Læsetid: 3 min.

Perlen blegner

19. marts 2001

»Listen over uopklarede korruptionssager er endeløs inden for både den offentlige sektor og militæret«
Årsberetningen fra Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda

Den selvbevidste og charmerende præsident for Uganda, Yoweri Kaguta Museveni, er forvænt med sejre. I den forgangne uge høstede han endnu en: To ud af tre vælgere satte ved præsidentvalget deres kryds ud for ham. Dermed kan han føje endnu fem år til de i forvejen 15, som han har regeret det østafrikanske land i. Men spørgsmålet er, hvor længe Museveni får lov at hvile på laurbærrene denne gang.
De 22 millioner ugandere betragter Museveni som en nationalhelt, fordi han i 1986 med sin befrielseshær satte punktum for diktatur og store blodsudgydelser under forgængerne Milton Obote og Idi Amin. Museveni fortjener en stor del af æren for, at Uganda i dag bl.a. kan prale af fri grundskole-uddannelse, en imponerende økonomisk vækst på årligt omkring fem procent og en effektiv indsats mod aids. Altsammen har det bidraget til at gøre Uganda til bistandsdonorernes kæledægge, og den gamle betegnelse ’Afrikas perle’ bliver brugt. Men under overfladen er der råddenskab, som ser ud til at brede sig.
A
VISERNE I UGANDA beretter ofte om penge under bordet til embedsmænd og politikere. Magtmisbruget er ifølge forskellige kilder tiltagende, og det er ikke uden grund, at Uganda i organisationen Transparency Internationals seneste undersøgelse af korruptionen i 90 lande indtager en flov plads som det tiende mest korrupte. Regeringen har øjensynligt ikke meget lyst til at gribe fat om nældens rod. Udenrigsminister Eriya Kategaya, der var på besøg i København i forrige uge, sagde således, at »sammenlignet med andre afrikanske lande har vi ikke nogen problemer med korruption.«
Ud over korruptionen er Ugandas deltagelse i borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo med til at få Afrikas perle til at miste sin glans.
Da soldater fra Uganda i 1997 invaderede den nordøstlige del af Congo, var det velbegrundet. Ugandiske oprørere brugte Congo som base, og de bestialske hutumilitser – skyldige i folkemordet i Rwanda
– huserede på grænsen mellem Congo og Uganda. Det vakte f.eks. stor international opsigt, da en flok turister i Uganda i 1999 blev dræbt af en hutumilits.
Af sikkerhedshensyn kan Ugandas regering altså udmærket også i dag forsvare sin tilstedeværelse i Congo. Men regeringen kan ikke forsvare sine soldaters optræden. Der er adskillige troværdige beretninger om ugandiske officerer, som tjener godt på at plyndre ressourcerige Congo for bl.a. guld og tømmer. Svært at forklare for regeringen i Kampala er det også, hvorfor soldater fra Uganda skal operere flere hundrede kilometer inde i Congo.
I Mellemfolkeligt Samvirkes rapport om aktiviteterne i Uganda i år 2000 står, at krigen i Congo har ødelagt Musevenis omdømme, og at han »som en gang blev set som en mulig løsning på regionens mange konflikter i dag i mange udenlandske hovedstæder bliver afvist som en del af problemet.« En af disse hovedstæder er åbenbart ikke København, for Udenrigsministeriet har kun spagfærdigt protesteret mod Ugandas krigsførelse ved at indefryse nogle millioner kroner i gældslettelse og betalingsbalancestøtte.

SIDEN 1986 HAR Uganda været en etparti-stat med The Movement (Bevægelsen), som eneste tilladte parti. Ud fra en vestlig demokratiforståelse kan man ikke forsvare Musevenis enstrengede system. Men det giver mening, når man tager spændingerne i landet mellem etniske grupper i betragtning og ser, hvordan den korrupte præsident Daniel arab Moi i nabolandet Kenya trods et flerpartisystem har bevaret magten og fortsat overgrebene på oppositionen. På den baggrund skal vi ikke presse en vestlig demokratimodel ned over hovedet på Uganda, men vi skal støtte de ugandere, som arbejder for menneskerettigheder og respekt for folkets vilje.
Musevenis system knager alvorligt i fugerne.
Den lokale valgobservatørgruppe MEMGROUP-U rapporterede under præsidentvalget for en uge siden om en lang række uregelmæssigheder. Men der var ikke nok af dem til at rejse tvivl om befolkningens store opbakning til Museveni. Men nok til at sætte spørgsmålstegn ved Bevægelsens magtmonopol.
Selv om efterlønsordningen ikke eksisterer i Uganda, bør den 56-årige Museveni overveje at gå af inden for et par år. Korruptionen og svaghederne i det politiske system tyder på, at der er behov for udskiftning i toppen. Og det vil give Museveni mulighed for at gå med ære.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu