Læsetid: 3 min.

Peter og pelsen

9. januar 2003

Man kalder Peter Wivel for Afhganerpeter. Ikke fordi der engang blev taget et billede af Wivel iført en afghanerpels. Men fordi Peter Wivel engang lod sig fotografere iført en afghanerpels og siden førte an i en klapjagt på sine gamle venner i afghanerpels. Fordi Wivel som tidligere venstreorienteret ikke forsvarede venstrefløjen. Han var en forræder. Man bedriver ideologikritik som modstilling mellem fortid og nutid, hvor fortiden bliver det sande og nutiden forræderisk.
I et radioprogram sidste år blev Peter Wivel spurgt til sit forræderi. Og svarede, at der ikke havde været borgerlige intellektuelle til at tage det ideologiske opgør med venstrefløjen. Der var Henning Fonsmark og Henrik Stangerup. Men de havde været for dovne. Så det blev venstrefløjen, der tog opgøret med venstrefløjen.
Sidste år overtog Peter Wivels søn Klaus stafetten. Efter det folketingsvalg, som tilføjede den danske venstrefløj et historisk nederlag, spurgte Klaus Wivel i Weekendavisen, om der virkelig ikke fandtes borgerlige forfattere i Danmark. Inden valget havde forfattere og kulturpersonligheder indrykket annoncer, som advarede mod en borgerlig regering baseret på Dansk Folkeparti. Klaus Wivel skrev en kontaktannonce:
»Efterlysning. Vil den eller (tør vi håbe) de højreorienterede forfatter(e), der er derude, venligst melde sig. Anonyme henvendelser godtages. Fuld diskretion.«
Det lignede et selvmål: Hvorfor er der ikke nogen tænkende mennesker, der mener det samme som mig? Svaret kunne være, at spørgerens holdning var uforenelig med tænkning. Og svaret ville være forkert. For der findes højreorienterede forfattere i andre lande, og der findes få danske borgerlige intellektuelle som Per Stig Møller og Ditlev Tamm. Men som det nu danmarkskendte eksempel på en borgerlig forfatter Rolf Bagger forklarede i Information tirsdag:
»Borgerlige intellektuelle positionerer sig i forhold til en venstreorientering på parnasset.«
Klaus Wivel fik et enkelt svar. Peter Rønnov-Jessen trådte frem og indrømmede, at han havde stemt på Venstre. Men det viste sig at være historien om Peter og pelsen igen. For Rønnov-Jessen plejede at stemme til venstre for midten. Men havde nu stemt borgerligt som protest mod Socialdemokratiet. Og det bliver man ikke rigtigt højreorienteret af.

Og her ser vi en offensiv variant af en defensiv manøvre: Som venstreorienteret skriver Kåre Bluitgen en bog, der problematiserer danske muslimers hverdagspraksis. Henrik Dahl & Christine Antorini forkaster SF’s politik og ideologi. Men de har lovet i Politiken, at de stemmer på Holger K. ved næste valg. Ole Hyltoft pointerede i Politiken lørdag, at han, der tillader sig at forholde sig kritisk til muslimer, jo i sin tid havde kæmpet for ligestilling for ’fattige, kvinder, børn’ mv.
Modsætningen mellem et højreorienteret flertal i folketinget og en tilsyneladende massiv venstreorientering på parnasset skaber en uheldig kontekst for den almindelige samfundsdebat. Der er ingen intellektuel debat mellem fløjene. De venstreorienterede taler med sig selv. Og for en højreorienteret regering bliver alt intellektuelt til en modstander. Det intellektuelle er pladderhumanisme og tossegodhed. Den højreorienterede taler på folkets vegne og mod eliten, som er de intellektuelle.
Men hvorfor hele tiden minde om, at man er venstreorienteret? Den politiske observans kunne i stedet fremgå af det sagte. Man kunne forestille sig, at forsikringen dækkede over en frygt: Måske er jeg slet ikke længere venstreorienteret? Måske har Anders Fogh ret, når han siger, at skellet mellem højre og venstre er væk? Er der kun højre og markedskræfter og højere straffe tilbage? Måske er venstrefløjen død? Er der ikke længere nogen opposition?
Det ville være en god ide at tage skridtet fuldt ud. Holde op med at pege på sin identitet og i stedet forholde sig til konkrete forhold. Fastholde, at der ikke eksisterer samfund uden sociale modsætninger. At der fortsat er 800.000 på overførselsindkomster i vores velfærdsparadis og et miljøproblem, som er en direkte konsekvens af den ideologi, der har vundet. Fastholde disse forhold i opposition og så være ligeglad med, om det er højre- eller venstreorienteret.
Det er forhold, som er etableret og konsolideret under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Uafhængigt af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Derfor giver det ingen mening at indlede hver sætning med at forsikre om, at man er venstreorienteret.

Det ville være endnu mere meningsløst at pege på sig selv og sige: Jeg er borgerlig. Jeg mener det modsatte.
Svaret er hverken Peter eller pelsen. Man kan minde om, hvad digteren T. S. Eliot påpegede: Ethvert forsøg er en ny begyndelse – en razzia mod det endnu ikke artikulerede. Og det når man ikke frem til, hvis man peger på sig selv og siger: Jeg er venstreorienteret.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu