Læsetid: 3 min.

Peter pan og de olympiske lege 2012

'Lad drømmen begynde' er New Yor-kernes slogan for en reklameblitz, der skal skaffe OL til byen. Men hvem havde troet de også ville bruge tryllestøv?
4. juni 2005

Tik tak, tik tak, tik tak. Man kan høre det i Subway'en. Tik tak, tik tak. Man kan høre det, hver gang en bus kører forbi. Tik tak. Om kun en måned, 6. juli, kommer den definitive afgørelse fra Den Olympiske Komité om hvilken by - New York, Madrid, Paris, London eller Moskva - som skal være værtsby for OL i 2012.

Tiden går, og New York spilder den ikke.

På samtlige tog i Subway'en kan man således beundre den mindst mondæne del af en megakampagne, der skal gøre den blotte tanke om, at OL kunne ende noget andet sted i 2012 end netop New York uendeligt fjern og uvirkelig: På hver side af de automatiske døre sidder de olympiske ringe med teksten 'New York 2012, Let the Dream Begin'.

Den mere mondæne del består af tv-reklamer, hvor Evige Newyorkere såsom byggematador Donald Trump, skuespiller Whoopi Goldberg og komiker Jerry Seinfeld fortæller os, at også de gerne så legene her. Trump annoncerer sin olympiske drøm flere hundrede meter over Manhattans gader, fra en smal ståldrager på en halvfærdig skyskraber og med Empire State Building i baggrunden.

Komiker Seinfeld forsøger at tage en af de gule taxier, men en uhøflig newyorker scorer den fra ham. 'Vi holder meget af at konkurrere'. Foran FN-bygningen konstaterer han: 'og vi har allerede alles flag'. Med en løg-bagel i hånden forestiller han sig at 'det her kunne være en diskos - jeg har i hvert fald lyst til at kaste den rigtig langt væk.'

Ligesom klistermærkerne med de kulørte ringe ikke er til at undgå på Manhattans gader og stræder, så kan man knapt se tv uden at møde en af de ovenstående stjerner og deres olympiske aspirationer. Jo oftere man ser de ringe og de reklamer, jo stærkere bliver følelsen af, at selvfølgelig bliver det New York.

Når dagen kommer og Den Olympiske Komité lukker kuverten op, så vil der på papiret glimte en gylden, svungen skrift med navnet på med vor tids Evige Stad. Jeps. New York. Vi er ikke overraskede. For det er vi af princip aldrig i New York. Vi ser katastrofer og velsignelser lige i øjnene med den samme knusende ro. Selvfølgelig vinder vi. Tik tak, tik tak.

Personligt er jeg vild med den øvelse og har elsket den, siden jeg første gang læste Peter Pan, eventyret om drengen, der ikke vil blive - og aldrig bliver voksen.

"Det er nemt at flyve, Wendy, du skal bare have lidt tryllestøv - sådan der - og fylde dit sind med gode tanker. Vrik lidt med skuldrene og flyyyv". Hvis bare man tror på det, virkelig tror, så kan man. Og derfor kan Peter Pan flyve, og derfor er han frygtløs. Risikoen for at slå fejl eksisterer ikke i hans sind, som den gør i den onde Kaptajn Klos.

Klo er altid skrækslagen for at miste sin tilbageværende hånd til den krokodille, der åd den anden (og et ur) ved deres sidste møde. Når Klo hører den tikkende krokodille, hyler han altid hysterisk til Bådsmand Smisk om at genne den væk.

Nu venter De måske, kære læser, på en eller anden lam pointe om at New York er virkelighedens Ønskeø, hvor alle drømmer, at de kan noget og så bare gør det.

"Lad drømmen begynde."

Men her må jeg naturligvis skuffe.

Det er Amerika, der er ønskeøen. New York City ligger bare rent tilfældigt på den ø.

I Amerika bruger vi altid tryllestøv, når noget skal gennemføres.

New York skulle nok komme sig ovenpå 11. september og stolte tårne igen rejse sig på Ground Zero, om føje år... (Der er ikke bygget en skid endnu, og det er der heller ingen grund til, for ingen vil leje så meget som en kvadratmeter af en skyskraber på det sted.)

I Afghanistan var det ikke nok, at Taleban gemte Bin Laden, de var også onde ved kvinderne. (Stort set intet er ændret i Afghanistan, siden talebanerne faldt.) I Irak var der WMD, og amerikanere ville blive modtaget med blomster.

Det føderale budgetunderskud på en milliard fantasillioner er ligegyldigt for nationaløkonomien. George W. Bush kan faktisk godt lide Anders Fogh Rasmussen.

Hvis bare vi tror på det, virkelig tror- (tik tak, tik tak) - så kan vi flyve væk fra det hele. (Smisk, jeg bliver sindssyg af den tikken. Få så den forbandede krokodille væk!)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu