Læsetid: 4 min.

En personlig historie for alle

Ikke alt er vel i velfærdsstaten. Jannik Johansen giver liv til en ambitiøs, tabu-tacklende og tankevækkende psykologisk thriller
7. oktober 2005

Da Mørke i høj grad handler om overflader, kan vi passende begynde med filmens plakat, som rummer den betydningsmættede tagline "Ingen bør dø alene." En ganske kort sætning, som - genren taget i betragtning - ikke desto mindre formår at foranstalte et urovækkende sammenstød mellem to diametralt modsatte associationer; ondskab og omsorg.

Jo, Johansen favner bredt i sin anden spillefilm, som på overfladen er en amatør-detektivhistorie, men reelt et neddyk i en individualistisk folkesjæls nederste, mudrede lag.

Jacob (Nikolaj Lie Kaas) er en ung journalist, som bor i København med kæresten Nina (Laura Drasbæk). Han bebrejder sig ikke at have grebet ind, da hans nu invaliderede søster Julie for tre år tilbage forsøgte at tage sit eget liv. Det lysner dog, da den joviale elektriker Anker (Nicolas Bro) pludselig kommer ind i Julies liv. Men bryllupsfesten ender brat og makabert, og da Anker kort herefter forsvinder, vækkes Jacobs investigatoriske instinkt. Et spor fører ham til Ankers nye bopæl i den lille jyske by Mørke, hvor et velkendt mønster allerede er ved at tegne sig.

Almen relevans

Som det fremgår af interviewet i dagens avis har Johansen sine egne tragiske bevæggrunde for at beskæftige sig med selvmord. På den anden side vedrører de kronisk høje danske selvmordsstatistikker jo os alle, og filmens styrke er netop, at den formår at bruge sin desværre kun delvis fiktive fortælling samt hovedpersonens psykologi (skyldfølelse og grusom ønsketænkning) som forstørrelsesglas for problemstillinger med almen relevans. Til syvende og sidst handler det om vigtigheden af at være et nærværende og modigt medmenneske.

Allerede fra filmens anden scene, hvor Jacob og Nina har indbudt til familiekomsammen, forankrer Johansen sin tematik i noget genkendeligt; kameraet dvæler ved værtsparrets akavethed i mødet med den handicappede søster. En reaktion, de fleste mennekser nok kan genkende, men nødigt taler højt om. Dermed er scenen sat for en fortælling om misforstået diskretion og små fortielser med store konsekvenser.

Kreativ grimhed

Det styrker bestemt også filmens almene appel, at Johansen henlægger hovedparten af handlingen til en upåagtet, men nok desværre også ret repræsentativ dansk egn. Desværre, fordi Mørke og lurvede omegn er præget af et rungende fravær af æstetik eller ynde. Men grimheden bruges kreativt. Temaerne om tungsind og ensomhed får et stærkt stilistisk akkompagnement i de mange skumringsbilleder af den trøstesløse landsby. I sandhed et grumt sted at ende sine dage!

Det lyder mere deprimerende, end det er, for Johansen og medmanuskriptforfatter Anders Thomas Jensen foretager med held et par underspillede afstikkere fra det alvorstunge hovedspor, bl.a. et indlæg i den evige (pseudo)-konflikt mellem hovedlandet og hovedstaden - ikke tilfældigt ligger Mørke i Det Mørke Jylland.

Morten Lütztofts reserverede landbetjent og Anne Sofie Byders stærke og seje jydinde ligner ved første øjekast karikaturer, men Johansen afbalancerer sit provins-portræt med en solid, lødig og nuanceret persontegning. Birollepræstationerne er i øvrigt alle træfsikre, mens samspillet mellem smældende talent- og udtryksfulde Lie Kaas og kløgtigt deadpanende Bro bare skal opleves.

Små mislyde

Mørke er først og sidst en psykologisk thriller, men den fysiske action, som faktisk forekommer, er både sikkert iscenesat og rig på (navne-) symbolik. Alligevel anes et slægtskab med eksempelvis vampyr- og zombiefilmen, hvor skellet mellem godt og ondt; helt og skurk er tilsvarende uskarpt. Gerningsmanden er kun et symptom, ikke sygdommen selv. Måske nok den yderste konsekvens, men også det logiske resultat af langt større mekanismer, som vi alle har en andel i.

Johansens sigte er et kritisk blik på en mørkeræd og konfliktsky kultur, som stiller sig fremmed overfor det, der burde være mest nærværende. Derfor er en nydelig konfliktløsning udelukket, og slutningen giver da også kun på et rent overfladisk plan anledning til at ånde lettet op.

Mørke fremstår dermed langt mere dybtfølt og helhjertet end filmen, der banede vejen for, at man overhovedet kunne tænke thrillergenren ind i en dansk sammenhæng, Ole Bornedals effektive, men også meget konstruerede, Nattevagten fra 1994. Men selvom Johansen formår at integrere uhyggen i hverdagen, bliver genrekonventionerne i få, men frustrerende synlige tilfælde, en klods om benet på instruktøren. Især et 'nervepirrende' optrin på en mørk hotelgang virker forceret og selvbevidst.

Det komplekse og begavede manuskript er heller ikke uden mislyde; eksempelvis opfører ellers snedige personer sig mindre snedigt, når det tjener et dramatisk formål. Dialogen er ofte dyb og dobbelttydig (og garneret med galgenhumor), men som billedsproget forfalder den her og der til det overforklarende.

Men det rokker ikke ved, at Johansen har skabt et stykke polemisk dansk uhygge af høj kvalitet, som fortjener et stort publikum.

Mørke. Instruktør: Jannik Johansen Manuskript: Jannik Johansen og Anders Thomas Jensen. Dansk (CinemaxX, Dagmar, Empire og Imperial i København og en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu