Læsetid: 2 min.

Pianist eller skuespiller

Pludselig ville den mystiske pianomand tale og afsløre sin identitet. Den viste sig at være mindre eksotisk end først antaget
23. august 2005

Han kunne i princippet være fra en anden planet. Eller opvokset i total isolation - kun omgivet af pianoer. Men sandheden om den tavse og mystiske mand, som i april blev fundet på en strand i England, er noget mere nede på jorden. Han viser sig at være tysk, homoseksuel og søn af en landmand. Det har han selv fortalt til en engelsk sygeplejerske fra Little Brook Hospital, som forleden nærmest rutinemæssigt spurgte ham

"Vil du tale i dag?"

"Ja, det vil jeg," lød hans overraskende svar, og så kom den sande historie. Indtil da havde han i mere end fire måneder pure nægtet at tale, og kun villet kommunikere gennem håndtegnede pianoer, og det kan jo være svært.

Pianist

Dermed er der lukket for alle spekulationerne. Der har ellers været mange af dem. Utallige henvendelser har britisk politi fået fra folk, som mente at kende den tavse pianomand. Han skulle både være fransk gademusikant, tjekkisk keyboardspiller og polsk koncertpianist, men er altså ingen af delene. Det med musikken er desuden endnu en skuffelse. Forestillingen om manden som et stort og hidtil upåagtet musikalsk geni, er nemlig også gået fløjten, for pianomanden kan slet ikke spille klaver. Det med klaveret var bare det første, der faldt ham ind, da han fik papir og blyant i hånden, har han fortalt. Og de "fire timer lange klaverkoncerter" som han ifølge utallige medier skulle have fremført for de andre (og henrykte) indlagte på hospitalet, er pludselig også devalueret en smule:

"Da han spillede på hospitalets flygel, spillede han slet ikke godt, selv om det er, hvad der har stået i alle artiklerne. Han blev bare ved med at trykke på den samme tangent igen og igen," siger en kilde fra hospitalet til den engelske avis The Mirror.

Skuespiller

Noget tyder altså på, at pianomanden er dygtigere til at spille skuespil end klaver. Men om sin motivation for overhovedet at spille det fire måneder lange teaterstykke, har manden ikke sagt meget. Dog har han fortalt, at han i april var meget ulykkelig, fordi han havde mistet sit job i Paris, og at han egentlig havde taget toget til England for at begå selvmord - men altså blev altså fundet af to betjente inden det lykkedes. Manden har desuden selv arbejdet med psykisk syge og har derfor haft nemt ved at kopiere deres opførsel på en overbevisende måde. I hvert fald troede lægerne ham. Nu overvejer man ganske vist at lægge sag an imod staklen, for det har været et bekosteligt ophold på Little Brook Hospital. I første omgang er den falske pianomand fløjet hjem til Tyskland, hvor han ud over sin landmandsfar også har to søstre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her