Onkel Danny-kulten lever. Mængden af opsamlende tekst-antologier er vokset. 'Rariteter' som Dan Turèlls håndskrevne notater i sine Maryland-kalendere har fundet vej til bogform, hans personlige ejendele er solgt på auktion, og en posthum hashklump fra hans skrivebordsskuffe er sågar udstillet på Politihistorisk Museum.
Nu udsendes i forbindelse med den afdøde forfatters 60-års fødselsdag (søndag) et stort tekstudvalg: Charlie Parker i Istedgade - tekster om jazz, redigeret af Lars Movin.
Det er ikke ude i hampen. For på en måde sluttes med udgivelsen endelig en ring i det omfattende forfatterskab, eftersom jazzen var Turélls første kærlighed. Som bare 18-årig kastede han sig i 1964 selvbestaltet og nærmest overlæreragtigt ud som jazzkritiker i tidsskriftet Jazzrevy - og forsatte med det i de næste fem-seks år. Han blev samtidig Kristeligt Dagblads jazzanmelder i perioden 1967-70, hvor han også skrev om tegneserier, krimier, science fiction og beatmusik. I 1969 besluttede han sig så officielt for at blive forfatter.
Kuriosa fra fortiden
Journalist Lars Movin, der har andre bogudgivelser og en fremragende dokumentarfilm bag sig om Turèll, har gjort sig den dejlige ulejlighed at samle ca. 300 siders jazztekster fra forfatterens hånd, hvoraf omtrent halvdelen - de tidlige års jazzskriverier - ikke før har været ude i bogform.
Resten af bogens digte og tekster har været publiceret i andre (ofte udsolgte) bøger. Og selvom udgivelsen langt fra indeholder alt, hvad Turèll skrev om jazz, giver den et prismeagtigt overblik over Turèlls jazzskriverier og jazzdigte, der simpelthen strækker sig over hele hans officielt skrivende liv 1964-1993.
De tidlige års jazzkritik er på flere måder en slags ouverture til det egentlige forfatterskab. Den unge Turèll anlægger en velformuleret, kringlet og seriøs sproglig stil i tråd med den eksisterende jazzkritiks. Kun i glimt peger skriften frem imod det officielle forfatterskab, og adskillige af disse tekster lukker sig uvægerligt om sig selv som kuriosa fra fortiden - mest for jazzens fagnørder.
Jazz-æraen er dog væsentlig ved for det første at dokumentere Turèll som en engageret stemme i 60ernes jazzkritik, hvor han ikke mindst går i brechen for avantgardejazzen og skikkelser som John Coltrane, Albert Ayler, Ornette Coleman og Archie Shepp. For det andet som et delvist svar på, hvorfor forfatterskabet blev, som det blev.
Blowing a long blues
Efter jazzkritikertiden ændrer Turèlls tekster karakter. Nu satser han eksistentielt sig selv ind i sproget. Han bliver selv en 'piff-paff spontant syngende solsort', som han skrev om Charlie Parker. Faktisk kan man tale om, at Turèlls tekster fra bogstaveligt at handle om jazz, langt ad vejen bliver til jazz på skrift i eksperimenterne, de spontane former, den sproglige puls og blues-fascinationen både i hans digte, montager og krimier.
Han ville som Keruac være "a jazz poet blowing a long blues in an afternoon jam session on Sunday", som han direkte formulerer det i Live-Show Feed-Back (1976). Turells forfatterskab er ganske enkelt gennemsyret af jazz.
Poesien sin egen jazz
Selvfølgelig er samlingerne Drive-In Digte, 3-D Digte og Storby-Blues centrale. Bogen rummer uddrag fra dem alle. Og Movin har garanteret ikke kun fremhævet 'Charlie Parker i Istedgade', for den anvendelige titels skyld.
Dette jazzdigt, der første gang blev trykt i Drive-In Digte (1976) er ganske enkelt en af karrierens bedste jazzsoloer, en rig og sanseligt pulserende ordstrøm. Og således kan man sagtens skære ind i det store, brede forfatterskab og finde de åndelige aftryk fra Coltranes og Aylers vilde eksperimenterende tungetale, Monks skæve puls, Armstrongs ligefremme optimisme og Billie Holidays bluesfølelse og melankoli.
"Jazzen har sin egen poesi / Poesien sin egen jazz -", som Turéll skrev i 1991 i samlingen Himalaya Hilton.
Dan Turéll: Charlie Parker i Istedgade - tekster om jazz. Bebop. 328 sider, 100 kr.
