Læsetid: 2 min.

Petitesserytteri

Med den normering, der i dag er blevet SKAT til del, kan medarbejderne umuligt tage sig af det hele. Det må derfor undre, at ministerens klare melding om, hvor kræfterne skal sættes ind, helt åbenbart bliver tilsidesat til fordel for ganske marginale problemer. At lokke unge mennesker til at søge sort arbejde og bruge tid på at opkræve skat af pensionerede DSB-medarbejderes frirejser er udtryk for et petitesserytteri, der er både latterligt og spild af sparsomme ressourcer.
11. april 2007

SKATTEMINISTER KRISTIAN JENSEN har haft den ikke særligt taknemmelige opgave at præsidere over både en voldsom centralisering og markante nedskæringer i det danske skattevæsen. Alt, hvad der har at gøre med opkrævning af skat og told, er blevet statsliggjort. En rent ideologisk betinget flytning af forvaltningens hovedsæde til Ringkøbing kostede så mange medarbejdere, at det har været nødvendigt at annoncere efter 300 nye - selv om det samlede antal ansatte er skåret ned år efter år.

Revisorer og andre skatteeksperter har kunnet berette om helt urimelige konsekvenser af den dårligt forberedte overgang fra kommunalt til statsligt skattevæsen. Men ministeren har vedholdende forsikret om, at der ligger en velplanlagt priotering bag de omfattende ændringer. De ansatte i det, der nu kun hedder SKAT, skal koncentrere deres indsats om at gå regnskaberne fra de store skatteydere igennem. Hvad de mere almindelige indkomster angår, kan man klare sig med stikprøver.

Når ressourcerne nu er blevet reduceret i kraft af folketingsflertallets beslutninger, fremstår det som en fornuftig prioritering. Med jævne mellemrum kommer der historier frem om store virksomheders bemærkelsesværdigt beskedne bidrag til statskassen. Det er de dygtige til at forklare årsagerne til, men det ændrer intet ved, at sådanne forklaringer og de underliggende regnskaber fortjener at blive analyseret nøje.

I LYSET AF denne klare fokusering, som er blevet fremhævet gang på gang af skatteministeren, må et par nylige initiativer påkalde sig dyb undren. Det ene handler om sort arbejde blandt de helt unge. Denne form for skatteunddragelse vil embedsmænd fra SKAT nu forsøge at bekæmpe ved at sætte falske stillingstilbud op på supermarkedernes opslagstavler. De unge, der reagerer på disse tilbud, vil så blive ført igennem en samtale indtil det punkt, hvor sagens rette sammenhæng bliver afsløret. Formodningen er, at det i fremtiden vil kunne afskrække dem fra at forsøge sig med arbejde uden for systemets rækkevidde.

Det andet initiativ er blevet taget, da det kom frem, at pensionerede DSB-medarbejdere minsandten beholder deres frikort. De kan stadig rejse gratis med de tog og busser, de tidligere brugte deres arbejdsliv på at betjene på den ene eller anden vis. Det er åbenbart faldet nogle i SKAT for brystet som utidigt flottenheimeri. Og i det mindste skal de da betale skat af frirejsernes værdi.

SOM HISTORIERNE VISER, eksisterer der mange former for skatteunddragelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu