Læsetid: 4 min.

Pia - nu på spray

12. november 2002

SAVNER du krydderi på tilværelsen? Er du løbet tør for argumenter? Ønsker du nogen sendt hen, hvor peberet gror? Så prøv peberspray! Peberspray er det probate allround-middel mod kryb, kravl og rotter, der formerer sig som rotter. Peberspray fjerner socialt ubehag med et frisk pust, ret blot dåsen mod fejlfarvede og lilla bleer – skampletten er pist væk. Peberspray passer perfekt i enhver ladys håndtaske, og den søde lille satan er sammen med læbestiften en uundværlig og kær følgesvend, når du skal i byen, især storbyen, der er smækfyldt med tvivlsomme kvarterer, hvor vreden er ved at koge over og derfor kun venter på et svalende sprøjt peber. Peberspray anbefales tillige udleveret til samtlige danske piger ved konfirmationsforberedelsen, så de kan have pegefingeren parat på udløseren, når de træder ind i de voksnes truende rækker. Husk for resten, at peberspray ikke er testet på dyr, men afprøvet af Pia. Peberspray er så effektiv, at Pia end ikke behøver at trykke på knappen.

SPØG til side: Selvfølgelig skal Pia Kjærsgaard kunne færdes, hvor som helst hun lyster, uden at lide nogen som helst fysisk overlast. Det har hun krav på, ligesom alle vi andre har det. Ikke et sekunds tvivl om det.
Men der er unægtelig et spring fra denne fælles forståelse til Folketingets mest skydegale politikere med Helge Adam Møller i spidsen, som nu kræver, at
befolkningen bevæbnes med tåregaspatroner (der teknisk set er nogenlunde det samme som peberspray) til fri affyring på gader og stræder, når det findes passende i forsvar for selvet.
Kravet er udløst af Pia Kjærsgaard, som i fredags ved 13-tiden i Holbergsgade, der er vidt berygtet for at ligge tæt på Holmens Kirke, Nationalbanken og lignende uro-centre, følte sig irriteret og ordmæssigt truet af et kvindemenneske af afrikansk oprindelse. Lykkeligvis fandt Kjærsgaard mellem sine makeup-
sager i håndbagagen et våben, en spray med voldsomt peberagtig kemi, som hun trak blank på åben gade, hvorefter den udskældende personage forsvandt.

SAGEN kunne sikkert være sluttet der, men ærlige Kjærsgaard fandt tiden inde til – velsagtens efter at terrorbekæmpelse er blevet så aktuel i medierne – at melde sig selv til politiet for ulovlig besiddelse af det våben, hun efter eget udsagn længe har slæbt rundt på i sin håndtaske og således vel også til taffel hos dronningen.
Derfor er Pia Kjærsgaard nu sigtet, og hun kan nyde den forfulgte uskyldigheds ret til at lade sig ombruse af medlidenhed og velvilje. Helge Adam Møllers rettidige fornemmelse for våben i denne forbindelse er allerede nævnt, og her skal blot peges på endnu et navn på den lange liste over tiljublende talere: Jens Rohde, politisk ordfører for partiet Venstre.
I et telefoninterview afspillet på tv har Rohde modigt og pædagogisk bekendt sig til tvang. Han vil, når hans egne pigebørn kommer i gå-i-byen-alderen, tvinge dem til at møde bevæbnet op med tåregas. Selv om pigerne tudende søger at modsætte sig den faderlige ordre, forstår vi på Rohdes faste tonefald, at de bare har at ruste sig til tænderne, før de vover sig ud til tøjforretninger, badmintonhaller og biografer. Og for ikke at tvinge sine egne børn over på den forkerte
side af loven, skal tåregas fremover være tilladt og anprist, og det er der flertal for i det folketing, som ligger omtrent for enden af Holbergsgade.

STOP en halv. Pia Kjærsgaard fik knubs af de autonome på Nørrebro i 1998, og Anders Fogh Rasmussen for et lille års tid siden sammesteds æg i hovedet. Uacceptabelt! Det er imidlertid groft politisk plattenslageri at sammenkæde disse overfald på de folkevalgte med mange almindelige borgeres frygt for overfald.
Det er nødvendigt, at kvinder for eksempel tager visse forholdsregler over for faren for voldtægt, færdes med omtanke og måske ligefrem lærer selvforsvar. Men politiet, der officielt har voldsmonopol, er selvsagt betænkeligt ved fri tåregas og advarer om, at spray i håndkøb kan frygtes mere anvendt af røvere. Eftertanken burde også melde sig, når man hører, at Pia Kjærsgaard har købt sin peberspray i USA, et samfund, hvor millioner af håndvåben er spredt i befolkningen med mange daglige skuddrab til følge. Argumentet for at have en revolver er det samme, som nu fremføres for peberspray, nemlig at man ikke skal stå forsvarsløs. Virkningen af flere våben er imidlertid den modsatte af det tilsigtede: Volden og virkemidlerne optrappes.
En del, men desværre ikke al vold kunne undgås, hvis truende situationer blev tacklet med større psykologisk indsigt end vanligt, og mange konflikter kunne dæmpes med mere forståelse for modsætninger i et samfund præget af sociale og etniske skel. Sådanne tankegange burde være ugentlig skolelærdom for Jens Rohdes piger, og Helge Adam Møller m.fl. kunne have gevaldig glæde af at sætte sig med på bænken.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her