Læsetid: 4 min.

Pessimismen er død

8. oktober 1996

JENS OKKING tog sig et godt glas whisky. Han sad ved lejrbålet med en kanin på spid og fortalte til tv-manden, journalisten Peter Øvig Knudsen om sit liv og sine synspunkter, mens natten faldt på. De tilbragte 24 timer sammen, det var spillereglen, og bagefter blev det hele klippet ned til en enkelt time. Hovedstokken i Okkings fortælling, som seerne fik søndag aften sent, var historien om hustruens sygdom og død for nogle år siden, en bevægende fortælling, formidabelt givet. Marathon-interview hed genren, og vi kom så tæt på et menneske, som man næsten kan komme... måtte vi formode, og dog - antydede Okking - var vi langt fra sandheden om ham, de mange lag, de mange nuancer, helheden. Jamen, det var jo næsten litteratur. Eller skuespilkunst? Det kan vel komme ud på et.
Der vil være dem, der mener, at det hele var for privat, navnlig da kameraet til sidst zoomede ind på halvanden tømt whiskyflaske ved siden af den sovende Okking. Men udsendelsen var ikke for privat. Den var i højeste grad vedkommende - modsat så meget andet pladder, der bliver sendt i de mange tv-kanaler, der har beriget vores tilværelse i de senere år, og som gør konkurrencen om publikums bevågenhed benhård. Det mærkes bl.a. i bogbranchen, som besynderligt nok stadig lever og har det godt trods mange spådomme om bogens snarlige død. Det er således kun et par år siden, at bulletinerne fra bogmessen i Frankfurt handlede om, hvorledes det dengang nye, interaktive medium cd-rom'en, tiltrak sig al opmærksomhed, fyldte hylderne i stabelvis og snart ville give den traditionelle bog fingeren. Det er ikke sket, og intet tyder på, det vil ske i overskuelig fremtid, om overhovedet.

NU ER ENDNU en bogmesse afsluttet i Frankfurt, og danske forlæggere kan med optimisme berette om en stor og forøget interesse for den danske bog. Frankfurter-messen er megabegivenheden på det internationale bogmarked, det, der svarer til VM i fodbold eller Cannes-festivalen inden for filmen - for nu at bruge et par let haltende sammenligninger.
Lige siden Danmark blev optaget i EU - eller EF, som det tidligere kaldtes - har mange danske kulturfolk næret en frygt for, at den danske litteratur og andre mindre, lokale kulturer ville drukne i den internationale malstrøm, specielt i konkurrencen fra den kapitalstærke, engelsksprogede verden. Frygten fik sit stærkeste verbale udtryk i den ofte citerede sætning, der tilskrives den poetiske pølsemand i det nordjyske, fremskridtsmanden Kristen Poulsgaard (og som vist mest handlede om hans modvilje mod kulturstøtte): "Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet".
Sådan er ikke gået. Hverken cd-rom'en eller den anglo-amerikanske kultur har kunnet slå den danske ballet, endsige den danske film eller den danske bog af pinden.

EN STÆRKT medvirkende årsag er, at Danmark er blev et bedre til at sælge sig selv. Ganske vist hævder forlæggere altid, at de ikke kan sælge en bog via annoncering og pr og den slags. En bog må i princippet kunne sælge sig selv - ved simpelthen at være god. Er den usædvanligt god, skal det nok rygtes hos læseren. Også uanset anmeldernes dom.
Og sandt er det, at Peter Høegs frk. Smilla har fået folk i masser af lande til at læse dansk, og at det nok ville have kørt i olie uanset hvad. Hvad den bog angår. Det egentligt glædelige er imidlertid, at det ikke kun er Høeg, der er synonym med dansk litteratur. Henrik Stangerup anmeldes i engelske, amerikanske og franske aviser og bogmagasiner fuldt på linje med Høeg. Inger Christensen, Nordbrandt, Solvej Balle og Rifbjerg oversættes, og på dette års Frankfurt er der blevet handlet Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, Jørn Riel, Michael Larsen plus endog danske forfattere, som dårligt nok er kendt på det danske marked. Forleden modtog Thorkild Bjørnvig den europæiske oversætterpris.

OPLAGENE er naturligvis ikke lige store for de mange danske oversættelser i udlandet, men de er alle med til at sætte det lille sprogområde på verdenskortet. Og under alle omstændigheder er de med til at bortmane den pessimisme på kunstens vegne, som florerede tidligere. Vi kan godt. Både den borgerlige regering, som for fire år siden oprettede Dansk Litteraturinformationscenter, og den nuværende, socialdemokratisk ledede regering med Hilden som kulturminister, som har oprettet en pendant på billedkunstens område, har haft en fin forståelse for, at den bærebølge, som enkelte danske kunstnere har skabt måtte følges op og bæres videre frem af målrettet købmandsskab, ligesom forlæggerne har høstet værdifulde internationale erfaringer - og fået mange nye kontakter.
Nye bøger i bogsæsonen - af Morten Sabroe, Bettina Heltberg og Charlotte Strandgaard/Finn Slumstrup - fortæller væsentlige historier fra den sfære, som nogen finder for privat, men som andre oplever som særdeles vedkommende ... og kan fint klare sig i en tv-tid og matche udfordrende udsendelser af Okking-slagsen. Hvilket ellers kræver sin skribent. De kan opnå et stort publikum på hjemmebane, men næppe i udlandet.
Den optimistiske konklusion, man imidlertid kan drage efter Dansk Litteraturinformationscenters relativt kortvarige eksistens ... og efter årets Frankfurt-messe ... er, at heller ikke de smallere bogtyper bliver glemt eller drukner. Konkurrencen er nok blevet skærpet, men et lille publikum i mange lande er lige så godt som et stort publikum i et enkelt. Kursen er lagt, selvtilliden intakt.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu