Læsetid: 4 min.

Pirater i verdensklasse

Den smålige danske folkekarakter er ikke til det store. Straks én af vores kære kan standse lyset, sælges hun til Harvard. Vi skal derimod blive verdensklasse ved at udnytte vores talent for at være nummer to og efterligne og formidle mellem nummer et og de andre
7. juni 2006

Pirater, fribyttere, corsarer. Det er forskellige tiders udtryk for typer, vi fascineres af. Vi frygter nu om dage at stille vores mobilhomes på en fransk rasteplads og lægge vores speedbåde til ved Bali. Men i forskningen er det nok anderledes. Her tror jeg, vi selv skal være pirater. En pirat er en fribytter på havene, en corsar udi ideerne.

Vi skal være i verdensklasse, javel, men hvor skal vi lige score kassen?

Fribytteren er ikke en del af et verdenssystem. Virksomheden tager for sig her og nu. Vi skal vinde ved at skabe en elite, siger de; vi skal være i verdensklasse. Strategien er at satse på de potentielle talenter, så talenterne og til sidst de klogeste hoveder, så de føler sig hjemme i Danmark. Det var da mere behjertet, da vi ville være foregangsland. Fortumlet drejer det sig nu om at skabe en forbedret talentpleje i hele uddannelses- og forskningssystemet. Og i særdeleshed drejer det sig om at forkæle eliten med de tekniske kompetencer inden for bio-, nano- og informationsteknologi. Sådan kan man sammenfatte regeringens bud på en vej til et Danmark i verdensklasse. Egentlig er der ikke noget specielt ved denne strategi. Man kan finde mange andre lande med en tilsvarende strategi. Så spørgsmålet er, om vi har særlige konkurrencefordele inden for disse højteknologiske områder, der giver udsigt til, at vi vil vinde fornyet velstand? Hvorfor dog ødelægge os alle ved at skabe en højteknologifond? Mon dog det var vejen frem? Næppe. Et vist lille land som vores må satse på lavteknologi. Hvem var det lige, der stod faddere til forsoningspolitikken i Namibia og Sydafrika? Hvem er det lige, der kan øge produktionen af kornprodukter?

Dansk tradition magter ikke at bære den gule førertrøje inden for højteknologi. Vi har ingen tradition for at levere den ene epokegørende - og rentable - opfindelse efter den anden. Store teoretikere har vi haft, men vores verdensmesterskab ligger alligevel i det små. Vi lavede jo ikke den forbandede atombombe; men vi har skabt muligheden for rent vand, og vi har skabt vandenergianlæg som Henrik Pontoppidan fablede om engang, ja og så vindenergi, som bare er der, og som Tvind demonstrerede. Vi tog kelternes kvinder med til Island. Jamen, så lad os dog afskaffe tømmermænd i stedet for at løse gåden om aids eller kopiere forskningsministeren som buste. Vi har en tradition for at ligge i baghjul og udnytte og omsætte indsigter i mere lavteknologiske og brugerorienterede løsninger. Den vigtigste opfindelse i mands minde er alt andet lige dynamolygten; den er jo en levendegørelse af "grønlænderhjulet". Støvsugeren har vi også fisket op. Det er her, vi kan noget. Den seneste af slagsen er sugerøret - Lifestraw - der oprenser fordægtigt vand for bakterier og allehånde dårligdomme. Lad os bare præsentere os ved vores rette navn: Fribytteriet klær os. Heri består vores talent. "Hvad udad tabes skal indad vindes" sagde tyskeren Dalgas om os og vores mindreværdige strategi. Vores nationaldyd er smålighed 'and so what'? Vi vil redde menneskeliv, og det er vel ok! Tyskerne er blevet kaldt Europas japanere på grund af deres arbejdsdisciplin; vi skal være Europas sydøstasiater, fordi vi forstår, at vi ikke nødvendigvis må opfinde den dybe tallerken.

Der er stor indtjening i at kunne tænke kreativt og omsætte cirkulerende ideer. I Asien er de gode til det, som vi er og fortsat bør være gode til. Pirateri kort sagt. Kopi-pirater kalder vi dem derude. Og som regel med en vis foragt, men faktisk er det netop en piratstrategi, vi skal benytte os af. Pointen er, at vi beskytter vores konkurrencefordel ved at forfølge den danske tradition for piratvirksomhed, thi piratvirksomhed har skabt vores velstand. Og det vil den fortsat gøre, hvis vi forsætter med at udvikle vores evner inden for samarbejde, medindflydelse, gruppearbejde - dét som vi nu kalder videndeling. Hvorfor dog ikke fribytte sig til at få et medejerskab til viden, andre har skabt. Dét der med skatten taler vi fribyttere slet ikke om.

Hvad er så konsekvensen af denne tankegang? Den første konsekvens er, at vi ikke skal bryde sammen i skuffelse, når optagelsestallene igen viser, at søgningen til de naturvidenskabelige uddannelser ikke viser sig at være så høj, som få store industrivirksomheder gerne så. Det er bare ikke her, vores styrke og talent ligger. I stedet skal vi glæde os over tilgangen til samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Her er det nemlig, at de konkurrencedygtige kompetencer inden for kommunikation og samarbejde på tværs af kulturer inden for læring, modeldannelser og design ligger. Det er her, vi som moderne pirater formidler fra den ene sammenhæng til den anden.

Hvordan klarer vi os i globaliseringen? Ja, det handler ikke om at vinde globaliseringen. Sikke noget pjat. Vi gør det ved at udnytte vores talent for at være nummer to og efterligne og formidle mellem nummer et og de andre. Den smålige danske folkekarakter er ikke til det store. Straks én af vores kære kan standse lyset, sælges hun til Harvard, vores trænere til storklubber. Det gælder hele vejen rundt. Eksempelvis lyder en prut fra udlandet i filosofien øredøvende i forhold til et hjemligt tordenskrald. Det lærer vi også af. Nå, det er så smålighedens vilkår. Hvad bør vi så satse på? Vindmøller, straws, dynamolygter, trænere etc.

Vi har helt sikkert talentet for det store, men ingen i vores kære lille land gider høre på det. Beslutningstagerne er blot store i munden. Ok, vi er smålige, men så lad os dog udnytte småligheden, lad os gøre en dyd af nødvendigheden.

Lars-Henrik Schmidt er rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her