Læsetid: 3 min.

Perverst, sygeligt, morbidt

28. november 1997

UANSTÆNDIGT. Uacceptabelt. Stødende. Usmageligt. De foranstående syv fordømmelser var at finde med store bogstaver og lige efter hinanden i en annonce i gårsdagens avis. Og så har annoncøren endda det lyse navn: Livslinien.
Livslinien er en selvmordsforebyggende forening. Annoncen oplyser, at den er indrykket "som følge af, at et urfirma udnytter personlige tragedier som selvmord i deres salgsarbejde".
En nidkær sprogvogter vil bemærke, at den citerede sætning indeholder en dobbelttydighed: Hvad henviser 'selvmord' til - tragedier eller salgsarbejde?
Selv om det vist ikke er det, der menes, er det lykkedes urfirmaet Rem Rem at begå noget, der ligner selvmord i salgsarbejdet.

DET LIGNEDE ellers et dødfrisk koncept, Rem Rem havde udviklet med sit reklamebureau. Sådan lidt halvstjålet fra tøjfirmaet Benettons billeder af aids-
patienter og andre ulykkelige. Men i den danske udgave med selvmord som blikfang. Modelfotos dog, og med den samme person. I otte forskellige udgaver, alt efter den valgte aflivningsmetode, lige fra brænding til hængning; billederne til gratis fordeling på 400 caféer landet over.
Hvad har det med ure at gøre? Elementært, kære Watson: Tiden! Den, som altså selvmordet afkorter. Sådan har reklamebureauet i hvert fald forklaret sig over for spørgende medier. Det valgte slogan er udformet på engelsk, som tidens luner fordrer. (Hvorfor lér vi egentlig så hjerteligt, når Holbergs komediekrukker parlerer på franzøsisk?)
Måske netop fordi sproget er fremmed, har idémagerne kikset meningen. Teksten lyder: Why kill time, when you can kill yourself? Uret er ikke blevet placeret i sammenhængen, der må læses som et advertisement for selvafdagetagning.

OG DET ER IKKE noget at spøge med. Danmark har en trist international selvmordsrekord. Om end det spiller ind, at kulturer, hvor den udvej er en dødssynd, snyder på dødsattesten for at spare afdøde videre fortrædeligheder. De danske tal har været faldende de senere år, fra 1.378 i 1989 til 922 i 1995. Men selvmordsforsøg er i stigning blandt de helt unge piger, og for yngre danskere under ét er selvmord den hyppigste dødsårsag, mere almindelig end trafikulykker.
At netop de unge var udset til at blive ramt af Rem Rem's kampagne, har forstærket vreden i omverdenens reaktioner. Forbrugerombudsmanden meddelte, at han ville nedlægge foreløbigt forbud under henvisning til, at initiativet er "i strid med god markedsføringsskik". Ifølge det internationale kodeks, som skikken fortolkes i lyset af, må reklamer - og i særlig grad de, der henvender sig til børn eller unge - "ikke indeholde afbildning eller beskrivelse af farlig virksomhed". Det kan man jo uden megen tvivlrådighed sige, at Rem Rem's påhit gør.
Men inden juraen truede, havde formanden for urmagernes brancheforening nået at bebude, at han ikke vil føre Rem Rem's produkter, hvis kampagnen sættes i værk. Og at han vil opfordre sine medlemmer til at forholde sig ligeså.
Som om det ikke var nok, havde ophidsede folketingsmedlemmer krævet stramninger i lovgivningen og Livslinien i en pressemeddelelse nået at beklage, at den som forening ikke selv kunne have stoppet Rem Rem ved et fogedforbud. Overkill, fristes man til at sige. Rem Rem valgte i går frivilligt at opgive kampånden, selv om dets reklamebureau - åh dog - bærer navnet Courage.

TILBAGE KAN NOGLE sidde med en fornemmelse af, at det hele blev overstået for hurtigt og nemt - for smertefrit. De følelsesmæssige højspændinger, som urkampagnen ville stjæle energi fra, men endte med at dræbes af, viser, hvor tabu-belagt selvmord er. Næsten alle landets familier bærer et traume om, hvorledes en eller flere medlemmer gjorde en ende. Sorg, skyld og afmagt væves i erindringen. Og, apropos det huskede, hvor mange af de nulevende har ikke - måske i en ungdommelig, følsom situation - overvejet en desperat løsning?
Selvmordet er knyttet til den menneskelige kultur; dets mulighed synes at være eksistensens konstante skygge. "Der findes kun ét alvorligt filosofisk problem: selvmordet." Sådan indledte Albert Camus i 1942 sin Sisyfos-myten. Den må guderne have leet ad, for Camus dræbtes 18 år senere ved en bilulykke.
Må vi tillade os at spørge: Kan vi beskytte de unge mod selvmordstanker ved at forbyde en kampagne, der med morbid humor afbilleder selvmord? Er Livliniens fortsatte annoncering lige så kynisk og selvfremførende som det, den angiveligt retter sig imod? Og er både forbrugerombudsmandens indgriben og politikernes reflekskrav om mere forbud snarere udtryk for afmagt? - Et forsøg på teknisk fix på den uoverskuelige opgave at være menneske? dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu