Læsetid: 5 min.

Pikhoveder, optøjer og søstrene Brontë

Jeg ved, at mennesker af forskellige hudfarver, nationaliteter, trosretninger osv., osv. ofte ikke kommer særlig godt ud af det med hinanden. Det burde ikke overraske, når vi ser, hvor sjældent folk med samme hudfarve, nationalitet osv., osv. kan enes
27. december 2005

"Er du ikke noget af et pikhoved?," spurgte en australsk tv-dame med pæne ben mig på morgen-tv i Sydney for nogle år siden.

Jeg var der for at promovere en rejsebog om Australien og udbredte mit syn på australske magtforhold, hvordan de var bygget op i kolonisationens første år, om Adam alene i Edens Have, og hvordan den første kvindes ankomst førte til den kønnenes holden-hinanden-på-afstand, der stadig er karakteristisk for det australske samfund i dag.

"Nej, jeg anser ikke mig selv for at være et pikhoved," svarede jeg. Og så tilføjede jeg, overrasket over mit eget hurtige vid: "Måske mere som slangen i haven."

Hun så uforstående på mig et øjeblik, før hun henvendte sig til showets to millioner seere: "Han er et endnu større pikhoved end jeg troede," sagde hun.

Jeg inviterede hende ikke ud, da showet var slut. Så stort et pikhoved var jeg ikke.

Men jeg må indrømme at jeg fandt mødet ophidsende. Det var det, jeg elskede ved Australien, første gang jeg boede der, og det var grunden til, at jeg blev ved med at vende tilbage - stedets bjørnegrotte-atmosfære, den måde hvorpå ethvert forhold, du indledte, uanset hvor flygtigt, mindede om en krig.

Jo tættere du kom på australierne, jo længere og blodigere blev krigen. Mine bedste australske venner hældte vin ud over mig, væltede mig om på jorden, sparkede mig i skridtet, brækkede mine ribben, kaldte mig en sjover og selvfølgelig pikhoved, derefter krammede de mig og græd. Og her beskriver jeg blot seminarer ved Sydney Universitets engelske fakultet. Når vi først havde løst vore uoverensstemmelser omkring Brontë-søstrene, gik vi over gaden til pubben og startede forfra med Emily Dickinson.

Det, der har fået mig til at mindes disse pinefulde stunder, er naturligvis de optøjer, der brød ud på strandene i Sydneys sydlige forstæder i sidste uge. I Cronulla, hvor Stillehavets bølger brydes mod det gyldne sand, og horder af hvide australiere indhyllet i det nationale flag går rundt og leder efter enhver, der ligner en fra Mellemøsten, som de kan slå ned.

Åh, Sydney, mit Sydney. Bare ét billede af en snerrende aussie og jeg føler, jeg er tilbage - med solen bagende på min ryg, vinen i mit ansigt, lyden af ribben, der knækker og én, der kalder mig et pikhoved.

Jeg er ikke selv blevet overfaldet af en flok racister i Sydney, hvis vi ser bort fra beskrivelsen som 'den her Cambridge Leavisite', som halvdelen af det engelske fakultet ønskede fjernet fra enhver stilling, der måtte rumme nogen intellektuel indflydelse. Men jeg blev, da jeg første gang kom til Australien i 1965, som drengeskoleunderviser med skulderlangt hår og en forkærlighed for læderslips, med jævne mellemrum rakket ned i bussen og ikke sjældent tæsket på pubber, jeg skulle have været klog nok til at holde mig væk fra, ikke lige på grund af mit mellemøstlige udseende (selv om det kunne have haft noget med det at gøre), men fordi jeg var en bøsseka'l og en mors dreng.

Jagten på de anderledes

Eftersom de australiere, der anklagede mig for disse forbrydelser mod australsk manddom, tydeligvis selv havde de aner og blot ventede på det øjeblik, hvor de kunne slutte sig til den store aussie-strøm mod generel bøsseadfærd, et fænomen jeg forsøgte at forklare hende tv-damen med de pæne ben, behøver man ingen psykolog fra en søndagsavis til at forklare baggrunden for deres vrede.

Men at vold var begrænset til dette samfund, blev jeg klar over, første gang jeg gik i land. Et samfund, der er grundlagt på straf, store afstande, sol, alkohol, importeret religiøsitet og et grimt eksempel på annektion - urbefolkningens ulykke er ikke Australiens eneste ar, men en fortsat forgiftning af systemet. Hvad dette betyder, eller hvordan det hjælper til at betegne denne vold som racistisk, er jeg til gengæld ikke helt sikker på. Var det racistisk at kalde mig bøsse? Da jeg første gang sejlede til Australien gjorde vi ophold i Port Said, hvor egypterne spyttede efter mig.

Fordi jeg var bøsse? Fordi jeg så ud, som om jeg kom fra Mellemøsten? Sig mig det.

Og når du nu er i gang, så fortæl mig, om det er værre at blive spyttet på af en egypter end overfuset i en bus af en hvid australier, der blot ønsker at tilbringe sin tid sammen med drengene? Når det drejer sig om at blive mishandlet, har jeg vanskeligt ved at lave kvalitative sondringer. Det er ikke rart at være upopulær. Jeg forsøger stadig at beslutte om det gør nogen forskel, om jeg er upopulær på grund af nationalitet, hudfarve, religion, kønspræference, eller mit syn på Charlotte Brontë.

Men jeg ved, at mennesker af forskellige hudfarver, nationaliteter, trosretninger osv., osv. ofte ikke kommer særlig godt ud af det med hinanden. Det burde ikke overraske, når vi ser, hvor sjældent folk med samme hudfarve, nationalitet, osv., osv. kan enes.

Vi forventer for meget af os selv. Ja, vi bør spærres inde, når vores manglende evne til at holde af hinanden udvikler sig til vold, men at vi til stadighed vil finde det vanskeligt at dele jorden med andre, indtil der ikke længere er noget at dele, synes jeg, vi bør acceptere uden selvbebrejdelser.

Og mens australske intellektuelle betragter det seneste vrag fra den multietniske sameksistens, lyder råbet: 'Hvad sagde jeg?' fra alle sider. Hvad sagde jeg omkring de alt for løse immigrationsregler, hvad sagde jeg om, at de var for stramme?

Nogle opfatter optøjerne som u-australske. Nogle ser det som noget helt igennem australsk. Selv ser jeg på det som det, der sker. Ikke hvornår eller om. Blot hvad der sker.

Den udsøgte ironi i alt dette, for en forgabt outsider som mig, er den ekstreme brutalitet Australiens øverste hierarki af kommentatorer og tænkere anvender, når de behandler problemet med ekstrem brutalitet blandt de lavere lag. Jeg ønsker næsten, jeg var der igen, kastende med vin i den rolige og velovervejede samtales navn.

Og fortælle dem, hvilke pikhoveder de er.

©The Independent

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her