Da de sidste seks dele af DR 1's flagskib Bryggeren skulle skride over skærmen i al sin kostumerede kulturmanuduktion, fik mahognikanalen konkurrence af en skin-headed alenefar med sherifstjerne. Ufin konkurrence måske, men i hvert fald effektiv - seermålinger viste at tv-danskerne hældede mere mod - ja, mod hvad? Mod nutidige Danmarksbilleder, fremfor let sepiafarvede daguerrotypier af en svunden overklasse? Hverdagshistorier fremfor nationalsagaer? Knapt registrerbare detaljer som Strisserens umiddelbart appellerende billeder af et tæt far-datter sammenhold, fremfor familien Jacobsens evindelige far-søn kævlerier? Eller simpelthen bare mod den spænding, som Bryggeren - dens øvrige honette kvaliteter ufortalt - i hvert fald ikke akkumulerede?
Strisseren skal imidlertid ikke måles på sin konkurrenceevne, men på sine egne kvaliteter, hvoraf én var slående lige fra afsnit et. Skønt hensat til et ø-samfund midt i Kattegat, hvor hele krimiens klassiske undergrund af last, udnyttelse, sorte penge og stump vold er temmeligt fjern, hvor befolkningen overvejende overlever via udramatisk omsættelige handelsvarer som gulerødder, kartofler og rødspætter, og hvor natklubbens substitut, kroen, serverer ti af bryggerens produkter for hver dobbelte whisky - på trods af alle disse scenariske modsigelser og afmonteringer fungerer Strisseren alligevel efter skemaet. D.v.s. som en af de amerikanske seriekrimier, vi har set så mange af, at dramaturgien er gået os i blodet, og visse krav skal honoreres.
Hvilket de, i de bedste afsnit også blir med største selvfølgelighed. Instruktørens overordnede greb er netop at koble bagsiden af den samsingske stramajidyl på cop story-skelettet - på samme måde som Pierre Magnan poder sin kommissær LaViolette på Provences lokalkolorit og dermed indbyggede kriminelle raritetsudvalg.
Idémanden, instruktøren og den mere eller mindre gennemgående manuskriptforfatter, den 45-årige Eddie Thomas Petersen, har hidtil været et stilfærdigt gemyt - rent filmisk. Efter et par stilfærdige, men opmærksomt observerende børnefilm kom den stilfærdige Roser og persille (tv-versioneret til Tango for tre) og ungdomsfilmen Springflod - fra den første går Strissers motiv med den enlige far og det bedrevidende barn igen, fra den anden kameraets udnyttelse af topografiens særegenheder. Måske var det i Springflod, at Petersen fik smag for en 'lettere', mere kamerarettet spillestil end den, mange scenerutinerede - trods megen filmerfaring - afleverer.
For den opmærksomme seer er Strisser-skuespillernes spillen direkte til kameraet meget befriende, samtidigt med at afsnittene vrimler med - i tv-sammenhæng - nye ansigter. Sammenhængen er ligetil: Allerede før den yngste skuespillergeneration har fået foden indenfor en uddannelsesinstitution, er en først og fremmest tv-baseret stilbevidsthed inkorporeret - bevidst eller ubevidst. Ovenpå den lægger de sceniske uddannelser så en stadig mere film- og tv-orienteret professionalisme, hvorved fagets instruktører kan springe en masse indledende manøvrer over og gå lige til biddet: karakterarbejdet.
Samtidigt lukrerer serien på et faktum, der er eet af branchens store uretfærdigheder og enhver nyuddannet skuespillers største hovedpine: synligheden. Hvordan får de øje på mig, på netop mit specielle talent? Eksponeringen via teaterscenerne er langsom, smal og stavnsbunden - også selvom der har været medvind i anmeldelserne - intet slår massemediernes platform. Det kan mange af Strisserens 'nye' ansigter, der i teatersammenhæng ikke er så nye endda, skrive under på. Som platform kan Eddie Thomas Petersens serie siges at have samme funktion som den, der indenfor teaterverdenen tillægges Dr. Dante og Betty Nansen Teatret. Bare i bredformat.
Helt tilbage på manuskriptplanet ligger Strisser på Samsø lidt udenfor dansk alfarvej. Rammerne er opridset af bagmand Petersen, der ligeledes fastlagde persongalleriet og miljøtegningen i sit pilot-afsnit. Men derefter er de fleste afsnit lagt ud til forfattere, hvoraf kun halvdelen har egentlig dramatisk erfaring. Alle danske tv-seriers målestok, Matador, havde også skiftende forfattere, men ingen, der var ukendt med manustilskæring og dermed uden den gambling indenfor dialoghåndværket, som Petersen som seriebestyrer har vovet og oftest er sluppet godt fra.
Til (vovelig og ikke helt retfærdig) sammenligning brækkede Bryggeren regelmæssigt, trods erfarne bagmænd, både arme og ben i kontekst og replikflow, når det gik værst til. Noget af den misére skyldes manuskriptkaos og efterfølgende hårdhændet klipning, men ikke alt. Det er lidt tankevækkende, at af DR 1's mange manuskriptkurser gennem årene for skrivende folk, der i forvejen havde bevist deres håndværksmæssige soliditet og trang til at trykke en personlig mening af, udsprang meget få dramatikere; langt de fleste bukkede farvel&tak efter den obligatoriske kursusslutfilm. Hvorefter en gør-det-selv-Keld (auteur i tresserordbogen) som Eddie Thomas Petersen coacher ingenuer frem til ganske hæderlige debut'er.
Måske har ingen på holdet en sjöwall-wahlö'sk ambition i ærmet, men bare det at kunne se frem til en række danske originalmanuskripter til forskel fra den fra skotsk omplantede En fri mand, eller provinsenhedens tåkrummende og aktivt fortrængte Ørum-televisering, er en dejlig tanke. Amerikaniseringen blir mere og mere massiv, der er halvlangt mellem franske og svenske serier på skærmen og tysk er helt forsvundet fra serieshoppernes indkøbsseddel. En egentlig nationalbeskyttende tv/filmpolitik, som f.eks. Frankrigs, er ikke realistisk her, så et modpip som Petersen &co's falder på et tørt sted.
Pippet kan jo med lidt talentpleje, bankrådgivning, sponsorinteresse og en enkelt offentlig pengekasse gå hen og blive et ordentligt mågeskrig. Fra Samsø.
nd (Nina Davidsen)
