Læsetid: 4 min.

Pinochets arv

10. september 2003

»Stilhed og skrig er afslutningen på min sang.«
Victor Jara, chilensk folkesanger, i sit sidste digt

MIDT I DET kaos, som herskede i Chile i disse dage for 30 år siden, skulle den populære Victor Jara optræde med sine revolutionære sange på universitetet i Santiago. Folkesangeren kombinerede socialistiske tekster med traditionel indianskinspireret musik og etablerede sig som et af den chilenske præsident Salvador Allendes allerstærkeste folkelige kort. Af præcis den årsag afskyede borgerskabet Jara af samme onde hjerte, som de hadede Allendes eksperiment – de frygtede deres evne til at få masserne med sig.
Derfor kom Jara aldrig til at synge på universitetet den dag – den 11. september 1973. De chilenske højre-generaler indledte det kup, som samme dag endte med Allendes død, med at anholde Jara. Han blev ført til hovedstaden Santiagos boksestadion, hvor han i mere end fire dage blev tortureret, tævet, sat stød til, fik brækket sine fingre og hænder, inden han til slut blev dræbt af adskillige skud af sine bødler. Andre, der overlevede rædslerne, fortalte, hvordan Jara til det sidste fortsatte sine sange og skrev sit sidste halvfærdige digt om den rædsomme stilhed og skrigene. To myter blev født den dag, da det chilenske diktatur greb magten. Den ene var Allende. Den anden Jara.

GENERALEN, som stod i spidsen for kuppet, var ukendt for de fleste, men Augusto Pinochet blev hurtigt berygtet verden over. Mens Allendes afbrudte politik og Jaras musik omgående udviklede sig til ikoner for venstrefløjen, blev Pinochet hadet af de fleste. Han styrede sit land benhårdt som diktator fra 1973 til 1989 og især i månederne efter kuppet myrdedes eller forsvandt mange. De rapporter, som er lavet af de folkevalgte chilenske regeringer i 1990’erne, anslår, at omkring 3.200 døde og omtrent samme antal forsvandt sporløst. Pinochets kup blev støttet af USA’s daværende regering, især af en meget aktiv Henry Kissinger, der som udenrigsminister ikke kunne tolerere et marxistisk styre. Den dag i dag findes der mange, der ser positivt på Pinochets styre – dels fordi Allende beviseligt kastede sit land ud i en forfatningskrise, dels fordi Chile i de første mange år i diktaturet opnåede økonomisk fremgang. Ingen af årsagerne bør imidlertid mildne den hårde dom, som historien vil fælde over hans ubehagelige regime.
Heldigvis endte hans styre med, at han i 1990 modvilligt måtte trække sig, da han uforsigtigt udskrev en folkeafstemning om sin egen fremtid. Siden har verdenssamfundet forsøgt at få Pinochet retsforfulgt – bedst huskes hans lange husarrest i London – men i dag sidder han gammel og syg og ustraffet hjemme i Chile.

PINOCHET er langt fra den eneste latinamerikanske despot, der er sluppet fra sine forbrydelser uden at blive så meget som retsforfulgt. I Argentina udspiller sig i disse måneder et prisværdigt forsøg fra landets nye præsident på at få stillet deres diktatorer som general Jorge Videla for en dommer – anklaget for at have dræbt mellem 10.000 og 30.000 under det hæslige militærstyre fra 1976 til 1986.
Selv i det skrøbelige Peru synes menneskeretsforkæmpere at have held til at få presset nogle af de mest korrupte ledere omkring de to halv-autoritære præsidenter Alan Garcia og Alberto Fujimori foran en dommer. Ja, selv i Chile tyder meget på, at den nuværende præsident, Ricardo Lagos, er ifærd med at indlede spæde skridt til at stille Pinochet-tidens værste medløbere til ansvar.
Det er afgørende positivt, at nye generationer af ledere i de latinamerikanske nationer endelig synes at turde stille fortidens diktaturer til ansvar. Prisen for de efter forholdene temmeligt rolige magtafgivelser fra despoterne i 1980’erne har været høj – nemlig at de demokratiske regeringer i udstrakt grad lod de tidligere regimer slippe fra al forfølgelse. De mange tiltag til opgør med fortiden viser, at demokratierne nu er ifærd med at blive voksne og har modet til at presse despoterne.

OFRENE for de regimer, der så skånselsløst styrede Latinamerika i 1970’erne og 1980’erne, kan selvfølgelig aldrig vinde deres liv tilbage. De titusinder, der blev hårdt såret fysisk eller psykisk, kan derimod opnå en form for retfærdighed, når de oplever, at samfundet ikke længere vender ryggen til. Det er i sin selv en vigtig årsag til at stille despoterne til ansvar.
De vestlige regeringer, der i al for vid udstrakning enten direkte støttede eller indirekte holdt hånden over datidens latinamerikanske diktaturer, bør nu tilskynde de nuværende demokratier til at tage opgørerne. Det skylder de. Pinochet er nu 87 år og kommer næppe nogensinde bag tremmer, som han fortjener. Det bedste, der kan ske i dag, er i virkeligheden også noget andet – nemlig at den autoritære styreform som sådan af historien dømmes som det, den var: Umenneskelig.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henry Kissinger vil aldrig blive retsforfulgt, Holger.

De neoliberalistiske angreb, der siden er blevet indsat mod velfærds-samfundene i vesten, startede netop den gang - og er blevet videreført lige siden:

Hver gang en dansk politiker taler om 'modernisering' i dag, stammer det fra Chigago-drengenes omformning af Chile.

Dét er Pinochets arv.