Anna Madsen vil gerne gøre det godt. Både for sig selv, fordi hun brænder for sit fag, og for samfundet. Hun vil gerne være en velkvalificeret og professionel psykolog.
Og hun er ikke alene. På Informations Fakultet-sider fredag kunne man møde 10 studerende, Information mødte en tilfældig dag på Københavns Universitet. De fleste var optagede af at realisere sig selv og søge faglig fordybelse.
Som 23-årige Mads Ejstrup sagde: "Jeg har fået udskudt mit bachelorprojekt. Jeg var lidt usikker på, hvad jeg skulle skrive om, og så vil jeg hellere bruge ekstra tid på at lave en god opgave. Jeg er jo netop kommet ind på mit drømmestudie her anden gang, så det betyder noget for mig at gøre det godt."
Men er de unge ikke dovne, forkælede og selvoptagede eller har alt for meget erhvervsarbejde for at kunne deltage i forbrugsræset på lige fod med resten af samfundet?
Der er givet studerende, der er for slappe og for lang tid om at komme i gang med en uddannelse. Men når danske unge sammen med de islandske, svenske og new zealandske topper OECD's opgørelser over de ældste studerende på de videregående uddannelser, er det faktisk også fordi, de tager deres uddannelse og liv forbandet seriøst.
De er knalddygtige, ambitiøse og reflekterede. De vil blive til noget. Som 29-årige Rolf Kromann der læser sociologi og har sit eget analysefirma. Eller psykologistuderende Nadia Qureshi, 25, der har fået et meget attraktivt frivilligt arbejde, hvor hun afprøver sig selv som psykolog og derfor tager en mindre pause fra studiet, som hun i øvrigt tager på normeret tid.
Studenterpræster- og studenterrådgivere taler om, at der blandt de unge hersker en perfekthedskultur. De unge måler sig på det, de gør, ikke det de er.
Adfærden er resultatet af en generation, der er opvokset i velfærds- og overflodssamfund, hvor individualiseringen sætter sit eftertrykkelige præg.
Regeringen og Folketinget forhandler i øjeblikket om forskellige tiltag, der skal få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, hvor de skal bidrage til at forsørge den voksende gruppe af ældre. Det skal, hvis det står til regeringen, blandt andet ske ved at bruge SU'en til at tvinge de studerende hurtigere igennem og ved samtidig at presse universiteterne på pengepungen og kun udbetale taxametertilskud i normeret studietid plus et år. Studiechefer advarer om, at den strategi kan give bagslag. Det er da muligt, at de unge kan presses til at blive hurtigere færdige. Det kan jo i hvert fald sagtens lade sig gøre i andre lande, hvor SU-systemet er langt mindre lukrativt.
Men det er fuldstændig overset, at de unge er i gang med at udvikle kompetencer i vores hyperkomplekse samfund, som kræver enormt meget af vores personlige engagement, individuelle præstationer og kreative potentiale. Vi kan da godt tilstræbe et system, hvor de unge går i gang med en videregående uddannelse som 19-årige og bliver boende hjemme hos mor og far, indtil de er færdige med studierne. Men er det det, vi vil?
Danmark er et af verdens rigeste samfund og vores fleksible velfærdssamfund topper konstant ranglisterne over de mest attraktive investeringslande i verden, blandt andet fordi vores offentlige ydelser og arbejdskraft har så høj kvalitet. De studerende gør det faktisk blændende godt. For godt måske. Studenterrådgiverne melder om markante stigninger i henvendelserne til psykologhjælp. Stress er nu for første gang kommet ind på top-10 over de hyppigste grunde til, at de unge har ondt i livet. Perfekthedskulturen blandet med øgede forventninger og krav til de studerende om at skynde sig - kan vise sig at være en farlig cocktail, der yderligere sætter folk af i svinget.
Sideløbende med stramningerne i SU-systemet (der i øvrigt er tænkt som et spareforslag, da regeringen vil bruge den sparede SU til at finansiere det ønskede mertoptag på de videregående uddannelser) skal der skabes bedre vejledning, mentorordninger, bedre undervisning og bedre tilrettelæggelse af undervisningen samt nye fagpakker. Alt sammen meget fine og nødvendige tiltag. Men det er ikke nok at presse universiteterne økonomisk og opstille målsætninger for at for mindske frafaldet på uddannelserne.
Der skal penge med til at forbedre kvaliteten. Universiteterne skal levere en helt anden vare i dag, hvor et langt bredere udsnit af de studerende befolker auditorierne. Hvordan hænger det sammen med, at uddannelsestaxametrene er blevet beskåret i årevis? Og at universiteterne indtil videre har kunnet kigge i vejviseren efter de ressourcer, de skal bruge til at udvikle studierne og indrette den gamle elitekultur på masseuniversitetet?
