Læsetid: 2 min.

Pingwienervals i Imperial

Til Arnold-uddeling, hvor Jørn Faurschou havde taget fri fra Wallander-filmene, Susanne Bier fik en præmie, og Søs Egelind viste, hvordan man ikke skal instruere
8. oktober 2005

Man satte sig i Imperial-biografens bløde sæder for at spejde efter en trend. Desværre forgæves, for man ville jo gerne kunne beskrive den nye trend. Men var der overhovedet en?

Der var: bademestre på skøjter, en fodboldspiller, som udgik med en (udstoppet!) skade, en mand, der var gravid med en bil, og - uden for konkurrence - en flodhest med boldtræ og en verbal pingwienervals.

Men ingen trend?

Vi var med ved en af de begivenheder, hvor reklamebranchens pinger og medarbejdere fejrer sig selv med uddeling af Arnold-priser til de ypperste reklamespots fra året, der gik. Først skulle vi lige se Jonas Elmers nye film over Nynnes Dagbog, som, det hørtes, ramte segmentet på grineren.

Tyk, tyk, tynd

Reklamebranchen handler om den lynhurtigste kommunikation. Den er, som det blev sagt, også branchen, hvor 'godt nok' ikke er nok. For det skal altid være lige det hak bedre, der gør, at folk husker ens reklamespot bedre end konkurrentens. En aldrig standsende tour de force i jagten på ideer, som er nyere end det nyeste.

156 reklamespots var indsendt til bedømmelse af en jury, 64 gik videre, 12 blev præmieret, kun fire fik en Arnold. Her er de fire, der vandt, plus vor personlige kommentar:

Instruktionsprisen: DSB. (En ret irriterende film, hvor den ellers så udmærkede skuespiller spiller sammen med en idiotisk tøjdukke.)

Vovemodsprisen: Lalandia. (En i grunden gammeldags film, fordi det, man husker, er ordet Lalandia, sunget gentagne gange.)

Idéprisen: Ekstra Bladet. (Moderne på den måde, at den er en pixelleret animationsfilm).

Publikumprisen: Fakta. (Original, fordi man er lettere mystificeret af lydsiden. Man ser kassemænd og -kvinder og hører ordene tyk-tyk-tynd-tynd-tynd-mellemtyk-tyk-tyk, osv. blive messet. Hvad er nu det? Stregkoderne, såmænd.)

Påtaget gøgleragtigt

Men stadigvæk, hvor var trenden? Vi antraf skuespilleren og instruktøren Jørn Faurschou, der p.t. ellers er i Sverige for at instruere Kurt Wallander-film. Han kendte ikke til nogen ny trend.

"Det skulle da lige være, at man henter fiktionsinstruktører ind fra filmbranchen," sagde han.

- Men er det ikke en gammel trend?

"Jo, men den er kommet tilbage. Det nye er, at nu spørger reklamefolkene direkte efter, hvad man har lavet af fiktion tidligere."

- Hvad kan de 'rigtige' instruktører, som gør dem interessante?

"Fortælle en god historie, og det vil publikum se. En reklamespot skal for mig at se bygges op efter samme klassiske principper som en biograffilm. For mig handler film meget om følelser, og her har vi den fordel, at vi er vant til at arbejde med skuespillere." (I år fik Susanne Bier en præmie og lange klapsalver for en blodig færdselsspot.)

At reklamefilmfolk ikke altid er lige følsomme, leverede aftenens konferencier, Søs Egelind (i glamourøs buksedragt), et selvoplevet eksempel på, nemlig en reklamefilminstruktør, som havde instrueret hende med ordene: "Kan du ikke spille lidt bedre?" Og derefter: "Kan du ikke spille lidt mere påtaget gøgleragtigt?"

Sådan ville Ingmar Bergman aldrig have sagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her