Læsetid: 3 min.

Det er for pinligt, Chirac

Man erindrer, at Jacques Chirac midt under Libanon-krigen udtalte, at det ville være »umoralsk« at undlade at gøre alt for at bringe fjendtlighederne til ophør. Netop. I international politik bør etik og moral være ledetråd for beslutningstagerne. Derfor er det umoralsk af Frankrig at tale med to tunger og abdicere sit ansvar.
19. august 2006

En sølle forestilling. Sådan må man karakterisere den franske regerings double entendre i de sidste par ugers debat om opstillingen af en fredsbevarende FN-styrke i Sydlibanon. Frankrig er en militær stormagt. Trods en ringe modstandsindsats overfor Hitler-Tyskland i Anden Verdenskrig blev Frankrig valgt til fast medlem af Sikkerhedsrådet - en position, som indebærer en forpligtelse over for det internationale samfund. Frankrig er tidligere koloniherre i Libanon. Frankrig var sammen med USA forfatter til FN-resolution 1701, der stoppede krigen mellem Israel og den shiamuslimske milits Hizbollah i Sydlibanon for fem dage siden. Under krigen talte Frankrig konsekvent for en indstilling af fjendtlighederne og for indsættelsen af en international styrke, som skulle overvåge en våbenhvile. Frankrig sluttede fuldt op om Israels og USA's krav om en afvæbning af Hizbollah-militsen ud fra det argument, at Libanon kun bør have én hær. Frankrig lovede derfor at indsætte 2-3.000 veludrustede soldater, der ville blive hovedelementet i en FN-styrke på 15.000 mand. Frankrig lovede at lede denne styrke.

INDTIL TORSDAG MORGEN havde præsident Jacques Chirac spillet sine kort virkeligt godt. Frankrig fremstod som en stormagt, der havde slået på alle de forhåndenværende tangenter og komponeret et smukt diplomatisk resultat. Amerikanerne havde grund til at være misundelige. Også briterne, tyskerne og italienerne. Så kom Le Monde på gaden med en rapport om, at Chirac ville 'fordoble' Frankrigs styrkebidrag til den eksisterende FN-styrke Unifil og stille 1.700 soldater på en flyhangar til rådighed for en udrykning i nødsituationer. En fordobling svarer imidlertid til 200 ingenørsoldater. De 1.700 soldater - som der er stærkt brug for lige nu mellem den israelske grænse og Litani-floden - rør sig ikke ud af stedet. Frankrigs militære udstyr (pansrede køretøjer, transportkøretøjer og helikoptere) og NATO's kommunikationsteknologi udebliver fra Sydlibanon.

Det er naturligvis muligt, at Chiracs regering agter at benytte sit sølle styrkebidrag til at få aftvunget klarere retningslinjer for, hvilket mandat FN-styrken skal have til at bruge våbenmagt i forbindelse med håndhævelsen af resolutionen. Forsvarsminister Michele Alliot-Marie gav i går følgende forklaring.

"Vi kan ikke sende vores soldater ind med beskeden: Hold nu øje med, hvad der sker, men I må ikke forsvare jer selv, ej heller skyde på nogen... Jeg vil gerne minde om de smertelige erfaringer med FN-styrker, som er blevet sendt ud uden at have et tilstrækkeligt præcist mandat, ej heller midlerne."

Det har forsvarsministeren inderligt ret i. Frankrig mistede 84 soldater under borgerkrigen i Libanon i 1983 og 58 i Bosnien i 1990'erne. Men det var situationer, hvor FN-styrker blev sat ind midt i en krig - det var ikke, som i Sydlibanon, for at overvåge en skrøbelig våbenhvile, patruljere grænserne på land og til havs og være med til at afvæbne en milits på højst 5.000 mand. Risikoen nu er ikke nær så høj som dengang. Men hvad, der virkelig påkalder fortørnelse, er, at Frankrig - der var hovedkraften i formuleringen af mandatet i FN-resolution 1701 - seks dage efter en enstemmig vedtagelse i Sikkerhedsrådet begrunder sit løftebrud med, at FN-styrkens mandat ikke er tilstrækkeligt klart! Jamen, det er jo helt korrekt. Men hvorfor tænkte Frankrig ikke på det tidligere? Svaret er naturligvis, at man var ivrig for at redde menneskeliv og få fjendtlighederne instillet. Så kunne man udrede problemet om styrkens bemyndigelse til at anvende våbenmagt på et senere tidspunkt. Når man i FN så kommer til det punkt, stikker franskmændene halen mellem benene og lader Italien og Spanien som de eneste europæiske NATO-lande - Tyrkiet har stadig ikke forpligtet sig - om at sidde med sorteper.

MAN ERINDRER, at Jacques Chirac midt under Libanon-krigen udtalte, at det ville være "umoralsk" at undlade at gøre alt for at bringe fjendtlighederne til ophør. Netop. I international politik bør etik og moral være ledetråd for beslutningstagerne. Derfor er det umoralsk af Frankrig at tale med to tunger og abdicere sit ansvar. FN's vicegeneralsekretær Mark Malloch-Brown sagde højt og tydeligt onsdag, at "intet er mere presserende lige nu end at få sendt en stærk og robust styrke på 3.500 soldater ind i Sydlibanon inden for 10 dage... Hvert øjeblik vi udsætter det, vokser risikoen for en genoptagelse af fjendtlighederne". Det er kendsgerningen, som Frankrig må konfronteres med, hvis det går galt.

Foreløbigt tegner der sig et billede af en FN-styrke, som kun efter anmodning fra Libanons hær (og det sker ikke) vil assistere afvæbningen af Hizbollah. Militsens resterende våbenarsenal forbliver m.a.o. i Sydlibanon. Unifils hovedopgave bliver at patruljere grænsen mod Syrien. Men tror nogen virkeligt på, at våbensmugling kan stoppes? Man kan med god grund frygte, at Israel snart vender tilbage.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her