Læsetid: 2 min.

'PET er ikke den rigtige kanal'

Blandt muslimer i Danmark hersker der uenighed om imamers kontakt til PET
18. maj 2005

Kan man være rettroende muslim og samtidig samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste?

Det er der kraftig uenighed om blandt moderate muslimer i Danmark.

Mens imamerne Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen samarbejder med PET og blandt andet diskuterer sikkerhed, så afviser organisationen Det Islamiske Trossamfund et lignende samarbejde.

"Det er at sende et forkert signal at samarbejde med PET. Med al respekt for deres arbejde, er det ikke der, vi hører til," siger talsmanden for Det Islamiske Trossamfund, Kasem Ahmad.

Diskussion er opstået efter den radikale muslimske organisation, Hizb-ut-Tahrir i weekenden anklagede imamerne Alev og Pedersen for at spionere for PET og være en del af en større global sammensværgelse mod islam. Imamerne svarede igen med et åbent brev, hvor de afviser anklagerne. De to imamer lister i brevet en række organisationer og moskeer, de mener, indgår i Hizb-ut-Tahrirs opfattelse af spioner for PET. På listen figurerer blandt andre Det Islamiske Trossamfund.

Men talsmand Kasem Ahmed lægger afstand til ethvert samarbejde med PET.

"Vi har ikke en løbende kontakt med PET - det er en fejl, at vi står på den liste," siger han.

Det Islamiske Trossamfund har ganske vist deltaget i sidste uges PET konference om terrorisme, men vil ikke deltage i interne møder, fortæller Kasem Ahmed.

"Vi har sagt til Politiets Efterretningstjeneste, at det ikke er den rigtige kanal, de har valgt. Når man skal snakke integration, skal det være med Integrationsministeriet, ikke Politiets Efterretningstjeneste," siger han.

Desuden nægter Det Islamiske Trossamfund at arbejde i det skjulte, fortæller Kasem Ahmad.

"Vi har en åben dagsorden og vi er en flad organisation. Vores moske er åben for alle - der er ikke noget skjult hos os. Vi handler på danske præmisser, kan man sige," siger han.

Sikkerhedsspørgsmål

Imam Abdul Whaid Pedersen afviser, at PET skulle være en samarbejdspartner til integration.

"Vi diskuterer ikke integration med PET, men sikkerhed. Landets og borgernes sikkerhed er også min sikkerhed. Jeg vil gerne drøfte min sikkerhed med PET, når jeg oplever, at folk ringer til mig klokken tre om natten og siger 'Nu kommer de og nakker mig'. Så er det relevant at bringe PET ind i det," siger han.

Abdul Wahid Pedersen tror ikke, der vil ske mere i imamernes konflikt med Hizb-ut-Tahrir: "Jeg befinder mig i mit daglige virke i hjertet af Nørrebro, og jeg ville nok have kunnet mærke, hvis der var nogen, der synes, de skulle have gjort mere ud af det."

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra PET, men ifølge årsberetningen for 2003 udveksles der på møderne med imamerne 'synspunkter om forhold og problemstillinger af fælles interesse'. Samarbejdet resulterede i 2003 i en pjece om terrorfinansiering og i efteråret 2004 blev der, ifølge årsberetningen, iværksat et projekt, der skulle skabe fokus på 'radikalisering blandt unge med anden etnisk herkomst'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu