Morten Piil bruger den 18. november næsten halvdelen af sin anmeldelse af min bog Vreden, Gudinde, Besyng! på at harcelere over en enkelt ubetydelig navnefejl, nemlig at Eric Crone ikke støttede Danmark er lukket. Det gjorde hans kollega Sven Methling, mens Crone, som jeg korrekt anfører, støttede Undskyld vi er her.
Navneforvekslingen er dog helt ligegyldig for min pointe, som er, at de to konsulenter støttede to instruktører, der samtidig var konsulenternes arbejdsgivere i filminstituttets bestyrelse. Morten Piil finder denne fremgangsmåde i orden, det gør jeg ikke, og filmloven blev da også ændret som følge af min kritik.
En saglig anmeldelse ville fordre, at Piil punkt for punkt analyserede min kritik af filminstituttet og tv samt tager stilling til, om jeg har ret eller uret. Det magter han ikke, muligvis fordi han selv i mange år har beklædt stillinger inden for det medie-establishment, som jeg kritiserer. I stedet affærdiger han kritikken som "hadefuld," hvad den ikke er. Den er hele tiden velbegrundet.
Men det analytiske er sjældent Piils sag, sådan som det også fremgår af hans egen portrætbog Danske filminstruktører, der ganske ufortjent har fået hans kollegers ros. Opslag på film, der står mig nær, viser, at han gang på gang erstatter analyse med sladder, f.eks. når han om Lotte Svendsens fremragende Tid til forandring skriver, at dens "uinspirerede udformning" nok er et resultat af, at instruktøren under arbejdet havde private problemer med Udlændingestyrelsen.
En anstændig kritiker havde ud fra filmen begrundet, hvorfor han finder den "uinspireret" samt taget selvstændig stilling til Udlændingestyrelsens behandling af instruktøren og hendes mand. Piil roder tingene sammen med en saglighed, der svarer til, at jeg begrunder hans letflydende journalistiske stil med, at han nok havde dårlig mave under arbejdet.
På samme niveau er Piils påstand om, at når Lars von Trier ikke fik Guldpalmer for Breaking The Waves, skyldtes det nok, han ikke selv var i Cannes. Piil kolporterer noget infamt dagbladssladder og antyder, at en jury, der tæller ansete navne som Francis Coppola, Atom Egoyan og Michael Ballhaus, ikke formår at tage saglige hensyn.
Det havde været mere interessant, om Piil havde brugt anledningen til at filosofere over, at det kunstnerisk originale ikke altid påskønnes efter fortjeneste, fordi dets originalitet netop er af en art, så det støder lige så mange fra sig, som det tiltrækker.
Men når Piil ikke kan inddrage den diskussion, skyldes det, at den også ville underminere hans egen rolle som kritiker: Han har sans for mainstream-filmen, men er ofte fortabt, når han skal tage stilling til de nok så interessante film, der ligger uden for alfarvej. Derfor kan Piil også i sine instruktørportrætter referere side op og side ned af, hvad dagspressen i sin tid mente om den og den film i stedet for at tage selvstændig stilling. Det lyser ud af bogen, at Piil og hans meddommere ikke har genset ret mange af bogens film, men forlader sig på den vurdering, de fik ved premieren.
I øvrigt er citaterne ofte tendentiøse og skal cementere Piils fordomme i stedet for at løsne dem. Når han f.eks. jorder min egen film Kniven i hjertet, fortier han, at en international kapacitet som neorealismens fader Cesare Zavattini var begejstret for den og tildelte den juryens specialpris på San Remo-festivalen. Og når han generelt kalder mine films billedside "banale", har han allerede glemt, at han på foregående side netop roste ovennævnte films billedsprog for at være "raffineret" - foruden at han altså mener, at min faste fotograf Dirk Brüels billeder er "banale". Jeg troede ellers, der var konsensus om, at Brüel er sin generations betydeligste fotograf.
Sådan har Piil konstant problemer med at styre sine fordomme. Problemet med hans 'instruktørportrætter' er, at de i højere grad er skrevet af en petitjournalist end af en anstændig kritiker. Det er trist, hvis den bog får status som bogen om århundredets danske film.
SVAR: Christian Braad Thomsen besværer sig i sit debatindlæg (?) over, at jeg i min bog Danske filminstruktører taler om filmen Tid til forandrings "uinspirerede udformning." Det, der står i bogen, er "den visuelt noget uinspirerede udformning". Det negative går altså langt fra på hele filmen (som jeg iøvrigt også roste meget i min anmeldelse i Information), men kun på dens billedside.
Morten Piil
