Læsetid: 12 min.

Pisk, gulerod og senere tilbagetrækning

8. april 2006

"28 1/2 år er gået", står der på den den blå-gule seddel, der pryder dørene på 3., 4. og 5. sal i Hjemmeplejen Indre Østerbro.

"Derfor er det tid at takke af med en reception: Tirsdag den 9. maj."

Ophavsmanden til den farverige invitation er hjemmehjælperen Kirsten Juul Brylle, der om en måneds tid vinker farvel til et langt arbejdsliv, hvor hun har gjort rent, smurt madder og hjulpet ældre ind under bruseren. Den 9. maj fylder hun nemlig 62 år og har dermed optjent retten til fuld efterløn.

"Der kommer vel en 700-800 mennesker, og de skal da have lov til at græde lidt, nu hvor jeg træder ind i min tredje alder," griner Kirsten Juul Brylle og kigger smilende på de omkring 10 andre hjemmehjælpere rundt om det store frokostbord på 5. sal.

Det er onsdag klokken 12.30, og hjemmehjælperne, der har været på farten på deres cykler siden klokken otte om morgenen, er vendt tilbage til basen i Randersgade i København for at indtage deres medbragte håndmadder. "Aj, så mange kommer der selvfølgelig ikke til receptionen, men der skal nok blive fældet en tåre eller to - om ikke andet så fra mig selv," siger Kirsten Juul Brylle.

Hun havde egentlig planlagt at gå på efterløn som 60-årig, men for det første kan man først få den fulde efterlønstakst som 62-årig, og for det andet fik Kirsten Juul Brylles mand selv et job i Hjemmeplejen Indre Østerbro. "Så kunne vi følges på arbejde, og det er jo så hyggeligt. Så tænkte jeg, at så kunne jeg godt tage to år til, selv om kroppen råbte stop," fortæller Kirsten Juul Brylle og hiver op i i buksebenet for at fremvise et sort knæbind.

"Næsten 30 år op og ned ad trapper, op til 5. sal og ned igen, cykle rundt dagen lang og bære rundt på folk. Det har selvfølgelig haft sin indvirkning. Knæene er slidte, og det samme er ryggen, og så har jeg en tilbagevendende kold skulder. Men det er en del af det at være i denne her branche. Man bliver langsomt slidt ned," siger hun og modtager anerkendende blikke rundt om fra de andre ved bordet.

Selv om de fleste af hjemmehjælperne har omkring tre årtier mindre i bagagen end Kirsten Juul Brylle, er hjemmehjælperjobbet allerede ved at sætte sig spor i deres ryg, skuldre og knæ. Men damerne ved bordet har altid et godt råd til kollegaer, for hvem de fysiske skavanker er ved at blive for uoverskuelige: Mirakellægen Ossa fra Frederikssund.

"Han er virkelig fantastisk. Ossa kan fixe alting: Dårlig ryg, skulder, alt - han udretter virkelig mirakler," udbryder en af de yngre hjemmehjælpere.

"Jeg har været hos ham flere gange, hvor han gjorde nogle underlige ting ved mit hoved og vupti: så var den kroniske hovedpine væk. Og jeg har en veninde herinde fra, der ikke kunne løfte armen til op over navlen længere - det ordnede han også. Jeg anbefaler ham til alle, jeg kender," fortæller Kirsten Juul Hansen.

"Nu skal du heller ikke anbefale ham til for mange, Kirsten - så har han jo ikke tid til os andre," formaner en af de andre hjemmehjælpere. Kvinderne rundt om bordet bryder ud i latter - de har alle været hos Ossa i Frederikssund.

Den første til at gøre brug af Ossas ydelser var Signe Nielsen, der er den eneste i huset, som overgår Kirsten Juul Hansen, når det gælder antal år i hjemmeplejen: 34 år har hun været i branchen, og i princippet burde hun være holdt op med at arbejde for flere år siden efter et uheld på jobbet.

"En af borgerne var ved at falde, og så greb jeg hende. Vi skreg begge, men jeg skreg klart højest. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt se, at det var ret synd for hende, for hun fik lidt af et chok, sådan som jeg skreg. Jeg kunne med det samme mærke, at den var helt gal," fortæller Signe Nielsen.

Signe Nielsen fik en dobbelt diskusprolaps og frygtede, at hun måtte trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet:

"Men så gik jeg til Ossa, og nu kan jeg arbejde igen, selv om jeg nogle gange har meget kraftige smerter," fortæller Signe.

"Ja, nogle nåle i numsen og nogle sugekopper i ryggen, og så kunne Signe vende tilbage til os igen," griner en af de andre hjemmehjælpere.

I slutningen af året følger Signe Nielsen sin mangeårige kollega Kirsten Juul Brylle ud af arbejdsmarkedet, når hun som 62-årig går på efterløn. Det er der sådan set ikke noget overraskende i. Tal fra deres fagforening FOA, der ud over 50.000 hjemmehjælpere også tæller store faggrupper som social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere og kommunale dagplejere, viser nemlig, at ni ud af 10 af fagforeningens medlemmer benytter sig af efterlønsordningen.

Mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de to damer ikke er gået direkte på efterløn som 60-årige. FOAs medlemmer er nemlig i gennemsnit 60 1/2 år gamle, når de går på efterløn. Rundt om frokostbordet er der ingen tvivl om, hvorfor de fleste i branchen parkerer hjemmehjælpercyklen som 60-årige på trods af, at de først kan få fuld efterløn, når de runder de 62: Mange er allerede nedslidte, når de er i slutningen af 50'erne og slider sig igennem de sidste år, indtil de runder 60 - men så siger kroppen også stop.

Derfor får regeringens planer om at hæve efterlønsalderen med tre år mildt sagt ikke nogen velkomst varm velkomst i Hjemmeplejen Indre Østerbro.

"Tre år er jo en hel menneskealder, hvis man er slidt ned. For mit eget vedkommende tvivler jeg meget stærkt på, at jeg ville kunne klare den, til jeg blev 63, selv om det kun drejer sig om ét år," siger Signe Nielsen og kigger på sin seniorkollega Kirsten Juul Brylle, der tager tråden op:

"Ja, jeg tror, konsekvensen vil blive, at mange går neden om og hjem, før de kan få efterløn. Der vil komme flere sygedage, og flere vil få depressioner på grund af stress."

Og bekymringen for en højere efterlønsalder strækker sig fra hjemmehjælpernes frokoststuer til velfærdsforskernes skriveborde. En række professorer sætter alvorligt spørgsmålstegn ved, om regeringens planer om at sætte efterlønsalderen i vejret med tre år reelt vil skaffe flere i arbejde. En efterlønsalder på 63 år kan meget vel ende med at ramme de allersvageste på arbejdsmarkedet i stedet for at skaffe flere penge i statskassen, lyder det fra forskerne, der skoser regeringens velfærdsudspil for at bygge på et primitivt og forfejlet menneskesyn, hvor pisk og gulerod alene skaffer flere i arbejde.

"Regeringens velfærdsudspil bygger næsten hele vejen igennem på økonomiske incitamenter. Man sætter mennesket ind i den klassiske markedsøkonomiske ramme, hvor det ses som et væsen, der udelukkende handler for at nyttemaksimere ud fra, hvad der giver den bedst mulige økonomi. Men det er jo et dybt forenklet menneskesyn," siger professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi på Roskilde Universitetscenter Bent Greve.

Såvel regeringens arbejdsmarkedspolitik som Velfærdskommissionen anerkender nemlig slet ikke i tilstrækkelig grad, hvor stor en betydning for den enkeltes identitet anerkendelse fra ens medmennesker og præstationerne på jobbet har, mener Bent Greve.

"Det kan godt være, at man tænker markedsøkonomisk og nyttemaksimerende, når man er ude at handle. Der vil man gerne have en god kvalitet så billigt som muligt. Men når det gælder om at agere med sine medmennesker, skal man ikke undervurdere, hvilken rolle selvrealisering og social anerkendelse spiller," siger Bent Greve, der sidste år udgav bogen Velfærdssamfundet. Myter og Facts.

Og en af myterne om velfærdssamfundet i nyere tid er, at det er nedskæringen i dagpenge- og kontanthjælpssatsen for de 20 til 24-årige, som er skyld i, at ledigheden for denne gruppe faldt til det halve i løbet af fire år. Successen med at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden for de 20-24-årige har hidtil været det mest yndede eksempel, når politikere og økonomer har argumenteret for, at pisk og gulerod fungerer, når man skal have folk i job.

Argumentet er dog meget tyndt, mener Bent Greve på baggrund af en undersøgelse, han har foretaget.

Den viser nemlig, at udviklingen i ledighedskurven fra 4. kvartal 1996 til 4. kvartal 2005 for de 20 til 24-årige er fuldstændig identisk med kurven for de 25 til 29-årige, som er fortsat med den samme dagpenge- og kontanthjælpssats.

"Det viser, at det med al sandsynlighed ikke er de økonomiske incitamenter, men den generelle positive udvikling på arbejdsmarkedet, der har halveret ungdomsledigheden," siger Bent Greve.

Blandt andet opmuntret af den øjensynlige succes med at stramme grebet om de 20-24-årige lyder et af punkterne i regeringens velfærdsudspil imidlertid, at der skal skæres i dagpenge og kontanthjælpen til de 25-29-årige, der ikke har en kompetencegivende uddannelse. Det sker for at presse dem i enten job eller uddannelse.

"Der vil jeg sige, at regeringen presser citronen alt for hårdt. Så meget ekstra arbejdskraft kan der ikke presses ud af den gruppe, og så tror jeg, at politikerne kigger for meget på deres egen snævre akademiske omgangskreds og derfor undervurderer, hvor mange unge uden uddannelse der allerede har etableret sig med familie og børn," siger professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.

"For et par med børn, hvor den ene eller begge er ledige, kan en halvering i dagpenge- og kontanthjælpen få enorme sociale konsekvenser, fordi det kan blive mere end almindeligt svært at få det hele til at løbe rundt. Der går man efter min mening over stregen uden nogen som helst garanti for, at det vil give økonomisk gevinstþ" siger Jørgen Goul Andersen.

Samme holdning har Jørgen Goul Andersen til regeringen planer om at hæve efterlønnen fra 60 til 63 år. I Danmark er knap 70 procent af de 55-64-årige i beskæftigelse, og det er noget nær EU-rekord. Til sammenligning er kun 40 procent i aldersgruppen stadig i job i lande som Belgien, Østrig, og Luxembourg, mens gennemsnittet i EU er på omkring 50 procent.

Danmark har næst efter Sverige den højeste andel af 55-64-årige mænd i beskæftigelse i EU - og næst efter Finland den største fremgang i tilbagetrækningsalderen i alle rige lande siden 1999. Og fremgangen er hastigt stigende.

"Mange faggrupper har ikke meget tilbage i sig, når de er i slutningen af 50'erne. Men de får alligevel slæbt sig igennem - det er danskerne nærmest verdensmestre til," siger Jørgen Goul Andersen.

Han forklarerer, at efterlønsordningen i sin nuværende form nærmest fungerer som en gulerod, og at tre år ekstra på arbejdsmarkedet er at vride den for hårdt i forhold til faggrupper, der arbejder med manuelt arbejde.

"I Danmark er der utroligt mange nedslidte mennesker, der lige akkurat får slæbt sig igennem, til de bliver 60 år, så de kan gå på frivillig tilbagetrækning i stedet for at skulle igennem de ydmygelser, som ansøgning om førtidspension kan være," siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer:

"Derfor er det totalt illusorisk at tro, at vi kan vride mere ud af den gruppe. Jeg tvivler stærkt på, at det er særlig smart at hæve efterlønsalderen, for flere vil med al sandsynlighed ryge på førtidspension og sygedagpenge i stedet. Det er som med vand i skoven. Hvis man lukker af et sted, fyger det ud et andet."

Hidtil har især den borgerlige fløj argumenteret med, at der sagtens kan vrides mere ud af mange af dem, der i dag benytter sig af efterlønsordningen. De er ikke mere nedslidte end resten af befolkningen, har argumentet lydt.

Det passer imidlertid ikke, lyder det fra velfærdsforsker ved Aalborg Universitet Per H. Jensen, der på baggrund af tal fra Danmarks Statistik har undersøgt sygefraværet hos folk, der er gået på efterløn som 60-årige. I løbet af de sidste fem år op til, at de er gået på otium, har de 60-årige efterlønnere haft dobbelt så mange sygedage som folk, der har valgt at blive på arbejdsmarkedet efter den runde fødselsdag.

"Det, man har overset, er, at efterlønnen har bidraget til at fastholde mange på arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel være en halvt invalideret 58-årig, der kunne vælge at søge om førtids- eller invalidepension, men som vælger at kæmpe sig igennem de sidste to år, fordi det er mere værdigt at slutte arbejdslivet på efterløn," siger Per H. Jensen.

Og selv om levealderen er stigende, kan man meget vel forestille sig, at der i stigende grad kan blive brug for efterlønsordningen i fremtiden, mener Per H. Jensen.

Han bakkes op af Bent Greve:

"Jeg tror slet ikke, man har forstået omfanget af den stigende mentale nedslidning, som risikerer at ramme stort set alle faggrupper i fremtiden på grund af arbejdsmarkedets stigende krav om fleksibilitet."

Og de stigende krav er i høj grad noget, man mærker noget til i Hjemmeplejen Indre Østerbro, fortæller hjemmehjælperne rundt om frokostbordet på 5. sal.

Der skæres løbende ned på antallet af medarbejdere, samtidig med at hjemmehjælperne skal tage stadig flere kurser, der opgraderer dem til at blive mere fleksible og hurtigere i jobbet, fortæller Signe Nielsen, der per refleks begynder at bevæge benene op og ned.

"Ja, og der kan vi godt mærke, at vi har noget sværere ved at omstille os end de yngre kollegaer," fortæller Kirsten Juul Brylle, der dog hurtigt skynder sig at tilføje, at hun overhovedet ikke har noget imod "positiv stress". Det er de morgener, hvor nogle kollegaer er syge, at presset godt kan blive for uoverskueligt.

"Så får man lige tre ekstra borgere, man skal ud til, og lige meget hvor meget man skynder sig, er man hele tiden bagud. Man har hele tiden i baghovedet, at en eller anden borger ligger derhjemme og stadig ikke har fået morgenmad. Så når man frem klokken halv tolv, og kan mærke, at sveden pibler af en," fortæller Kirsten Juul Brylle og kigger på Signe Nielsen, der er begyndt at vippe endnu hurtigere med benene under bordet.

"Ja, og mens man så sidder der og giver borgeren sen, sen morgenmad og har dårlig samvittighed, ringer det på," tager Signe Nielsen over:

"Det er så den næste hjemmehjælper, der kommer ind med den varme frokost- det er godt nok ikke en sjov fornemmelse. Så er det, at man virkelig har brug for at stresse af efter arbejde," fortæller Signe Nielsen.

Hun forklarer, at hun havde to timer afsat til hver borger, dengang hun startede i jobbet i 1972.

"Mange af borgerne er man jo kun hjemme hos i fem minutter i dag. Det er bare ind, og smut - så er det ud igen. Dengang jeg startede, kunne man snakke ordentligt igennem med borgerne, og nogle gange lavede man sågar mad til demþ" smiler Signe Nielsen og kigger så pludselig alvorligt på de yngre hjemmehjælpere ved bordet.

"Jeg tænker ofte på, at jeg har ondt af de yngre, for jeg tror kun, det vil blive ved med at blive hårdere i fremtiden," siger Signe Nielsen.

"Åh, lad dog være Signe, du har da ingen grund til at være bekymret for osþ" udbryder en af de yngre hjemmehjælpere.

"Jo, det har jeg faktisk," svarer Signe Nielsen.

"Og det tror jeg egentlig, at der er god grund til."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her