Læsetid: 6 min.

En pille mod din smerte

Robbie Williams er den største nulevende entertainer. Hans koncerter er én stor energiudløsning fra en happy-go-lucky britisk drengerøv, og så synger han ellers om weltschmerz med en selvironisk distance på flere kilometer. Det er ikke så mærkeligt, at de aldrig rigtig er faldet for ham i USA Efter Glastonbury-festivalen i Storbritannien i 1995 vågnede Robbie Williams op med noget, de fleste nok havde regnet med ville blive verdens værst...
21. oktober 2005

Efter Glastonbury-festivalen i Storbritannien i 1995 vågnede Robbie Williams op med noget, de fleste nok havde regnet med ville blive verdens værste tømmermænd. 15 flasker champagne, et utal af farverige piller og en stangstiv gæsteoptræden med bandet Oasis kostede ham pladsen i boybandet Take That.

De var en af britisk musikhistories største succeser. Man fristes til at sige popfænomen, men det gør man ikke, for det ord er simpelthen ikke stort nok længere.

Take That var en institution. Men som det sker for mange institutioner også andre steder end i velfærdsstaten, så går de hen og bliver uinteressante og konservative. Det revolutionære bliver reaktionært.

Robbie slap ud i tide.

På mandag udgiver han sin niende soloplade Intensive Care. Og den vil uden tvivl endnu engang manifestere mandens succes. Uafhængigt af pladens kvalitet.

Han er entertainer. Han er hele pakken. Gavflaben, som efterhånden er et must i popmusikken, og den helt rette kombination af mimik, komik og dans gør Robbie Williams til noget helt specielt på en scene. Og nå ja, så kan han faktisk også synge. 40 millioner plader har han solgt og for et par siden flyttede han til Beverly Hills i Californien med den mest lukrative pladekontrakt i ryggen, der nogensinde var givet til en britisk solokunstner.

Dengang forlød det, at han skulle indtage USA. Noget, der lykkes for de færreste europæiske kunstnere. Det lykkedes heller ikke for Robbie. Men han bor der stadig, og nu begrundes hans landflygtighed med et ønske om at bo et sted, hvor han kan være anonym. Sådan gør man et flop til noget smukt.

Men det er ikke overraskende, at Robbie ikke falder i amerikanernes smag, for de kender ham ikke, som vi gør. Som den splejsede odd-boy-out i Take That, der blev til noget endnu større end drengebandet nogensinde var, men aldrig mistede den umiddelbare proletaragtige råhed, han voksede op med.

Robbie Williams far lærte ham håndværket. I fødebyen Stoke-on-Trent tog de to ud og optrådte sammen i ægte kalvekrøs, pailletblazer og hentehårsstil. Faren kom og gik dog ud af Robbie Williams liv. En dag tog han til fodboldkamp og vendte ikke tilbage i et par år. Men det er ret sikkert på ældrecentrerne, lokale pubs og forsamlingshuse, at Robbie Williams har tilegnet sig evnen til at underholde ethvert publikum. Og den enlige mor, Jan, så potentialet og skrev en ansøgning til Nigel Martin-Smith i sønnens navn.

Martin-Smith søgte drenge til en engelsk udgave af det amerikanske New Kids On The Block. I Robbies ansøgning stod: "Det eneste jeg ønsker mig er at blive berømt".

Det blev han: Et par år efter brød Take That igennem med debutalbummet Everything Changes. Men som nævnt underordnede Robbie Williams sig aldrig rigtigt konceptet i det stramme, hvide popprojekt, der affødte betegnelsen 'flødedreng'.

Det eneste hvide, han var interesseret i, var den slags, der kommer i pille- og pulverform. Jakkesættene og smilehullerne havde han kun på, når Take That var på scenen. Hans fandenivoldskhed var det, der gjorde ham interessant dengang, og er det stadig.

Men det er svært at blive ved med at bevare sin street credibility, når man flytter ind i en kæmpe villa i Mullholland Estates med en pladekontrakt på 900 millioner kroner.

Det ved Robbie Williams godt, og den mærkelige personlighedsspaltning mellem at være Our Robbie hjemme i Storbritannien, som man kunne forvente at møde nede på pubben, og den verdensberømte entertainer, Robbie Williams, har kastet ham ud i et selvhad, der er lige så stort som hans ego:

So unimpressed but so in awe.

such a saint but such a whore.

So selfware so full of shit.

So indecisive so adamant

synger han på nummeret "Come Undone" fra 2002-albummet Escapology.

I bøger om hans liv som Angels and Demons og Feel beskrives hans liv med den typiske bagside af medaljen for en stjerne. Den hvide byrde.

Robbie Williams har været stjerne, siden han var 16 og alkoholiker lige så længe. Elton John, der synes at være hele den britiske kendisscenes samvittighed og rare onkel, måtte engang kidnappe ham og indskrive ham på en afvænningsklinik.

Robbie har nu været ædru og clean i fem år. Sådan en historie har enhver popstjerne med respekt for sig selv. Det er der sådan set ikke noget interessant i. Men Robbie Williams' bekendelser har en anden karakter. I august 2003 gav han musikmagasinet Q et interview, hvis indhold kom som en overraskelse for mange. En ærlig og rolig Robbie Williams fortæller om at være glad og have erstattet en stofafhængighed med medicinafhængighed.

Da Q-journalisten spørger, hvorfor han ikke forsøger at droppe den antidepressive-medicin, spørger Robbie Williams forundret: "Hvorfor dog? Jeg tror, at pillerne er grunden til, at jeg er glad".

Williams går rundt i huset i Beverly Hills, hvor der i hvert eneste rum står en guitar, så han ikke glemmer at øve sig på nye akkorder. Han fortæller videre om den første gang, han vågnede op alene i sit hus. Han blev meget bange og blev nødt til at gå i biografen.

Journalisten skriver den triste historie om en lykkelig medicineret mand. En stjerne, der er barrikaderet i en kæmpevilla i et land, hvor ingen aner, hvem han er. En sanger med et pladesalg på 40 millioner, der stadig er ved at lære at spille guitar. En millionær, der får angstanfald, når hans personale er gået hjem.

Og da Williams siger farvel til journalisten, giver han ham lige et par ekstremt stærke sovepiller med i hånden. Til hjemvejen over Atlanten. Han har i flere interviews været meget lifefrem omkring, at det han allermest ønsker, er at få en kæreste, men han har været single i seks år. På ryggen har han tatoveret 'All You Need Is Love'.

Robbie Williams er et produkt af popkulturen. Han har været et idol, siden han var 16. Det kan man kun blive fucked up af.

Come on and hold my hand.

I wanna contact the living.

Not sure I understand. This role I've

been given. I sit and talk to God.

And he just laughs at my plans.

My head speaks a language.

I don't understand.

Når Robbie Williams synger disse sange, der er så svøbt i selvhad og kvalmende tristesse, at forbilledet Morrisey ligner en glad julegris, så gør han det i popmusikkens enerverende tempo. Og den tykke selvironi er ikke holdbar andre steder end på scenen. Men Englands fortabte søn fortæller i det eneste interview han giver i sit hjemlands medier i forbindelse med pladeudgivelsen, at han elsker selvanalysen

"Jeg er fascineret af, hvad der gør mig til mig. Og jeg ved, at der er århundreder af sindssyge i min DNA," siger han til The Observer.
Robbie Williams er den største nulevende entertainer. Hans koncerter er én stor energiudløsning fra en happy-go-lucky britisk drengerøv, og så synger han ellers om weltschmerz med en selvironisk distance på flere kilometer. Det er ikke så mærkeligt, at de aldrig rigtig er faldet for ham i USA

Mens Robbie Williams sidder der i sin ensomhed udfører han altså en form for meta-kognition.

Han er ramt af generationens forkrampede selvransagelse. Forskellen på de fleste andre og Robbie fra Stoke-on-Trent er, at han har noget at skrive om og har haft en af moderne popmusiks største hitmagere, producer og sangskriveren Guy Chambers ved sin side, så selvransagelsen får et lyttervenligt beat på, og derved bliver udstillet i al sin groteske selvpromovering forklædt som selvforståelse og selvhad.

På det nye album Intensive Care har Robbie Williams ikke samarbejdet med Guy Chambers, men har i stedet selv haft et større ansvar for sangskrivningen. Ved et pressemøde i Berlin i forbindelse med en promotionkoncert sagde han ifølge Jyllands-Posten:

"Jeg skrev 'Tripping' på en bas, og hvis sangen lander på førstepladsen, vil den være min første rigtige nummer ét".

Måske er Robbie Williams endelig ved at vænne sig til at være alene. Eller også er han bare lykkeligt medicineret:

Life's too short to be afraid

So take a pill to numb the pain

You don't have to take the blame

('Strong' på albummet I've been expecting you)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu