Læsetid: 4 min.

PET's arkiver skal bevares

26. marts 2007

I 1983 udsendte jeg debatbogen Historie og offentlighed. Kampen om arkivadgang i Danmark, hvor jeg gennemgik problemkomplekset og gjorde rede for mine egne, forgæves, anstrengelser for at få adgang til besættelsestidsarkiverne. Senere lysnede det, især da den daværende rigsarkivar blev mødt af omfattende kritik efter en tv-udsendelse 9. april 1990 (Danmarkshistorien besat) og et par år senere gik af. Vi fik også en arkivlov, som hidtil havde været ikke-eksisterende. Den opererede ganske vist med meget høje tilgængelighedsfrister, men hele området blev revet ud af den vilkårlighed, der havde karakteriseret det tidligere. Der kom også en ny og moderne rigsarkivar, og så småt blev adgangen mere åben, så man i dag - set med mine briller - har en gunstig situation for folk - ikke kun forskere - der med et fornuftigt formål søger om adgang til arkivalier, der er over nogle årtier gamle. Ja, helt sensationelt er det, at først Lars Hedegaard og derefter Peter Øvig Knudsen uden restriktioner fik adgang til politiets arkiver om Blekingegadebandesagen. Ikke alene er det meget følsomt materiale, men det er også en del af en retssag, der stadig verserer! Noget lignende er mig bekendt aldrig tidligere sket her i landet og formentlig heller ikke i udlandet.

Hvorfor er arkivadgang eller aktindsigt, som nogen kalder det, vigtig? Det er den af oplysningsmæssige grunde, det ved alle journalister, der bruger offentlighedsloven. Men det er ikke kun de daglige nyheder og den løbende offentlige diskussion, der nyder godt af åbenhed, det er også den historiske oplysning, som jo er nødvendig for at kvalificere den nutidige viden og debat. Derfor er det godt, at der i dag er langt større aktindsigt i arkivalier af lidt ældre beskaffenhed, f.eks. fra besættelsestiden og retsopgøret eller omkring NATO og udenrigspolitikken.

Men det er naturligvis ikke kun adgangen til arkiverne, der er vigtig. En forudsætning for at få noget fornuftigt ud af dem er, at de er bevarede! At de er ordnede, registrerede og ikke splittet op eller direkte mangelfulde pga. kassation eller sjusk. Visse vigtige arkiver er faktisk forsvundet, fordi myndighederne, selv arkiverne, har været for hurtige til at kassere. Derved forsvinder et kildemateriale for altid, et materiale, man måske ville se med andre øjne på i en anden tidsalder, hvor man så må beklage, at der er historisk viden, man aldrig vil kunne få.

Kan kræves slettet

På denne baggrund er det med nogen forundring, man læser (Information 22.3.), at nogle venstrefløjspersonligheder nu går ind for sletning af arkivmateriale. Jeg tænker på Hanne Reintofts og Christian Harlangs forlangende om, at oplysningerne om Hanne Reintoft i PET-arkivet skal slettes. Det begrundes med, at den europæiske menneskerettighedsdomstol i en svensk sag (Segerstedt-dommen) har afsagt kendelse om, at personoplysninger, som er 30 år eller ældre, af den omhandlede person kan kræves slettet, hvis de ikke længere har betydning for statens sikkerhed. Vigtige arkiver bør imidlertid ikke ødelægges eller forringes, fordi enkeltpersoner føler sig trådt over tæerne. De er med til at bevare samfundets hukommelse. De er studiemateriale for fremtidige historikere, som kun kan studere PET's organisation og virkemåde, hvis arkiverne er intakte. Hvis man om 100 år skal kunne få indsigt i politisk overvågning i det 20. århundrede - selv i et lille fredeligt land som Danmark - er det afgørende, at arkiverne ikke er brudt op. Hvad ville vi sige, hvis tyskerne begyndte at slette i Stasi-arkiverne eller i Gestapos? Derfor må denne del af Segerstedt-dommen ikke blive til dansk ret.

Hensynet til privatlivets fred skal respekteres, men privatlivets fred tilhører ikke den offentlige politiske sfære. Hvis man var politisk aktiv på venstrefløjen i 60'erne og 70'erne (eller for så vidt både før og senere), var man klar over, som undertegnede, at man blev registreret og måske også overvåget. Men man var også klar over, at det, der stod om én i arkiverne, sagde mere om arkivskaberne, i dette tilfælde PET og FET, end om en selv. Det vil enhver historiker, der kan sin kildekritik, også kunne se om 100 eller 200 år. Derfor behøver Hanne Reintoft ikke være bange for, at eftertiden dømmer hende ud fra, hvad PET har stående om hende i arkiverne (selvom der selvfølgelig er nogen, der er belastede, jvf. Blekingegadebanden og vel også nogle DKP'ere). Og det ville være ødelæggende for den historiske forskning, hvis kravet om sletning i misforstået personbeskyttelse blev til almindelig praksis. Men naturligvis bør Reintoft og andre have ret til indsigt i det, der står om dem selv i arkiverne. Og de 'historiske' dele af dem bør også åbnes for forskningen (ikke kun for PET-kommissionen), sådan som statens andre arkiver er blevet det.

Claus Bryld er professor emeritus og dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu