Læsetid: 2 min.

Pinds arrogance

18. august 2005

Vi har i den forløbne uge oplevede efterslæbet fra en periode i Københavns Bystyre, som vi er mange, der håbede var overstået. Den gang hvor magtfulde borgmestre lavede bindende aftaler uden om Borgerrepræsentationen og uden forudgående offentlig debat.

Nu dukker en gammel aftale, som Borgmester Søren Pind og tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i sin tid indgik med Parkens ledelse og i direkte modstrid med den beslutning, Borgerrepræsentationen traf umiddelbart efter. Borgmestrene glemte åbenbart at ophæve aftalen.

De tilpissede porte

Som gammel beboer i Århusgade lige over for Parken, kan jeg fuldt forstå beboernes protest mod en femdobling af antallet af andre arrangementer end fodbold. Siden jeg boede der for 13 år siden, har Østerbroborgerne fået mange flere biler, så jeg kan levende forestille mig kvarteret, når Parken har arrangement. For ikke at nævne larmen og de tilpissede porte og buskadser.

På den baggrund synes jeg, det er topmålet af arrogance, når Søren Pind så tydeligt markerer, at han vil blæse på, hvordan beboerne på Østerbro har det. Vi kan godt afholde et borgermøde, men beslutningen er i realiteten truffet.

Vi var mange, som undrede os over Venstres optræden under debatten om fortsættelsen af Bydelsrådene, hvor Venstre erklærede sig som ihærdige tilhængere af nærdemokratiet. Det kunne næsten ikke være vidtgående nok.

Men da det kom til stykket, trak de sig, fordi deres forslag ikke kunne vinde flertal, hvorefter bydelsråds-tanken blev lagt død i København.

Venstre-flimmer

Efter Søren Pinds udmeldinger i den forløbne uge, bliver det så meget tydeligere, hvad der drev Venstre i sin tid. Det var ønsket om at fremstå som demokrater for at dække over deres ønske om det modsatte.

Vi har længe måtte døje med en regering, som er kendetegnet ved en ekstrem lukkethed og mangel på vilje til at diskutere væsentlige emner offentligt og med en fordomsfri indstilling. Nu stikker denne udemokratiske kultur sit grimme hoved frem i København.

Søren Pind forsvarer sig med skabelse af arbejdspladser. Med det argument kunne han bygge en kemisk fabrik i Fælledparken.

Der er en direkte parallel til regeringens fuldstændige tilsidesættelse af lokalplanlægningen i København og almindelige forvaltningsprincipper, for at lade A.P. Møller bygge sin opera, hvorefter staten betaler ham hvad det koster i form af tilskud til byggeriet af containerhavne o.l. verden over.

Søren Pind og Venstre vil gerne stå sig godt med kapitalen. Når den spiller med musklerne, får de flimmer for øjnene, og glemmer ganske de grundholdninger, som i sin tid gjorde Venstre til et rigtig godt parti at samarbejde med.

Der var engang, hvor demokratiet gik frem for alt.

Lad det gå om

Som en krølle på denne pinlige og sørgelige historie, har Socialdemokraterne netop udtalt, at Østerbro skal forvente flere arrangementer, men med en række betingelser om miljøforhold, som ikke lader sig realisere, fordi Østerbro bare ikke kan rumme mere.

Også her kan man stille spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag, eller også er det bare et klodset forsøg, på at redde æren for en forhenværende Overborgmester.

Københavns Kommune skylder Østerbros borgere at lade det hele gå om igen. Enhver aftale med Parken skal annuleres. Ansøgningen skal analyseres.

Borgerne skal der lyttes til, og de skal inddrages i udformningen af beslutningerne.

Til slut skal alle nødvendige parkeringshusene og offentlige toiletter opføres, og Parken skal lyddæmpes tilstrækkeligt, før en tilladelse kan gives.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her