Læsetid: 3 min.

Peter den store

Peter Christiansen vidste, at hvis man skal høres, skal man sige tingene helt stille. Men nu er lyd-pionerens eget bånd løbet ud - samtidigt med den afdeling, han skabte sin kunst i har begået harakiri
Peter Christiansen vidste, at hvis man skal høres, skal man sige tingene helt stille. Men nu er lyd-pionerens eget bånd løbet ud - samtidigt med den afdeling, han skabte sin kunst i har begået harakiri
30. maj 2007

Lyddigteren og lydmennesket Peter Kristiansen er død. Han var kendt som mangeårig og stædig producer af Ultralyd, Lydmuren og Lydpotten på DR, og han var lydbagmanden bag lp-udgaven af Per Højholts Turbo som i dag har kultstatus. Peter Kristiansen, født 1941, vandt Prix Italia-guld i 1989 for Eliten fra Minefeltet og i 2004 modtog han Krygerprisen.

Peter optog til det sidste, det er da klart, han havde mikrofonen med på hospitalet, da overlægen gav dødsdommen. Peter optog sin egen forsvindende vejrtrækning, selvfølgelig, båndet kørte. For båndet kørte hele tiden, sådan som det har gjort, lige siden han droppede ud af filmskolen og indledte sin 40 år lange nysgerrige fodrejse ud i lydafkrogene med mikrofon og båndoptager. Han vedligeholdt DR's lydlige fantasi gennem alle årene, og det var ham, der sørgede for at lydkunst i store mængder for første gang blev sendt ud i den danske æter.

Lydligt harakiri

Peter døde af en galoperende kræft, denne hovedløse dødningehest, der er så fuld af kraft, at den vælter alt og alle på få sekunder, man fatter det ikke. Man fatter heller ikke, at Peters død på skæbnevis falder sammen med, at DR har påført sig selv en lignende dødelig sydom og er i fuld gang med at skære hovedet af og begå lydlig harakiri. For på hovedet sidder ørerne og antennerne sgu da!

DR lukker Ultralyd og Montage-afdelingen, en hel genre slukker og uddør. Det svarer til, at man, hvis der kun var et eneste stort forlag i Danmark, holdt op med udgive digte: Poesi forbudt, slut, dut. Men enhver forlægger ved, at store romanforfattere starter med at udgive mærkelige digtsamlinger, og på samme måde er lydkunsten i DR livsvigtig for institutionens lydlige fremtid. Og lydkunst og hoveder med nysgerrige ører på, det var dem, Peter åbnede dørene for på DR. Han var lydpoesiens svar på Poul Borum. Peter sørgede for, at der kom en lind strøm af håbefulde lyddigterspirer gennem dørene og ind i studierne, hen til mikserpultene og ud i den vilde æter.

Alle der har arbejdet sammen med Peter lærte, at udsendelser kun blev færdige af rent deadlinemæssige årsager. Og ofte kunne man finde ham i gang med at klippe videre i genudsendelsen.

Peter blev ved og gik længere, end man i sin vildeste lydfantasi kunne forstille sig; han var en lydmester og en genialt legende amatør med en egen indre brutalitet og elegance.

Lyde dør ud, lyd sætter næsten ingen spor i verden. Derfor har vi opfundet mikrofoner og båndoptagere. Lyd er alt fra Big bang til mikroeksplosioner, dråber der rammer jorden, sædceller der rammer ægget, suk og knirken. Lyd er stemmer, stemmer der siger ord, netop på dén måde, med det tonefald, de pauser og den vejrtrækning. Den slags vidste Peter en masse om. Om måder folk kan sige ting på og al den merbetydning der ligger i måden. Der opstår en fuga mellem lyd og ord, som kan klippes sammen til suggestive lydværker, til radiokunst. Kunst var ikke et ord, Peter brugte ret tit, han gjorde bare sine ting.

Sig tingene stille

Ligesom vi lyttede til de store kattedyrs færden uden for urtidsgrotten, er vi alle lyttere den dag i dag. Vi er trygge børn, der får godnathistorie; vi lytter, og vi er altid med på en lytter, på gaden, i bussen, i radioen. Vi er lytterne. En mikrofon er et stort åbent øre og en magisk genstand i hænderne på den rette. Den er en lydtryllestav, der kan lukke op til folks inderste, hvor ingen normalt kan komme. For længst afdøde mennesker står og taler, som de gjorde engang.

Det er magi. Og klippet sammen med nysgerrige ører kan man være heldig at få de særlige lydglimt af verden, der langt overgår billeder og ord, som med ét samler det hele. Det lykkedes ofte for Peter Kristiansen og mange hørte det, og vi glemmer det aldrig.

Peter var også en stemme, der alt for sjældent selv ramte æteren, men kun de, der var ham nær. En lav stemme, en af dem, man er nødt til at bøje sig fremad for at høre. Måske fordi han vidste, at hvis man vil man høres, skal man sige tingene helt stille. Og helst til en mikrofon. Men nu er Peters bånd løbet ud.

kultur@information* Morten Søndergaard er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu