Læsetid: 4 min.

Peter og putinismen

2. juni 2000

"Peters handlingsmønster i 1696, egentlig hans første år ved magten, skulle vise sig at være ganske typisk for hans hele herskerstil. Hårdhændet og hensynsløst mobiliserede han samfundets ressourcer."
Politikens Ruslandshistorie om Peter den Store.
Lukker man øjnene, kunne man forestille sig at være tilbage i Sovjetunionen, skrev Moskva-korrespondenten John Thornhill fra det britiske Financial Times, da han for nogle dage siden skuede tilbage på Vladimir Putins første tid som Ruslands præsident.
Det var et tilbageblik på et Rusland, hvor en forfatter som den 81-årige Solsjenitsin atter tordner mod myndighederne og planerne om at recentralisere magten. Et Rusland, hvor der atter tales dunder mod amerikansk imperialisme, hvor der påny udgår officielle trusler om at bombe Afghanistan, og hvor medier atter er kommet under pres. Og et Rusland, der med den nu 253 dage lange krigsførelse i Tjetjenien har vist, at det fortsat anser militær magtanvendelse for et legitimt instrument til at sørge for 'orden i eget hus'.
Sammenligningen med Sovjetunionen kan naturligvis diskuteres. Man kunne lige så vel sammenligne Putins første tid med tsar Peter den Store, der - som skitseret i citatet ovenfor - allerede i sine første år viste sig som en autoritær skikkelse, der med en kombination af politisk undertrykkelse og sociale reformer ønskede at sikre sit riges enhed og storhed, nogenlunde lige som Vladimir Putin har lagt op til.
Fælles for begge perioder er imidlertid, at de betegner et autoritært styret Rusland, der ligger langt fra den form for vestlig inspireret liberalisme og demokrati, som ekspræsident Boris Jeltsin lagde op til, da han for ti år siden lagde grundstenen til et demokratisk Rusland.

Hvor Boris Jeltsin så en interesse i at undergrave centralismen og de postsovjetiske magtstrukturer ved at opfordre regionale ledere til at rage mest mulig magt til sig, så ser Putin decentraliseringen som en trussel mod Ruslands enhed. Derfor er han nu - bistået af folk fra militæret, politiet og sikkerhedstjenesten - i færd med at styrke kontrollen med Ruslands 89 republikker og regioner og sikre sig adgang til at kunne fyre 'ulydige' regionale ledere - uagtet at de er valgt af folket.
Forholdet til medierne har også ændret sig. Hvor Jeltsin beredte vejen for presse- og ytringsfrihed, så ser Putin pressen som en potentiel trussel mod politisk stabilitet. Derfor har hans administration sat ind over for visse kritiske journalister og mod den Kreml-kritiske mediegigant Media Most, som beskyldes for skattesvig, lige som man i dagens avis kan læse om Kremls forsøg på at eliminere en dukke (!) af Putin fra tv-stationen NTV's (en del af Media Most) satiriske tv-program Kukli.
Med sin sabelraslen over for Afghanistan har Putin i løbet af sine første uger som officielt indsat præsident desuden markeret, at Rusland atter har til hensigt at holde en høj (militær) profil i 'det nære udland', der omfatter de tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus og Centralasien. Advarslen, som kommer efter anklager mod Taliban for at støtte tjetjenske oprørere, er således ikke alene et forsøg på at knytte en forbindelse mellem Ruslands krig i Tjetjenien og USA's hårde linje over for talibanerne. Det er også et forsøg på at bejle til de lidet demokratiske ledere i det strategisk vigtige 'nære udland' og vise, at de kan regne med Kreml i deres kamp mod en islamisk fundamentalisme, der flere steder næres af postsovjettidens sociale forfald og den politiske undertrykkelse. Også her anes i øvrigt paralleller til Peter den Store, der i 1711 lancerede en krig mod tyrkerne som en religionskamp.

Putin er pÅ farlig kurs, men hidtil har omverdenen stort set opgivet at adfærdskorrigere den russiske KGB-demokrat og snarere bestyrket ham i, at han kan gøre, som han vil. Selv kritikken af krigen i Tjetjenien har for længst antaget rituel karakter. Så sent som i denne uge syntes en delegation fra EU helt at have fortrængt den larmende EU-kritik af krigen fra Helsinki-topmødet i december og omfavnede præsident Putin og lovede endnu mere - og, måtte man forstå, endnu mere ukritisk - dialog. EU synes villig til at glemme alt om lidende tjetjenere ud fra et naivt håb om, at Rusland så vil vise sig mere medgørlig på Balkan, hvor Kreml i et forsøg på at fastholde en nøgleposition har holdt fast i sin alliance med krigsforbryderen Slobodan Milosevic.
Rusland skal heller ikke vente synderlig hård kritik fra USA's præsident Clinton, når han i weekenden mø-der sin russiske kollega. USA har et helt andet projekt at sælge - en justering af ABM-traktaten - og kunne sikkert overtales til (fortsat) at vende det blinde øje til Tjetjenien. Noget for noget. Imens kan Putin få arbejdsro til at gennemføre sit program og koncentrere sig om den indre magtkamp, der allerede nu er under opsejling. Og som synes at være Ruslands eneste værn mod en genopførsel af tidligere tiders autoritære styrer. Omverdenen lukker øjnene imens. -jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu