Læsetid: 3 min.

Det perfekte overspring

Hvilken bog er den helt rigtige at springe over? Morten Ramsland eller Thomas Mann? Sommerens sidste af slagsen ser tilbage på kritikkernes krukkerier
10. august 2006

Det er en bemærkelsesværdig genre, som Informations læsere i løbet af sommeren er blevet underholdt med: Overspring - omtale af bøger, som er så uvæsentlige, at anmelderen ikke kom længere end et par kapitler, men som samtidig er vedkommende nok til at fortjene spalteplads - måske endda for anden gang. Morsomt bliver det for alvor med den ambitiøse kritiker - for vil denne lægge signatur til en tekst om et emne, som hun åbent må erkende, at være næsten forudsætningsløs for at skrive om?

Marianne Ping Huang beskrev dilemmaet som en 'plage'.

"Mellem de bøger, jeg ikke læser færdig, er der nogle som plager mig - de er en slags spøgelser, som lurer ved reolernes kant."

Ping Huang omgik dilemmaet ved at skrive om de 'kinesiske damer' Amy Tan, Anchee Min og Jung Chang, som hun ganske vist havde skubbet tilbage i reolen, men dog langt fra uvidende om. Hun havde både læst på emnet og havde læst Amy Tan for sin datter.

Der er naturligvis et element af selviscenesættelse i det overspring, man vælger at beskrive. Ping Huang beskrev hvordan de kinesiske damer "bliver ved med at falde i mine røverhænder" - og aftegner således et interessefelt, men afskriver samtidig de litterære kvaliteter. På samme måde er det næppe et tilfælde når Anton Geist sprang over netop Ursula Ankjær Olsens Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Overspringet begynder:

"Selvfølgelig skulle jeg da læse den. Årets mest hypede danske lyrikudgivelse."

Og slutter:

"Et eller andet er der vist galt med mig."

Argh, Anton, der er vist ikke noget galt med dig. Her er temaet Kejserens nye klæder - og det er ikke Geist, der spankulerer rundt ganske nøgen.

Af alle Oversprings-skribenter synes Signe Lindskov Hansen at komme tættest på en ren tilståelse: "Det er forkert at kalde mit møde med Johannes V. Jensens roman Kongens Fal for et overspring. Det var nærmest en frontal kollision."

Her er ingen indbygget berettigelse, blot en undskyldning: Kærestesorger.

Æseløret på side 11

Lillian Munk Rösing lægger derimod ud med en bekendelse, der langsomt glider over i en indsigt. Her er det bestselleren, Mortens Ramslands Hundehoved, som Rösing som en 'tumpelæser' bekender ikke at kunne navigere i. Men med Roland Barthes (og ville en tumpe måske læse Barthes?) forklares forvirringen som et "funktionstømt levn fra den store episke tradition" - og så ved man godt, at det er litteraten - og ikke litteraturen - der har fat i den lange ende.

Ophavsmanden til serien, nærværende dagblads vidende kulturredaktør, Peter Nielsen, koketterede som den værste med sin tilsyneladende begrænsning. Peter Nielsen valgte at spille ydmyg over for mesteren, hvis samlede forfatterskab han dog havde læst, forstår man på teksten. "Jeg hader at elske Thomas Mann." Her er det tilsyneladende læseren - og ikke litteraterne - der har ret. Og Nielsen er på linje med Vladimir Nabokov, der brugte sin tid på Cornell University på at vaccinere sine studerende mod Thomas Manns banaliteter. Den indsigt havde jeg gerne selv maskeret som en tilståelse, men redaktøren kom mig altså i forkøbet. Jeg havde også gerne indrømmet, at der tilsyneladende skal mere til at underholde undertegnede end det flertal, der har storkøbt Morten Ramsland. Men Rösing kom desværre først i serien. Under min seng fandt jeg et æseløre på side 11 i Kim Fupz Aakesons X. "Som en rasteplads betragtet er det her virkelig en fiasko," står der på siden. Det er et oplagt overspring - på flappen lyder det som den hyggesrealisme, der har plaget dansk film i årevis. Men jeg kom altså ikke længere end til side 11.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu