er stemningsskiftet i traditionelt 'røde' og republikanske delstater i det bjergrige vestlige USA kilde til stor bekymring. I Arizona og Colorado kan den nævneværdige forskydning mod det demokratiske parti delvist forklares med demografiske ændringer.

Storbyer som Denver og Boulder i Colorado samt Phoenix og Tucson i Arizona har i de sidste 20 år tiltrukket højteknologi og serviceindustri og grundlagt gode universiteter. Den medfølgende befolkningstilvækst hidrører overvejende fra Californien og de nordøstlige stater, hvor vælgere er mindre konservative eller mere progressive end den 'indfødte' befolkning.

I stedet for knaldrøde er nogle af disse bjergstater blevet lyserøde. Hvis meningsmålingerne er korrekte, vil de for første gang i USA's politiske historie blive blå - eller demokratiske - ved kongresvalget i næste uge.

Dødt løb i Bushs stærkeste stat

At der er noget revolutionerende i gære kan man konstatere i USA's mest republikanske stat Idaho. Bush vandt Idaho med 69 pct. af stemmerne under præsidentvalget i 2004. Ikke desto mindre er republikanerne blevet tvunget i defensiven i én af delstatens valgkredse, hvor partiet normalt vinder 70 pct. af stemmerne.

Den ærkekonservative Helen Chenoweth-Hage var i årevis medlem af Kongressen fra denne valgkreds. I dette valg er pladsen ledig og en tidligere vicedirektør i et stort teknologifirma stiller op for demokraterne. Larry Grant er forretningsmand, men han understreger samtidig, at hans inspirationskilder er John F. Kennedy og Martin Luther King Jr. Republikaneren Bill Sali er mangeårigt medlem af Idahos lovgivende forsamling.

Sensationelt spår meningsmålinger dødt løb mellem dem. Salis situation er så betrængt, at den republikanske landskomité har måttet pumpe betydelige summer ind i hans kampagne for at give kandidaten et løft ved hjælp af tv-reklamer.

Et så betydeligt stemningsskifte kan hverken forklares med demografiske forskydninger eller lokale betingelser, eksempelvis en mere attraktiv og poleret demokratisk kandidat eller en korruptionsskandale i valgkredsen. Ikke engang Irak-krigen kan være den eneste grund.

En folkeafstemning om regeringen

Mest sandsynligt er det, at dette midtvejsvalg er blevet til et referendum om Bush og hans ledelse af USA. "Man kan mærke en betydelig ængstelse i vælgerbefolkningen," siger Randy Graf.

Hele dette år har 40 pct. eller færre af de udspurgte vælgere i meningsmålingerne givet præsidenten gode karakterer. Det er ikke et historisk lavpunkt for en præsident. Richard Nixon var i 1972 nede på 24-25 pct.

Bushs far George H. W. Bushs popularitet dykkede til under 30 pct. i 1991-92.

Herudover er det usædvanligt, at præsidentens parti vinder i midtvejsvalg. Det skete i 2002, hvor Bushs popularitet stadig var høj efter 11. september-angrebene, og hans rådgiver Karl Rove var ferm til at beskrive demokratiske kongres- og senatskandidater som 'upatriotiske' og for 'blødsødne' til at bekæmpe den islamistiske terrorisme.

Et stemningsskift

I midtvejsvalg er det en uskreven regel, at præsidentens parti taber et beskedent antal pladser i Repræsentanternes Hus og Senatet. I 1978 lå Jimmy Carters popularitet på 49 pct. og demokraterne mistede 15 ud af de 435 pladser i Huset. Det bliver anset for et typisk midtvejsvalg. Men 15 mandater er netop, hvad demokraterne skal bruge for at vinde flertal i 2006, og Bushs popularitet er ifølge den seneste meningsmåling fra Wall Street Journal/NBC News 39 pct.

Den bedste beskrivelse af den generelle atmosfære i den amerikanske befolkning er det franske ord malaise: Vælgerne fornemmer instinktivt, at et eller andet er gået grueligt galt med Bush-regeringens politik, uden at de kan pege på en enkel ting.

Måske tv-stationen CNN ramte mest præcist, da den i sidste weekend kaldte et dokumentarprogram om Bush-styret for broken government.

Mange amerikanere anser Bush-regeringen og de politiske institutioner for at være ufunktionelle og inkompetente. Et er, at krigen mod Irak måske ikke skulle være startet. Noget andet, at supermagten med sine enorme ressourcer ikke har været i stand til at få produktion af elektricitet og olie tilbage til samme niveau som i Saddam Husseins dage i et land med 26 mio. indbyggere. Helt basale menneskelige behov bliver ikke opfyldt i dagens Irak.

Herudover hører amerikanernes dagligt i medierne om selskaber med forbindelser til det republikanske parti, som kræver overpriser for deres tjenesteydelser i Irak. Ikke en dag går uden rapporter om ødslede ressourcer og korruption på højeste niveau. For et folkefærd, der er vant til at skulle stå til ansvar for sine beslutninger og handlinger i private selskaber, virker det komplet uacceptabelt, at ingen ministre i Bush-regeringen - endsige præsidenten selv - ønsker at tage det fulde ansvar for den fejlslagne besættelse af Irak og tage sin hat og gå.

Republikanere mod Rumsfeld

Det ypperste symbol på denne manglende ansvarlighed er blevet forsvarsminister Donald Rumsfeld. I Kongressen og Senatet har republikanerne flere gange nedstemt resolutioner fremlagt af demokrater, der opfordrede Bush tilat fyre Rumsfeld. Nu har flere fremtrædende republikanske kongres- og senatskandidater, der er i fare for at tabe, skiftet opfattelse. Men meget tyder på, at meningsskiftet tolkes som opportunistisk og derfor kommer for sent.

Oprøret over Irak-krigen falder tidsmæssigt sammen med en række korruptionsskandaler, hvor lobbyisten Jack Abramoff er blevet sigtet af en forbundsdomstol for at have bestukket førende republikanske kongresmedlemmer med diverse ydelser mod, at de 'fiksede' bestemt lovgivning for hans klienter i det private erhvervsliv, herunder indianerstammer med interesser i spillehuse på deres reservater.

Republikaneren Tom DeLay fra Sugarland i Texas er i den offentlige bevidsthed blevet til symbolet på denne sammenfletning af lovgivning og nøgne partipolitiske interesser. Som nr. 2 i Repræsentanternes Hus udnyttede han sin indflydelse over lovgivningen til bringe selskaber og brancheforeninger ind under det republikanske partis paraply. Mens det før i tiden havde været kutyme, at lobbyister gav penge til begge partier, måtte de vælge under DeLay. Resultatet var en tilførsel af kolossale pengesummer til republikanerne, som de brugte til at vinde valg efter valg.

I dag har DeLay trukket sig tilbage. Men i hans engang så sikre valgkreds må den republikanske kongreskandidat kæmpe hårdt for at vinde. I denne uge måtte præsident Bush i hast rejse til den konservative højborg for at give en hjælpende hånd til Shelley Sekula-Gibbs.

Enhver republikansk lovgiver, der har haft kontakt med Abramoff, anses nu for at være radioaktivt gods.

I Californiens 4. valgkreds, lige øst for San Francisco, blev det populære republikanske kongresmedlem Richard Pombo for nylig i pressen sat i forbindelse med lobbyisten. Resultatet var et brat fald i meningsmålingerne. Hans ret ukendte demokratiske modstander, Jerry McNerney, har nu pludselig en god chance for at vinde på tirsdag.

En jordskredssejr er mulig

Mange amerikanere føler, at republikanernes greb om den lovgivende og udøvende magt - og en voksende indflydelse over forbundsdomstolene - har korrumperet dem.

For meget magt i for lang tid avler korruption. Der er behov for en udluftning i Kongressen og tilførsel af nyt blod til at løse landets problemer.

Almindelige mennesker er bekymret over, at lønningerne ikke følger med de voksende leveomkostninger. Især udgifter til sygesikring og jordskatter vokser hastigt. I Kongressen synes man mest at være optaget af at belønne trofaste vælgergrupper som pensionister og donorer i det private erhvervsliv til partiet og kandidater.

De amerikanske fagforbunds landsformand John Sweeney har kaldt alle disse samspillende negative faktorer for 'den perfekte storm.'

Og ja - betingelserne for en jordskredssejr til demokraterne synes at være perfekte. Det er blevet sagt, at hvis partiet ikke kan vinde på tirsdag, bør det pakke sammen og forlade politik. Men der er stadig mange uforudsigelige faktorer. Republikanernes valgmaskine - ført an af Karl Rove - har før i tiden lavet mirakler. Inderst inde frygter demokraterne, at dette politiske geni har en eller anden overraskelse gemt i sine ærmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her