Læsetid: 6 min.

I den pink sektion af populærmusikken

12. oktober 2006

Trods post-feminismens barske og ofte sjove taktikker vælger størstedelen af tidens kvindelige sanger-sangskrivere stadig at bekræfte kvindelige stereotyper frem for at udfordre dem

En af tidens mediefænomener er 'chick lit', bøger skrevet af, om og for kvinder - eller 'chicks', som de åbenbart gerne vil kaldes. Så gerne. Om end det ret beset er en sammentrækning af ordet chickens, der betyder - nu bliver det interessant - høns! Undertegnede er ikke synderlig velbevandret i ovennævnte genre, men har dog grinet røven i laser over Helen Fieldings Bridget Jones' Dagbog, ren sommerhuslæsning, men af den gode slags.

Modsat 1970'ernes dødsensalvorlige og humorforladte såkaldte 'kvindelitteratur' er der masser af galgenhumor, nøgen selverkendelse og tør selvironi at finde hos Bridget Jones, og bogen er ikke skrevet mere for kvinder, end at menneskehedens anden halvdel også kan være med. Og gu fanden er bogen også fuld af længsel og vrede og smerte og dit og dat, men dens grundpræmis er humorens.

Og det er dog det mest slående ved den genre - evnen til at le af sig selv, på trods. Af snart sagt alting. Herhjemme har vi en parallel (for nu ikke at sige: plagiat) i Nynnes dagbog, men allerede i firserne var Nikoline Werdelin suverænt ude med riven (på begge køns vegne!) i tegneserier som Café (der bragtes i Politiken) og Rose (fast indslag i Alt For Damerne). Det var krast, det var ubarmhjertigt, men det var først og fremmest sjovt og kunne tolkes som tidlige manifestationer af den såkaldte post-feminisme; altså stedet, hvor kvinder som mænd skulle/burde være kommet om på den anden side af den konfrontationssøgende side af kvindesagen, parate til at deale med tingene som de er, frem for hvordan de enten burde være, ideelt set, eller hvordan de tager sig ud, når alting er allerværst. Dvs. skildre de der dagligdags frustrationer, sejre, nederlag, længsler, vrangforestillinger osv., de fleste af os går og tumler med.

Bedst på dansk

Hvordan har disse bevægelser så påvirket tidens RIGTIG mange kvindelige sanger-sangskrivere, der bevæbnet med en akustisk guitar eller et opretstående klaver over en bred kam elsker at udtrykke sig på mere eller mindre gebrækkeligt engelsk - for det er da et eller andet sted henne interessant, at den pågående bølge af dansksyngende trubadurer næsten udelukkende udgøres af mænd, er det ikke? Mens der uge ud og uge ind lander mindst en cd med labre små sangsild, stylede i hoved og røv, som åbner dørens til deres hjerters lønkamre på klem for lytteren, som så efter at være trådt derind, opdager at her foregår al konversation på skoleengelsk.

Helt, helt legitimt, men også tit temmelig kedeligt, ihukommende at den angelsaksiske verden i forvejen myldrer med anderledes velformulerede madammer med ikke blot et førstehåndskendskab til sproget, men så sandelig også et ærinde eller to, der overskrider det klassiske kærlighedsrum, hvor alt bare er såre og simpelt godt, hvis du lægger dig lidt tættere op af min ryg, baby! Tænk et øjeblik Tori Amos, PJ Harvey, Cat Power, Suzanne Vega, Peaches, Patti Smith, Ricky Lee Jones, M.I.A., Le Tigre, Lucinda Williams, Kate Bush, Fiona Apple, Martha Wainwright samt dronningen af den dybdeborende, prægnante tekst, Miss Joni Mitchell!

Herhjemme kan jeg på stående fod kun komme i tanke om Signe Høirup Wille-Jørgensen, der via sit Jomi Massage-projekt seriøst lægger stemme til de blandt kvinder så tabubelagte følelser (skyld, skam, lede, liderlighed, PMS, had, irriterende unger, hævn, beskidte bleer, vold, druk etc.) og så en Tina Dickow, som arbejder benhårdt på at give sit tekstmateriale substans - ellers skal man have fat i en veteran som Elisabeth eller Anne-Dorte Michelsens pet project, den ninjafeministiske vokalgruppe Venter På Far, som er noget af det sjoveste på dén front; men begge sidstnævnte synger så også på dansk!

Carl Mar-Møller-længsel

Vel, hele den post-feministiske bølge synes som svævet henover hovederne på de godt nok ofte både attraktive og ferme, men også uendeligt forsigtige danske kvindelige sanger-sangskrivere, som alle synker poesibogsblødt (og ligegyldigt) ind i et skoleengelsk tekstunivers, fuld af ord som you og me og love og stars og lost og darkness og loneliness og understand. Ét som tommelfingerregel kvælende og klaustrofobisk sted at befinde sig, nu De spørger.

En enkelt sang af den type på radioen, i ny og næ, det er skidefint, baby, men et helt album, som udspiller sig i et lyserødt land af sansninger, følelser og postuleret nærhed, jamen, så vil jeg godt være hooligan alligevel, mor. Og i krig. Og slå nogen og være politisk ukorrekt og bande og svovle og tale dybt og inderligt med ham Carl-Mar Møller om glæden ved fækalier, og om vi ikke snart skal dræbe nogen af børnenes kæledyr med de bare næver!

For der er næsten ikke til at få vejret i disse labre indendørs scenarier, hvor renskurede elskende glider til og fra hinanden i en dans så ritualiseret, at man seriøst overvejer at gå i kloster. På Shetlandsøerne. For SÅ kedelig er kærligheden altså heller ikke. Ikke i virkeligheden.

Så velkommen til Julie Michelsen og hendes første soloalbum, The Saddest Songs In The World, efter to lovende udgivelser med Love Julie, et sympatisk lille indierockband. Den er såmænd både udmærket skrevet, spillet og sunget, når alt kommer til alt og et point for titlen, i hvert fald. Det er sange, hvor der i et væk drømmes om prinsen på den hvide hest, som desværre lige er ude og gøre lokummer rene eller drikke hjernen ud med vennerne. Den syngende er meget forladt og ensom, og hun græder sikkert sine modige tårer i tide og utide, men i sidste ende forekommer det denne lytter umådeligt uinteressant at lægge øre til, fordi det hele fuldstændig følger de gængse formler for hjertebræk à la carte. Produktionen er pletvist interessant, og der er ansatser i melodimaterialet, men teksterne er stort set ikke det papir værd, de er skrevet på.

Forudsigeligt og kedeligt

I stort set samme boldgade bevæger Sara Grabow sig på albummet Blueberries, der da også er udsøgt produceret, spillet osv., mens selve sangmaterialet overholder alle af mennesket vedtagne normer for passende adfærd indenfor den pink sektion af populærmusikken. Ligesom Michelsen synger Grabow også udmærket, sine steder decideret fremragende, men kors, hvor er der ikke meget at komme efter, hvad angår selve sangskrivningen. Det er så forudsigeligt, nysseligt og ofte direkte kedeligt, at det ofte tangerer det søvndyssende, men så vil jeg egentlig hellere falde i søvn til Led Zeppelin eller Suicide, tak. Og med størst mulig respekt for sangerindens seriøse søvnforstyrrelse, er det altså ikke fordi den fremstilles halvt så intenst i sangen Sleep Terror som i den medfølgende pressemeddelelse. Det er simpelthen bare ikke særlig spændende, med mindre man altså tænder vildt på genkendelsens glæde.

Lidt mere substans er der måske at hente hos Pernille Vallentin på hendes debut, Between Butterflies and Me, selvom vi altså taler decimaler her. Hendes afsæt - via producer Chief 1 - er den britiske triphop, som den flød fra grupper som Portishead, Moloko, Mocheeba- og her har hun begået en behagelig eftermiddags easy listening skive, der med garanti ikke ville kunne gøre en edderkop fortræd. Det er absolut top behageligt at køre gennem øregangene og hendes ukrukkede lillepigestemme giver associationer til folk som Stina Nordenstam og Björk, selvom hun i sidste ende er lige så ufarlig som Katie Melua og Norah Jones. Meget hyggeligt, men på ingen måde uforglemmeligt. Næste gang må der gerne være en mere overall pms'et stemning over foretagendet, for min skyld.

Personligt har jeg så heller aldrig mødt så sødmefulde, renfærdige og følelsesmæssigt korrekte kvinder som de tre pladeudgivere her; vidste end ikke de fandtes. Men så har jeg heller intet mod en god gammeldags krampe, hvis hun har noget mellem ørerne, en god røv, rå humoristisk sans, smag for sex og latter og livets goder.

*[Fast fleksml]Julie Michelsen: The Saddest Songs On The World (Molorec/ Target)

*[Fast fleksml]Sara Grabow: Blueberries (Cope Records/VME) Udkommer mandag

*[Fast fleksml]Pernille Vallentin: Between Butterflies and Me (At.tack Music) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu