Læsetid: 3 min.

Det perfekte samfund

3. oktober 2003

»Hvis man skal være oplyst, kan man ikke have en autoritet over sig. Umyndighed er at deponere sin forstand hos en anden. Det er fundamentalt imod oplysningstanken.«Søren Mørch i dagens i2
»Der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved alt, og kan der ikke det, lever vi i fundamentalismen.«
Per Øhrgaard i dagens i2

Autoritet og styring og kontrol: Det er godt for Danmark. Det er det, vi har brug for efter årene, hvor den venstreorienterede, humanistiske og kulturradikale tendens bestemte i børnehaverne og i skolerne og på universiteterne. Autoritet og disciplin. Vi skal lave kontrakter med forældrene, hvor vi kan fastsætte mål for deres børn i skolen. Vi skal lave kontrakter med særligt belastede familier: forældrekontrakter. Skoleeleverne skal have flere karakterer. De skal måles mere og tidligere. Konsekvens og hård hånd.
De to store udfordringer er: terror og indvandring. Vi beskytter os mod terror ved at give politiet udvidede beføjelser. Vi beskytter os mod indvandring ved at styre strammere og hårdere og sætte nye standarder for, hvornår folk er gamle nok til at gifte sig. Vi sætter alderen op. Vi tilskriver statsmagten større autoritet.

VI PÅBERÅBER os det åbne samfund. Terror og indvandring bliver udlagt som trusler mod det åbne samfund. Men det, der kendetegner forestillingen om det åbne samfund, er, at autoriteter udsættes for løbende og systematisk kritik. Det åbne samfund er åbent, fordi det insisterer på dialogisk at forhandle sin retning og sine strategier. Det åbne samfund er anti-autoritært og åbent mod fremtiden.
Det modsatte af det åbne samfund er det perfekte samfund. Perfekt betyder afsluttet. Når man mener at leve i det perfekte samfund, bliver alle forandringer til degeneration. Fremtiden bliver farlig. Så bliver det nye som sådan til en trussel mod det etablerede samfund. I det perfekte samfund må man beskytte sig mod udviklingen og fremmed indflydelse. Det, der kendetegner både regeringen og oppositionen, er, at de ikke vil forhandle det danske velfærdssamfund. Det perfekte samfund er autoritært.
Det paradoksale er, at de, der nu med vold og magt vil forsvare det åbne samfund, er i færd med at underminere de tankestrukturer og dialogiske idealer, som skulle kendetegne det åbne samfund. De agerer, som om vi lever i det perfekte samfund. Det åbne samfund kan aldrig være perfekt.
Forvekslingen mellem det perfekte og det åbne samfund dominerer den politiske dagsorden. Både regeringen og socialdemokraterne vil forsvare det, de kalder det åbne samfund, som om det var det perfekte samfund. Socialdemokraternes accept af den nye definition af retslige EU-forbehold er en accept af det nye autoritære ideal. Vi vil have ret til at beskytte os selv mod indvandring. Vi lever i verdens bedste samfund.
Det er troen på det danske samfund som garant for ubegrænset privatforbrug og økonomisk tryghed, som Suzanne Brøgger har defineret som velfærdsfundamentalisme. Socialdemokraterne mener at have skabt velfærdssamfundet: De vil ikke forandre. Den enorme modstand mod indvandring viser sig som en funktion af en manglende evne til gentænke vores samfund.
Socialdemokraterne har med enkelte undtagelser ikke været i stand til at forsvare anti-autoritære idealer over for den autoritære borgerlige regering. De siger ja og ja og ja, når det kommer til politi og indvandring. De vil ikke være blødsødne. Og så snakker de om de officielle arbejdsløshedstal hver gang, de får en mikrofon at tale i.

NÅR Danmark deltager i krig i Irak og støtter udbredelse af den vestlige samfundsmodel, er det under påberåbelse af oplysningstiden og moderniteten.
Men som professor Per Øhrgaard pointerer i dagens i2-tema om autoritet og oplysning, kan autoritære idealer ikke forenes med oplysningens idealer:
»Al oplysning hviler på kritiske spørgsmål for ikke at sige mistillid til autoriteterne. Til gengæld vil regeringen naturligvis sige, at der er forskel på at have autoritet og være autoritær. Men der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved alt, og kan der ikke det, lever vi i fundamentalismen. At kunne sætte spørgsmålstegn ved alt betyder ikke, at man ikke kan anerkende noget som helst, men at man ikke kan anerkende det ubeset.«
De, der vil påkalde sig oplysningsprojektet og kalde sig moderne, må vise villighed og styrke til at gentænke den anti-autoritære pædagogik og dialog.
Den største trussel mod vores åbne samfund kommer ikke fra indvandring eller terror, men fra dem, der ikke tør tro på andet end mere autoritet.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu