Læsetid: 4 min.

PH, socialismen og demokratiet

19. december 2006

Henning Tjørnehøj kritiserer i en kronik den 14. december PH's syn på Socialdemokratiet og støtte til kommunisterne i 1930'erne, i øvrigt uden at nævne, at selvsammme PH senere blev (kritisk) socialdemokrat. For Tjørnehøj er det nok til evig fortabelse, hvis man engang har støttet et andet parti end Socialdemokratiet eller blot forholdt sig kritisk til det. Derfor er der behov for nogle justerende bemærkninger.

PH's politiske kritik af Socialdemokratiet i 30'erne fokuserede på partiets relative passivitet eller det, han kalder for "fatalisme". Denne fatalisme eller determinisme havde sin rod i en bestemt tolkning af den historiske materialisme i den socialdemokratiske bevægelse, hvorefter udviklingen fra kapitalisme til socialisme så at sige ville ske af sig selv. PH så det på den måde, at S ikke kun skulle være reaktivt, med femøres-politik og lappeløsninger (der ganske vist forbedrede arbejdernes reproduktionsvilkår), men aktivt skulle styre udviklingen frem mod et socialistisk samfund. Det stod faktisk også i S's program fra 1913, der stadig var gældende. Han betragtede arbejderbevægelsen som en international bevægelse, og efter Hitlers valgsejr i Tyskland i januar 1933 havde PH som alle andre socialister, der kunne tænke, dette nederlag i baghovedet. Den tyske arbejderbevægelse blev knust af nazismen, dels på grund af passivitet og angst for at tage kampen op, dels fordi kommunister og socialdemokrater, der sammenlagt var stærkere end nazisterne, ikke kunne arbejde sammen.

Så langt kan man være enig med PH. At hans teori om, hvordan S skal aktivisere sig selv, er lidt løjerlig, må man dog medgive Tjørnehøj. Fornyelsen skal komme fra kunsten.

"Arbejderklassen kan ikke sejre uden selvbestaltede profeter," skriver han i debatten om Va mæ kulturen?. Profeterne er de nye kunstformer, og det minder jo som figur om Lenins teori om, at den revolutionære teori, marxismen, måtte tilføres arbejderklassen udefra, i Lenins tilfælde af de intellektuelle. PH's insisteren på kunsten og det kulturelle som gæringsstof i den politiske udvikling måtte selvfølgelig falde i gold jord hos socialdemokraterne, der altid havde fokuseret på økonomien og de sociale forhold og ikke gjort meget ud af kulturen (først fra midten af 1920'erne).

Denne kritik fastholdt han også efter Anden Verdenskrig, hvor hovedfjenden bliver forbrugerismen og konformismen, importeret fra USA, og hvor han ser S som alt for vegt over for disse fænomener.

PH fik jo ret

Politikken vil efterhånden miste sin betydning til fordel for kapitalmagtens manipulationer igennem medierne. 'Mennesket lever ikke af brød alene' er hans budskab, selv om han ikke formulerer sig sådan, mennesket som selvstændigt tænkende individ skal i centrum, og kun på den måde kan et demokratisk og humant samfund udvikles. For ham udgik den totalitære fare altså ikke blot fra et autoritært politisk system, men også - og for os mere relevant - fra det økonomiske system, fra kapitalmagten.

Situationen i dag har på mange måder givet PH ret. På nær nogle nuancer er valget mellem forskellige politikker næsten udraderet. Når det gælder den anden hovedretning inden for arbejderbevægelsen, kommunismen, var PH uden illusioner og skånselsløs i sin kritik, men først efter Anden Verdenskrig. Han er ubetinget tilhænger af et demokratisk styre med frie valg; som han udtrykker det i den berømte diskussion med den sovjetvenlige socialdemokrat Albert Olsen i 1947, må folket både kunne vælge og styrte sine ledere, og det kan det ikke, hvis der er tale om et etpartisystem som i Sovjetunionen. Tjørnehøj harcellerer over PH's indirekte støtte til kommunismen i 1930'erne (han blev dog aldrig medlem af DKP, men betegnede sig selvironisk som salonkommunist). Men kritikken relativeres, når man både tænker på det mangelfulde vidensgrundlag om forholdene i Sovjet, på den stigende trussel fra den europæiske fascisme, på de konservative sympatisører herhjemme og på DKP's position som marginaliseret og udskældt småparti. PH talte altid de mægtige midt imod. Det gjorde han også kort efter krigen, hvor han indledte et knivskarpt opgør med Sovjetkommunismen og dermed også med DKP til stor forbitrelse for folk som Hans Kirk og Hans Scherfig. Forskellen fra 30'erne var bare, at alle i Danmark lige efter krigen lå på maven af beundring for Sovjet - lige fra DA til Socialdemokratiet.

PH stod på et demokratisk socialistisk standpunkt med udgangspunkt i det autonome individ - og her vil nogen måske sige, at der er et filosofisk indbygget paradoks - men det behøver der nu ikke at være. Standpunktet var inspireret af Kant, der gjorde front imod enhver form for autoritært og totalitært styre, men uden den populisme og konformisme, som ofte har karakteriseret det Socialdemokrati og desværre også gør det i dag. Derfor er PH mere aktuel end nogensinde.

Claus Bryld er professor i historie, dr. phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her