Læsetid: 4 min.

Pibende rotter og flødebollenæser

Velbesøgt Ny Cirkusfestival slutter af med to forestillinger. Fælles for dem er magi og skæve figurer i et skrøbeligt krydsfelt mellem gadeteater og børnecirkus
11. juli 2006

De pibler frem ind under teltdugen - rotterne. Store og fede med nøgne haler, så hårene rejser sig i nakken på en og rædselsbilleder vælter frem fra bevidstheden. De piler rundt henover manden, der med skrigende mund er tegnet op i savsmulden i manegen.

Rotterne søger hen mod et bestemt punkt - punktet, hvor den tegnede mands hjerte ville være. Her samles de, maser rundt i et virvar af pels, haler og levende kød. Og så går det pludselig op for en, at de alle forsvinder ned i en lem i gulvet.

Det er blot et af de maleriske tableauer nycirkus forestillingen Une Case Provisoire af den franske cirkustrup Petit Theatre Baraque byder på i denne sidste uge af Ny Cirkusfestivalen 2006 arrangeret af Københavns Internationale Teater.

Forestillingen finder sted i truppens eget cirkustelt, der er bygget op i to etager, så man som publikum står øverst oppe i teltet og oplever forestillingen oppe fra og ned. Det giver et skævt blik på seancen og skærper opmærksomheden mod detaljerne i de billedskabende øjeblikke.

Detaljerigdom

Une case provisoire indledes af et marionettableau. To marionetter, en mand og en kvinde, står lænet op ad et træ, mens Matthæuspassionen gjalder for fuld kraft ud af de spinkle højttalere. Matthæuspassionen er storladen operasang, der fortæller Jesu lidelseshistorie.

Associationerne til sydlandsk gadeteater på Barcelonas Las Ramblas melder sig. Der iscenesættes med en skrøbelighed, der yderligere understreges, idet publikum bogstaveligt talt jo i denne forestilling er ovenpå, og det, vi bemærker her oppefra, er de små sanselige ting som hver enkelt rørende bevægelse, marionnetterne foretager med dukkehænderne.

Ligesom vi fornemmer de lange skygger, der kastes op mod teltdugen, når klovnene med trekantede hatte optræder med masker, der minder om Picassos kubistisk, kantede ansigter, ydmygt og skævt vendt op imod publikum.

Men det er netop denne skrøbelighed, der er forestillingens styrke. Det er en meget vagt tegnet og noget sammenstykket iscenesættelse, hvor man ikke på noget tidspunkt føler sig sikker på, hvad det egentlig skal handle om. Og om de egentlig har tjek på det dernede i manegen!

Men båret af de sansemættede tableauer bliver det også forestillingens meget menneskelige og stærkt afvæbnende charme. De folkelige og barnlige gadeteatertræk giver en nærhed og behøver ikke at blive spoleret af strømlinet show.

To nycirkus retninger

Man kan se to tendenser inden for nycirkus. Den ene retning bevæger sig hen mod en mere eksperimenterende scenekunst, hvor man fornyer cirkusforestillingen ved at blande den med moderne elementer såsom video og performance.

Mens den anden retning er mindre radikal og i stedet lægger cirkusnumrene ind i et dramatisk forløb. Her er teltet og artistnumrene stadig rammen, og kontakten til det traditionelle cirkus bevares uden afstandstagen.

Det er denne sidstnævnte ikke så radikale retning de to afsluttende forestillinger i Ny Cirkusfestivalen 2006 tilhører.

Den franske nycirkus- gruppe 2 Rien Merci, der også er programsat i denne sidste uge af Ny Cirkusfestivalen, har ligesom Petit Theatre Baraque eget telt. Teltet er formet som en kaffemølle med et håndsving på taget.

Der er kun plads til ca. 50 personer i teltet og æstetikken kunne minde om det sære og lurvede univers i den franske film Delikatessen.

De tre musikanter i teatergruppen 2 Rien Merci minder også om de skæve figurer fra samme film. Den lille er klædt i overalls, den store kun i frakke og med bare ben i snøreskoene. Komikken er indlysende fra de træder ind på scenen og ser betuttede og dumt ud på publikum.

Storm P.-komik

Instrumenterne, artisterne spiller på som en del af selve forestillingen og ikke kun som et akkompagnerende orkester ude på sidelininen, kunne være Storm P.-opfindelser.

Her spilles på konstruktioner af sære tandhjul, kæder, vaskebræt og lignende. Der bygges langsomt et musiknummer op ved hjælp af slag med fingerbøl, trampen med spande på fødder i et samspil med banjo og harmonika. Alt i mens den lille med overalls ekvilibristisk jonglerer med kegler rundt i manegen.

Desværre er de lange pauser, der skal virke komiske, for lange. Forestillingen mister intensiteten, og man kunne have ønsket, der havde været et klarere spil mellem artisterne. Eller bare en tydeligere fortælling at binde numrene op på.

Som afsluttende komik tegner den lille 'en knap' på gulvet med sit kridt. Den store mand trykker på knappen, og der åbner sig en lem i gulvet. Frem fra lemmens skjul fremtrylles flødeboller.

Artisterne spiser af dem. Så vender de sig om med ryggen til publikum - for igen at vende sig med front mod os med flødebollebunden klistret fast på næsen. Så bukker de og takker og genner os ud.

Petit Theatre Baraque, Une Case Provisoire, K2. 12.-16. juli, kl. 20.30. Ikke egnet for børn.

2 Rien Merci, Moulin Cabot, K2. 12.-16. juli, kl. 18.00, 19.30 og 22.30. Ikke egnet for børn under 7 år.

www.kit.dk/www.scenebillet.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her