Læsetid: 3 min.

Pinters spor

Harold Pinters styrke ligger i hans evne til at skildre det lukkede rum - både i fysisk og især psykisk forstand. En lang række dramatikere har overtaget hans særlige pinterske stil
14. oktober 2005

Pinters temaer er engang blevet kogt ned til games people play, en bestsellende populærantropologisk udgivelse fra dengang. Det er imidlertid højst den halve sandhed; dagens Nobelpristager sonderer lige så meget over, hvordan vores underbevidsthed og hukommelse leger med os, både individuelt og grupperingsvist.

Andre karakteristika er hans lukkede rum, af og til fysisk, men oftere i psykisk forstand. Hans begrænsede persontal (modsat f.eks. landsmændene Tom Stoppard og Peter Shaffer) hænger snævert sammen med kvadratmetrene og indgår i en højere form for klaustrofobi.

Karakteristisk er også hans personers ordknaphed (igen i modsætning til f.eks. Stoppard), dén varsomhed - i alle grader fra hensynsfuldhed til direkte frygt - de omgås hinanden med. Jo tættere man holder kortene til kroppen, jo mindre har modparten, den du har dialogen gående med, på dig. En modpart, som kan være alt mellem din mand/kone og din lejemorder 10 minutter ud i fremtiden. Mellemmenneskelig utryghed er basalt pintersk scenegulv og i de foretrukne understatements simrer hørbare trusler.

Arketyper

En del af Pinters personer kan især i årenes perspektiv ses som arketyper, og som følge heraf deltog han aldrig i 80'ernes grasserende teksttrend, der bestod i mere eller mindre frie dramatiseringer over historiske käntnissers personae, karrierer eller privatliv. Gertrude Stein, Mozart, Stalin-Prokofiev-Sjostakhovitj, Jaqueline du Pré, Maria Callas, Kafka osv. Pinter was always above all that.

At Pinters nationale indflydelse er langtrækkende ses af, at den nuværende tredjegenerations mest spillende navne alle har fået inkorporeret den pinterske form i deres egen stemme. Sarah Kane var ovenikøbet personligt tæt på Pinter, Patrick Marber har instrueret dagens prisvinder og de truende, lukkede cirkler genfindes hos Mark Ravenhill.

Det folkelige sprog

På den anden side af Atlanten ligger Chicago-dramatikeren David Mamet som en tidsforskudt aflægger. Hans biografi minder om Pinters, begge har hørt sproget i dets folkeligste form fra barn af og haft en turnerende teaterungdom. Og fra Pinter overtager Mamet talentet for at destillere dialogen, dramatisere pausen og den sekundtikkende tøven, samt de falske opstarter. At de begge samtidigt skriver filmmanuskripter er en iøjnefaldende parallel.

En hidtil usynlig Nobel-kandidat som Lars Norén - priskomitéen kommer i det lange løb ikke uden om at tage stilling til ham, men trækker den længst muligt for ikke at få skudt nationalisme i skoen - skrev i sine første familiestykker direkte oven på Pinters opdatering af kammerspillet. Fra Strindberg over Pinter går Norén skridtet videre og overskriver så at sige med halvfemsernes relationskomplikationer. Snævre lukkede kredse med magtbalancer, trusler og uafgjorte regnskaber en masse. Sjældent lige så ordknapt, men med de samme slagskygger af arketyper inden for f.eks. fader-moder-søn cirklen eller han-hun tangoen med knive i undertøjet.

I resten af skandinavien blødes formen nu lidt op. Jon Fosse har en del af det usagte, det tvetydige, ordknapheden og de snævre persontal og -spillerum, først og fremmest inden for mand-kvinderelationer. Men hverken personernes format eller arketypiske konturer. Og hans tekster har næppe Pinters holdbarhed.

Danskere inspireret

Vores egen Jokum Rohde er til gengæld virtuos i Det Truende Univers, hvor det både er svært og farligt at manøvrere. Hvor underteksterne står i kø, relationerne er blakkede og forskydbare, brutaliteten et såre dagligdags fænomen og en overordnet nøgle til det skrevne bare er for kedsommelig at beskæftige sig med. Livet uden for teatret - for nu at parafrasere Mamet - har jo heller ingen 'nøgle'. Samtidigt er Rohde Rohde, sig selv.

Det samme er Astrids Saalbach, men hun har - foruden en skuespillerfortid ligesom David Baron, Pinters scenenavn efter hans korte RADA-tid - manglen på genkendelse i vid betydning som tilbagevendende tema. Ofte også begrænsede personcirkler og en fornemmelse af eksistentielt fangenskab.

Men stor overbygning af den poesi, som Pinter lod ligge i fyrre år. Indtil genoptagelsen i 2003 med titlen War, der bedes læst som en hensigtserklæring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu