Læsetid: 6 min.

Den perfekte umenneskelighed

Proportionssansen fejrede nye triumfer i forargelsens hus, da en filminstruktørs bekendelser overstrålede den nydanske råhed
15. oktober 2005

Selvfølgelig gik det i selvsving. Det kunne man forudse, allerede før de første strikkekoner ved skafottets fod hev gebisset ud og tog fat. I Ekstra Bladet lagde en af dem ud; selv et livsstilsstykke af de problematiske, som benyttede anledningen til at håne den formastelige mand for hans alder. Her er det nemlig ikke nok at forarges over det eneste forargelsesværdige i sagen, den fatale sætning om at tage sig sin ret i kønslivet og omegn.

Men her var det skribøsens hovedærinde at forarges over forfatterens og fantastens forbryderiske alder. Dét var det værste: Han er gammel, utiltrækkende, med dinglepik(!), hans hud er grå og slap, hvad fanden bilder en olding på snart 70 eller var det 80 eller døden nær, det kommer ud på det samme, hvad fanden bilder en hengemt liderbuks sig ind at rende rundt og være lysten og ligefrem skrive bøger om det? Mors hammer faldt med et drøn og rammede den sanselige instruktør og minimalistdigter endnu en alen ned i modersmålets mudder.

TV 2 benyttede også anledningen, som redaktionen ifølge informerede kilder med viden om cykelsport, kun har ventet på, og lossede Leth ud af Tour'en. Til ikke-idrætsinformerede læsere: Den årligt tilbagevendede begivenhed på de franske landeveje, hvor forfatteren i årevis har æstetiseret sig gennem milliarder af mere eller mindre dopede tramp i pedalerne. Minimalisten af første grad har i disse transmissioner i mange år sammen med en mere rusten kammerat, der også benyttede sin egen lille anledning til at stikke kniven tilbage i ryggen på liderbuksen, ophøjet cykelløb, der vist ikke er noget særligt ophøjet over, men blot, som Lasse Ellegaard engang sagde, forudsætter et godt apotek, til en aflægger af knækprosaen.

Flere kunne, foruden det fælles varmende ved at forarges, være svært glade og fornøjede over udgivelsen, hvis ene sætning rev vingerne af Ikaros. Forlaget har udsigt til at score kassen, hvilket forlag gerne gør.

Freverts fede ferie

Og først og sidst Louise Frevert, der fuld af fup og gamle aviser med løgn på løgn fægtede sig ud på sit helle, da lokummet stod i flammer, og udbad sig orlov fra ulykkerne. I sig selv en fuldstændig vanvittig disposition, således at være valgt til det ene og for at blive valgt til den andet, snyde sig på orlov fra det første!

Enhver idiot kan sige sig selv, at den midlertidige fratagelse af folketingsforpligtelserne var forblevet uansøgt, såfremt afsløringerne af hjemmesiden - takket være Minoritetspartiets ihærdige folk - ikke i den grad havde opskræmt Freverts partifæller med ambitioner om det stuerene. De mener sådan set det samme, som Fevert udtrykker i sin famøse bog og på hjemmesiden, skønt hun jo ikke har skrevet det, men står ved hvert ord - lad det være slået fast med det vons.

DF's ene af to svar på menneskerettighedernes afskaffelse, pastor Langballe, var da også befriende åbenhjertig og bevægede sig så nær en indrømmelse af enighed, som han nu engang kunne, uden selv at blive tvunget på orlov.

Målet for DF's top er nu på tre års sigt selve ministerkontorerne som udskiftningshold for de mere og mere overflødige konservative, og her gælder alle kneb. For alt i verden ønsker partitoppen ikke at udtrykke sig så ekstremistisk, som den er, men som et for stort antal af den forknytte vælgerskare trods alt ikke er.

Nu kom Leth lykkeligvis slæbende med sin 17-årige haitianerpige - som alligevel ikke var helt så meget 17 - samt hans erklærede ret til alle rigtige mænds mål. Og så var Frevert glemt. Omvendt kan Leth midt i sin (midlertidige ) ulykke glæde sig over Freverts (midlertidige) ulykke, for hvis Frevert ikke havde skyndt sig på orlov, ville hun med garanti have rejst en storm i Folketinget om Leths placering på finansloven og forlangt, at han med tilbagevirkende kraft skulle tilbagebetale samtlige sine filmstøttekroner gennem årene med renter samt at Filmskolen omgående smider ham på porten som lærer for blandt andre mange mandbare, yngre, gode, danske kvinder.

Det ville have været en typisk Frevert-sag, som har slået ihændehaverens navn fast i den folkelige bevidsthed som vogter af retten og pligten til smålig forargelse og muggen mistænkeliggørelse.

Krigsskibekanon

Nu får Frevert selv som sag sit lattermilde modstykke i hendes og kulturminister Brian Mikkelsens bemærkelsesværdige bevilling til den amatørmodelbådebygger, der ifølge Frevert alene og uden hendes vidende formulerede hendes hadefulde fnadder. Man tror det er løgn, men den pensionerede søhelt fik godhedsfuldt fra Brian Mikkelsens ministerielle rådighedskasse stillet en kvart million gode, nationale kroner til rådighed for sin hobby til indkøb af sejlgarn, karton og klister til de fine, fine modelskibe, der oven i købet kan sejle, fut, fut hjemme i gadekæret, hvor kaptajnen og hans legekammerater selv kan styre dem ind og ud mellem rap-rap-ænderne.

Modellerne er alle af den rigtige danske krigsflåde, som den tog sig ud i koldkrigsårene. Orlogsmuseet har pænt takket nej, museet samler ikke på legetøj, var beskeden. Det anfægtede ikke ministeren. Brian Mikkelsen har i samvirke med Frevert således atter bidraget til kvalitetshøjnelsen af den danske kulturarv. Skal vi mon ikke have en kanon af krigsskibe fra koldkrigsårene?

Sultestrejkende iraner

Mens disse ligegyldigheder forlystede nationen, gik den iranske flygtning Alae Ghaedi i sultestrejke på Krogerup Højskole, hvor han i skrivende stund opholder sig, efter at de stadig mere groteske danske fremmedmyndigheder har afvist hans asylansøgning. Ghaedi har været fængslet i sit hjemland, er blevet torteret i afsindigt omfang med alvorlige rygskader til følge, og har blandt andet fået indopereret metalplader for at holde sammen på kvæstelserne.

Den mishandlede mand står i hjemlandet til flere års mere fængsel, et livstruende nyt antal piskeslag (!) dermed mere tortur og den visse død, såfremt han sendes tilbage. Ghaedi foretrækker meget forståeligt sultedøden på Krogerup i det danske løvfald frem for de her skitserede mere end reelle udsigter. Den arme mand kan simpelthen ikke tage mere, og han orker ikke det fedtspil, der foregår.

De danske myndigheder mener, skammeligt at melde, at det papir, hvorpå dommen over ham er nedfældet, jo bare er en forfalskning. Dommen er nemlig skrevet på en computer, og sådan nogle har de slet ikke overhovedet i Iran, siger de danske myndigheder. Pudsigt nok er det præstestyrede land, så vidt man da kan læse sig til i aviserne, ved at oparbejde en betydelig nuklear kapacitet, som også kan gå hen og blive til atombomber, og som bekymrer det meste af den øvrige verden. En sådan teknologisk uomtvistelig bedrift kan iranerne utvivlsomt klare, og dét som det eneste teknologisk kompetente folk i verden uden brug af computere, men med kugleramme og små sten i bunker. En, to, mange. Som yderlig ejendommelighed ved de danske myndigheders afslag til Ghaedi, har hans svoger rent faktisk fået flygtningestatus og asyl, med den begrundelse at han jo står Ghaedi nær og derfor, hvis han vender tilbage til Iran, er i livsfare. Med andre ord er det i de danske myndigheders øjne en fordel at kende Alae Ghaedi frem for at være ham selv.

Hvad er det dog for et uciviliseret hårdt og retsvilkårligt samfund, Danmark har udviklet sig til, hvor en filminstruktørs uforsigtige omtale af sine formentlig opdigtede eskapader er mere oprørende end et bebudet selvmord, forårsaget af et pryglet og kvæstet menneskes erfaringer med danske myndigheder!? Hvad er det for embedsfolk, der forvalter i forvejen skandaløse lovbestemmelser på denne måde? Hvad er det for fornærede politikere, der ikke kender begrebet barmhjertighed og anstændighed, men salver sig i forkvaklet, tidehvervsk barmhjertighedsforsagelse i farlig misforstået bekymring for at kunne opfattes som selvgode? Hvad er det, der sker i dette land, hvor man må skamme sig dybt over denne gennemførte råhed?

Det er såmænd et land, der i førstemandens billede har byttet humanistisk moral ud med et flertals uargumenterede, kreative bogføring til tilfredsstillelse af den snæversynede blinde ufølsomme egoisme.

Det er den perfekte umenneskelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her