Læsetid: 5 min.

Piger i hvidt siger 'nej'

Den franske sundhedssektor er i centrum for mange af protesterne mod landets regering, særligt når det drejer sig om arbejdsmarkeds-politikken. Og EU-forfatningen er personalet heller ikke begejstret for. Slet ikke, faktisk
19. maj 2005

PARIS/LEVALLOIS PERRET - "Det er jo et spørgsmål om prioriteringer. I sundhedssektoren må vi altid koncentrere os om det essentielle, patienternes sundhed. Det kan man ikke forstå, hvis man ser patienterne som en vare og sundhedssektoren som et marked, der skal give et afkast. Og som jeg har forstået den nye europæiske forfatning, er det grundsynspunktet. Jeg ved faktisk ikke, om jeg stemmer nej, og jeg ved ikke, om det, jeg siger nu, er retfærdigt. Jeg er ikke specielt interesseret i politik, men jeg stemmer på Parti Socialiste Jeg tror nok, at ledelsen siger ja, men de fleste medlemmer er ret skeptiske, har jeg hørt fra mit barnebarn, som er aktiv i partiet. Hun er også ansat i sundhedssektoren, og hun siger klart nej. Jeg tror også, jeg stemmer nej. Jeg har i hvert fald ikke hørt noget endnu som skulle få mig til at skifte mening. Men jeg er heller ikke helt sikker på, at jeg vil stemme."

Den midaldrende, blonde og nydeligt udseende ledende sygeplejerske, som ikke vil have sit navn i avisen, er ansat på hospitalet Franco-Britannique, som også bærer navnet the British Hertford Hospital og ligger i Levallois i Paris' udkant på den stille vej rue Barbès.

Trods den britiske oprindelse i 1879 er hospitalet i dag overvejende fransk og en integreret del af det franske sundhedssystem samtidig med, at det har status som en privat velgørende organisation.

Som resten af den franske sundhedssektor er hospitalet under pres for at levere mere for de samme penge. I løbet af de sidste tre år har det betydet krav om at øge produktiviteten med 40 procent, og det har ikke ført til glade miner på hospitalet, som rummer en af Paris' mest moderne føde- og barselsafdelinger.

Sure miner

Stemningen på den solbeskinnede og renskurede afdeling er ikke mild, den dag Informations udsendte vil lodde stemningen for eller imod EU-forfatningen, som franskmændene skal stemme om den 29. maj:

"Jeg stemmer nej." "EU - det ved jeg ikke noget om, men hvis jeg stemmer, siger jeg nej." "Jeg er sikker på, at der hverken kommer noget godt fra denne regering eller fra EU, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle stemme ja." "Frankrig var engang noget andet, noget, hvor alt ikke handlede om penge, men i dag handler det kun om penge. Penge og magt. Sådan er det også i resten af Europa."

Det travle personale er alle som en skeptiske over for både EU og regeringen, som de mener stort set kan være ét fedt. De er vrede over det pres, de mener præsident Jacques Chirac og hans premierminister Jean-Pierre Raffarins centrum-højre-regering har lagt på hele den offentlige sektor, men særligt er de vrede over de forringelser, som er regnet ned over det, der "engang var verdens bedste sundhedssystem," som en yngre mandlig læge siger det.

Det stærkt forøgede pres på hospitalerne for at levere flere raske patienter hurtigere for de samme penge, har ført til udbredt mismod i hele sundhedssektoren, om end det må siges, at standarden fortsat - set med danske øjne - er særdeles god, og om end man som patient fortsat har ret til en del behandlingsformer og særligt efterbehandling, som man kun kan drømme om i Danmark.

Delors lavede ravage

Den franske regering ved alt om, at de offentligt ansatte er dem, som er mest kritiske over for den nye EU-forfatning.

Meningsmålingerne - som fortsat melder om dødt løb, godt nok med en spinkel overvægt på 1-2 procentpoint til nej-siden, en føring, der ligger inden for den officielle statistiske usikkerhedsmargen på 2 procentpoint - har konsekvent vist, at denne gruppe dels er skeptiske over for forfatningen, dels er meget utilfredse med regeringens håndtering af de arbejdsmarkedsproblemer, som plager det fagforenings- og reguleringsglade Frankrig, der fortsat har Europas korteste arbejdsuge på 35 timer og en arbejdsløshed på over 10 procent.

Regeringens officielle ja-kampagne startede mandag i denne uge, og ugens mest ophedede diskussion har indtil videre været udløst af, at den tidligere præsident for Europa-Kommissionen, franskmanden Jacques Delors til avisen Le Monde i sidste uge sagde, at der naturligvis var en Plan B, hvis Frankrig skulle stemme nej den 29. maj:

"Jeg nægter at anskue tingene på denne sort-hvide maner. I sandhedens tjeneste må jeg sige, at der kan eksistere en Plan B, men vi må forklare til offentligheden, at et nej vil blive et meget vanskeligt problem at løse."

Kun en afstemning

Delors' udtalelser står i modsætning til både den officielle linje fra de fleste EU-politikere, som siger, at forfatningen i forvejen er udtryk for et kompromis, som det stort set er umuligt at pille ved, og til den linje, som den franske præsident Jacques Chirac har lagt.

"Genforhandle - hvilken verden lever disse mennesker (nej-sigerne, red.) i? Hvad er det, der skal genforhandles. Det er jo ikke realistisk," sagde han i denne weekend igen til fransk TV.

På Centre Hospitalier Franco-Britannique udviser personalet en solid ligegyldighed over for de mere tekniske sider af forfatningsdiskussionen.

"Genforhandling - ærligt talt. Det aner jeg intet om. Politikerne må vel forhandle en bedre tekst igennem, men hvordan den slags foregår, ved jeg ikke. Hvis jeg skal sige Dem min ærlige mening, er jeg også ret ligeglad med, hvordan et nyt resultat kommer til at se ud. Der er dog en ting jeg gerne vil betro Dem. Og det er, at vi ikke kommer til at stemme om en ny traktat. Det tror jeg ikke på. Hvis der endelig kommer noget nyt, så tror jeg politikerne vil klare de sager selv i fremtiden. Folket spørger man jo i virkeligheden kun, så længe de siger det, regeringen gerne vil høre." Det siger receptionisten i modtageafdelingen for 'maternité - néonatalité - pédiatrie' - en ung, særdeles smart sort kvinde i 20'erne i jeans og med en stramtsiddende lys pink top.

Ja-sigeren

Således overbevist om, at sundhedssektoren er en stor nej-rede, er Information på vej ud af det lyse og venlige hospital igen, da 24-årige Henri dukker op. Han arbejder deltid som portør på hospitalet, mens han studerer på sidste år af læreruddannelsen.

Adspurgt om han også stemmer nej, siger han med eftertryk: "Nej det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg stemmer ja af hele mit hjerte. Frankrig behøver noget frisk luft, nogle impulser og ideer, der kommer udefra. Hvis det ender med et nej, vil jeg seriøst overveje at emigrere. Hvilket land var det, De sagde, De kommer fra? Danmark. Ja måske skulle man udvandre til Skandinavien."

Informations korrespondent overvejer et kort øjeblik, om det er passende at redegøre for den danske Europa-debat, men beslutter sig for, at der er grænser for, hvor meget af portørens tid det er rimeligt at tage, og derudover er der også grænser for, hvor komplicerede ting der kan udredes for på fransk uden at komme i problemer.

Men i det mindste fandtes der en ja-siger. På deltid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu