Læsetid: 3 min.

'Pervers' koldkrigsjournalistik

24. januar 2007

I Politikens forsideleder den 17. januar hed det, at professor Bent Jensens beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl for i 1980'erne at have været sovjetisk agent er udokumenterede og fældet "på et grundlag, der ikke vil overbevise andre historikere". Deri har Politiken jo mildest talt ret.

Dragsdahls "ofte kvalificerede", kritiske journalistik dengang kunne ikke desto mindre ifølge lederartiklen "virke pervers" i forhold til, "hvad der grundlæggende var op og ned i Øst-Vest-konflikten". Alle, der dengang støttede regeringsflertallets NATO-linje, var derfor "dybt irriterede" på Dragsdahl.

Med denne brændemærkning af Dragsdahls indsats stiller Politikens leder sig i realiteten på et standpunkt, som er meget tæt på, hvad der var og er det tankemæssige udgangspunkt for Bent Jensens angreb på Dragsdahl. Nemlig den dengang vidt udbredte, særlige koldkrigslogik, at hvis man på væsentlige punkter kritiserede eller anfægtede ens egen 'lejrs' eller 'bloks' politik og strategi over for fjenden, gik man dennes ærinde, bevidst eller ubevidst.

Under Den Kolde Krig gik fronten ikke kun langs den fysiske demarkationslinje mellem Øst og Vest i Europa. Den gik også mentalt ned igennem hvert eneste land i Europa. I Øst havde man 'dissidenter', 'klasseforrædere' og 'objektive vestagenter'. I Vest havde man 'nyttige idioter', 'naive idealister' og 'påvirkningsagenter', som lod sig dirigere af Øst. Selv om sanktionerne over for 'koldkrigsafvigerne' så sandelig var mere drakoniske i det totalitære Østeuropa end i det demokratiske Vesteuropa (uden for Europa var forskellene i metoder ofte minimale), så var den grundlæggende tankegang den samme på begge sider af Jerntæppet: Vore fjenders fjender er vore venner.

Dragsdahls journalistiske virke i slut-1970'erne og i 1980'erne var i praksis et bidrag til i dansk sammenhæng at overvinde denne 'koldkrigslogik'. Den sikkerhedspolitiske tænkning i begge lejre var i stigende grad fastlåst i dogmatik og bidrog til et atomvåbenkapløb, som i disse år syntes at bevæge sig bort fra atomar afskrækkelse og henimod strategier for faktisk udkæmpelse af atomkrig. Gennem sit unikke kontakt- og kildenet blandt amerikanske våbenkontrol- og forsvarseksperter med fortid eller nutid i regeringskredse og tænketanke formidlede Dragsdahl den højt kvalificerede, kritisk nuancerede amerikanske og internationale debat herom til en i denne sammenhæng slumrende dansk offentlighed: I en situation med massiv atomar overkill var det gamle 'balancesyndrom' forældet - flere atomvåben gav ikke nødvendigvis større sikkerhed.

'Spion'-fabuleringer

Der var omkring 1980 ikke mange huller i selv ledende danske politikeres uvidenhed om NATO's atomstrategiske tænkning og egenskaberne ved de atomvåben, som Danmarks fundamentale sikkerhed ultimativt var baseret på. Man behøvede og behøver ikke være hverken helt eller delvis enig i Dragsdahls journalistiske metoder eller synspunkter på Øst-Vest-konflikten dengang for at anerkende hans medansvar for at have hævet niveauet i den sikkerhedspolitiske debat herhjemme betragteligt. Det var givetvis stærkt "irriterende" for vanetænkende danske embedsmænd, politikere og journalister at blive konfronteret med Dragsdahls bombardement af (mod)argumenter og (mod)dokumentation - netop især fordi der i alle tilfælde kunne henvises direkte til kritiske ekspertkilder i andre NATO-lande, først og fremmest USA. Bedre blev det ikke af, at Dragsdahl i 1980 også var med til at formidle tankerne om en ny, dynamisk afspændingspolitik mellem Øst og Vest, der ikke som den hidtidige byggede på status quo. Rammen var appellen fra European Nuclear Disarmament (END), hvori det hed: "Vi må begynde at handle på en måde, som om et neutralt, forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for 'Øst' eller 'Vest', men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som de nationale stater pålægger os."

Visioner som disse vendte i sandhed op og ned på koldkrigsvaneforestillingerne. De var udgangspunktet for de uafhængige fredsbevægelser, som voksede frem i 1980'erne, og som vel at mærke var lige så kritiske over for den atomare overoprustning i Øst som over for den i Vest. Derfor blev både Dragsdahl og aktivister i disse bevægelser ofte i Vest beskyldt for at være agenter for Øst, mens de i Øst notorisk af f.eks. det østtyske STASI blev mistænkt for at være agenter for CIA.

Den sidste uges tid har igen vist, at historier fra Den Kolde Krigs tid stadig kan rydde avisforsider - vel at mærke især, når der er tale om 'agent'- og 'spion'-fabuleringer. Det er trist, at der i medier og offentlighed langt fra er samme opmærksomhed om nuanceret, ikke-personfikseret historisk udforskning af nok så væsentlige, men mere komplekse begivenheder og mekanismer under Den Kolde Krig. Dem kunne vi sikkert lære mere af, også ved håndteringen af det 21. århundredes akutte udenrigspolitiske konflikter.

Poul Villaume er professor i historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu