Læsetid: 2 min.

Pianomand

Længe varede Andreas Grassls meddelelsestrang ikke. Nu tier han atter, men hjemme i Bayern
1. september 2005

BERLIN - En stor gruppe journalister har den seneste uge endevendt en bayrisk kommune i forsøget på at finde frem til en 20-årig dreng.

Men Andreas Grassl vil ikke tale med nogen, og han er god til at holde mund. I mere end fire måneder tav han, mens han var indlagt på forskellige engelske hospitaler. Dengang blev han kendt som Pianomanden, nu bliver han omtalt som bøsse og bedrager.

I stedet for selv at tale har Andreas engageret to advokater til at tale sin sag. De siger, at han hverken er bøsse eller bedrager, men at han har lidt af et "psykopatisk chok med depression", som berøvede ham hukommelsen og evnen til at tale. Først behandlingen i England kurerede ham.

"Det vil vi gerne høre ham sige selv," siger en journalist fra The Sun (citat fra Frankfurter Allgemeine), når advokaterne holder pressemøder på den lokale kro.

Men Andreas Grassl har desværre gemt sig hos nogle slægtninge, hedder det, og end ikke store kontantbeløb kan lokke ham frem. Hans forældre tier også.

Han skjuler noget

I stedet må journalisterne gå til genboerne og Andreas' gamle klassekammerater for at finde noget, der minder om en forklaring på den mystiske Pianomand.

Andreas Grassl voksede op på en gård nær den tjekkiske grænse. Som familiens eneste søn havde han udsigt til at overtage landbruget med de 53 køer, men Andreas ønskede sig noget andet end et hårdt og gudsfrygtigt liv på landet.

Pæren var i orden. Andreas kom på gymnasiet i den nærmeste større by, Cham, og brillerede i fag som fransk og latin. I sin fritid lærte han sig at spille lidt klaver og skrev 76 artikler om musik til lokalavisen Bayerwald-Echo, ofte med en satirisk tone.

Han var noget af en særling, fortælles det, kunne finde på at skifte til fransk midt i en samtale bare for at vise sig. Til sine nærmeste kammerater sagde han, at han var homoseksuel. På billederne fra dengang kan man se, at han var mørkeblond og plaget af bumser. Helt anderledes end billedet af den elegante kunstner med de lange fingre, som gik verden rundt, og som hverken hans familie eller genboer genkendte.

Sidste år aftjente Andreas sin civile værnepligt i et hjem for fysisk handicappede i Saarbrücken. Andreas blomstrede op i denne næsten-storby. Hans lærere hjemme i Cham havde skaffet ham en attest på hans franskkundskaber, så han ikke behøvede at aflægge en sprogtest, hvis han ville læse videre i Frankrig.

Efter værnepligten tog han derfor videre til Frankrig for at forbedre sine sprogkundskaber, og her begynder mysteriet om Pianomanden: I stedet for at tage til Paris, flyttede han til en landsby ved Nantes.

Herfra tog han en færge til England og blev fundet, våd og identitetsløs, på en strand i grevskabet Kent.

Hvorfor han tog til England? Hvorfor alle mærker var skåret ud af tøjet? Om han ville begå selvmord? Han husker det ikke, siger hans advokater.

"Den mand skjuler noget," mener journalisten fra The Sun, der formentlig stadig snuser rundt i Bayern.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu