Læsetid: 4 min.

Pinter eller banjomus

10. december 2002

HAROLD PINTER er en af de største dramatikere i dette århundrede, og da han er engageret i sin tids store spørgsmål, er det naturligvis af interesse at høre hans bud på en tolkning. Den kom, da han holdt takketale for et æresdoktorat ved universitetet i Torino forleden, hvor han citerede George Bush for udtalelsen:
»Vi vil ikke tillade, at verdens værste våben forbliver i hænderne på verdens værste ledere.«
Pinter erklærede sig helt enig, men med denne ikke uvæsentlige tilføjelse, som drejer optikken 180 grader: »Kig dig selv i spejlet kammerat. Det er dig.«
Herefter følger argumentationen, der på skarpeste pinpoint-vis trækker det ene synspunkt i verdensstriden op: USA er selv skyld i den terrorisme, det er blevet ramt af. USA er dobbeltmoralsk og hyklerisk som ind i helvede. USA har i mange år praktiseret statsterrorisme i alle dele af verden og er ved at tilrane sig det globale herredømmet efter devisen, »hvis du ikke er med, så er du imod os.« Premiereministeren i Pinters hjemland, England, er underdanig overfor USA (Bush-Blair-aksen) – og England vil derfor med stor sandsynlighed opleve terrorangreb, og det vil så være Blairs skyld, mener Pinter. Europa må stoppe USA’s magt – ellers ender det i en katastrofe, hvor en krig mod Irak kun vil være begyndelsen til enden.

LAD OS forsøgsvis dreje optikken 180 grader tilbage igen. Efter Anden verdenskrig blev Europa fra mange hold bebrejdet for »at have sovet i timen« ved at lade Hitlers tropper brede sig alt for langt, førend man rumpede sig sammen til en samlet indsats. Millioner af drab kunne være undgået, hvis man i tide havde rustet sig til modstand. Sjælene i foretagendet var ikke mindst USA og England. Hvis Bush og Blair ser al-Qaeda-terrorismen som en ny og anderledes »verdenskrig,« hvad de gør, ser de også sig selv som de ansvarlige ledere, som må tage et ansvar og gribe ind, før det er for sent, dvs. før al-Qaeda får mulighed for at planlægge nye, endnu mere omfattende angreb, der med kemi og biologi kan forårsage en verdenskatastrofe.
Erfaringen fra Anden verdenskrig rumsterer uden tvivl også som en del af bagagen hos Bush og Blair, når de tænker Irak: At da Tyskland og Japan var knækket, endte de som amerikaniserede allierede...og synes glade dertil. Da Sovjet (som Reagan kaldte Ondskabens Imperium) brød sammen, stod østlande i kø for at komme i EU, og Rusland tilnærmede sig som en af Vestens (og Japans) vigtigste allierede.

HVEM HAR ret? Det uhyggelige er, at problematikken hidtil har været forbeholdt tegneserierne og James Bond, men nu er særdeles real – af denne verden. Verdensherredømmet! – (og her var lederskribenten lige ved at lave en slåfejl, så der kunne have stået: Vredensherredømmet...)
Det ulykkelige er, at svaret ligger i en abstrakt fremtid, hvor det ene scenario er, at en krig mod Irak kan slippe uanede kræfter løs fra Mellemøsten i en katastrofe for verdensfreden. Det andet scenario er, at det kan en ikke-indblanding også. Tragedien er, at man først i fremtiden vil kunne se, hvem der egentlig havde ret – hvis man da kan.
Pinters synspunkt var trykt i Politiken Søndag og banket tilbørligt op på en sektionsforside med typer så store, at enhver kunne læse dem uden briller. Politiken præsenterede Pinter som »en offentlig plageånd, der sætter spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder.« Det kan man i sig selv sætte spørgsmålstegn ved. Pinters USA-bashing må have udløst usynlige klapsalver hos alle fra socialdemokrater på vælgerplan og måske endda langt ind i EU’s borgerlige lejre til selvsagt mange i den tredje verden. Derimod næppe fra Politikens chefredaktør, der i sin tid betegnede den første krig mod
Irak som »en velsignet krig.«

ET HELT tredje standpunkt kom til udtryk i italieneren Emma Boninos åbne brev, trykt på forsiden af Information i går. Bonino, der er tidligere EU-kommissær med grønne og aktivistiske synspunkter, gik i rette med anti-globaliseringen og dermed demonstranterne forud for top-mødet i København – for at være dobbeltmoralske og hykleriske. Hun kommenterede ikke Irak eller terrorismen, men plæderer for globalisering som forudsætning for nedbringelse af fattigdommen i verden. Markedsmekanisme som det ene ben, demokrati og menneskerettigheder som det andet.
Man kan diskutere (selvfølgelig) hver eneste detalje i Emma Boninos sværm af synspunkter, bevares, men egentlig kan man også føle en sær trang til at glæde sig over det grænseoverskridende ved, at nogle mennesker, herunder politikere, forlader fastlåste positioner og bliver liberale venstreorienterede eller humane højreorienterede og dermed går imod dette, at man »holder med« den ene part – og få lyst til at udråbe et: Længe leve opblødningen af skråsikkerheden, »den rigtige mening«, den vedtagne sandhed, det nemme synspunkt. Ligesom man kan få lyst til at synge med på Otto Brandenburgs og Søren Banjomus’ »Bar’ det altså snart var jul!« – vel vidende, det næppe er et gangbart politisk program.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her