For et par år siden dukkede de første pirat cd'er og dvd'er op i Marokko. Det var mest dårlig pop- og karatefilm, som ikke lokkede synderligt, selv til kun seks kroner. Men efterhånden blev udbuddet bedre, og lidt efter lidt kom der Thelonius Monk, Coltrane, Hitchcock, Felinni, Chabrol og Cassavetes på hylderne. Og de solgte enormt, stik imod vores forudfattede formodninger om muslimers afsky for vestlig kultur.
Det var pragtfuldt. De aller nyeste spillefilm, tyvstjålet i ekspresfart, ofte før de var udspillet i New York, Paris eller London. Man begyndte næsten at bilde sig ind, at Rabat, hvor biograferne kun viser film eftersynkroniseret på fransk, var blevet en storby. Også middagsselskaberne fik nye horisonter, når vi nu i stedet for at snakke politik kunne diskutere den sidste Clint Eastwood og gætte på, hvilke nye nedrigheder var rundt om hjørnet i Desparate Housewives.
Og i medinaen, det traditionelle mellemøstlige marked, hvor piratbutikkerne kopierede og kopierede døgnet rundt, var det ikke usædvanligt at opleve turister og fastboende udlændinge få sig en god snak med de lokale, om hvilken af De Sicas mesterværker, man nu bedst kunne lide: Cykeltyven eller Miraklet i Milano? Og hvad med Brian de Palma, Tarantino og Lars von Trier? Danske tegneserier var glemt forlængst, når filmtitlerne føg. Det var belærende, godt for humøret, fordøjelsen og naboskabet. Kort sagt, berigende for alle parter undtagen selvfølgelig for producenterne derhjemme, hvor filmene kom fra.
At det var for godt til at være sandt, var ingen i tvivl om. For et årstid siden undertegnede Marokkos regering, som i modsætning til befolkningen er aldeles amerikavenlig, en handelsaftale med USA, omfattende alt muligt fra blomster til medicin, og naturligvis også copyrights. Sidst i oktober rykkede politiet ud, konfiskerede hver eneste dvd, lukkede butikkerne, og smed ejerne i fængsel.
At kapitalister overalt på kloden forsvarer deres produkt, er logisk, og at især amerikanske politikere følger trop, er der heller ikke noget besynderligt i, da de blandt andet er ansat til at holde øje med ejendomsretten. Men at præsidenter, ministre, senatorer og kongresmedlemmer alligevel ikke kan få øje på fidusen ved at have et stort og sundt piratmarket er ufatteligt.
Gøg fremfor Bush
De fleste er nok enige om, at næst efter kærlighed er den måske stærkeste magt på jorden den amerikanske hær. Det er naturligvis forkert. Intet overgår i rå kraft amerikansk kultur. Den overgiver sig aldrig, er tilforladelig, indsmigrende og så legende let at tilegne sig, at man slet ikke kan holde op. Hvad er en kæmpe kanon mod Louis Armstrong, et hangarskib mod Orson Welles eller alverdens soldater mod Fred Astaire, Elvis Presley og Madonna? Det var jo dem, der til sidst fik skovlen under Sovjetunionen og resten af Østeuropa.
Det Hvide Hus og Pentagon smider for øjeblikket millioner af dollar ud på public relation, beregnet på at erobre hearts and minds i Mellemøsten. Et uærligt og for let gennemskueligt initiativ, dømt til latterliggørelse. Hvorfor ikke acceptere, at man allerede har de perfekte drømmebilleder lige ved hånden, og overlade scenen til de virkelige eksperter i underholdningsindustrien, der i snart 100 år har vist at de, uden at blinke, formår at sælge troværdige løgne såvel som sandheder om amerikansk mentalitet i enhver landsby overalt på kloden?
I stedet for at gøre livet surt for piraterne skulle man udnævne dem til særlige ambassadører for dem amerikanske drøm, for det er jo det, de er. Verdensbanken kunne dække underskuddet, som lynhurtigt ville forvandles til et dundrende overskud i goodwill, under mottoet: Hver gang de ser Gøg og Gokke i stedet for Bush, er et nyt hjerte vundet.
