Læsetid: 6 min.

Pittelkow-syndromet

Hvad fik i 1970'erne som i dag unge, velbegavede, relativt veluddannede og ikke specielt armodige studenter til at gå ind i en terrorist-organisation eller til som for eksempel Ralf Pittelkow at lade sig fascinere af terrorismen? Måske et aktuelt feltstudie for antropologer
18. juli 2005

'Der er ikke for muslimer grund til at deltage i det almindelige vestlige hylekor over al-Qaeda' Hvis en imam i Danmark under en fredagsbøn reagerede med den gengivne sætning i anledning af terrorangrebet i London, ville han omgående blive genstand for telefonaflytning, skygning og personlig efterforskning, og han skulle gøre detaljeret rede for, under hvilke omstændigheder han på det og det tidspunkt opholdt sig dér og dér. I Folketinget ville der opstå et veritabelt kapløb om at stille spørgsmål til statsministeren og justitsministeren, og pressen ville have stof til adskillige agurkesomre. Men nu stammer udtalelsen slet ikke fra en imam. Den er fra en 30 år gammel artikel og handlede dengang heller ikke om islam og slet ikke om al-Qaeda. Den drejede sig tværtimod om den tyske terrororganisation Rote Armée Fraktion (RAF) og lød i sin originale skikkelse således:
"Lige så lidt som der for socialister er grund til at deltage i det almindelige borgerlige hylekor over RAF, der tilslører deres kamps politiske indhold og dens baggrund i den tyske kapitalismes undertrykkelsesapparat, lige så meget er der grund til en kraftig politisk kritik af deres aktiviteter." Forfatteren tilføjede ikke sit behov for en kraftig politisk kritik, fordi han opfattede RAF som slet og ret en bande kriminelle. Han fremhævede nemlig i sin artikel den italienske søster-organisation De Røde Brigader som et mere realistisk alternativ til RAF. De Røde Brigader havde i 1973 kidnappet bilfabrikken FIAT's personalechef, men "der er her tale om en væbnet kamp, der overvinder nogle af RAF's grundlæggende abstraktioner".
Desværre kommer artiklens ophavsmand ikke ind på, hvordan den ene terrorgruppe efter hans mening bærer sig ad med at overvinde den andens abstraktioner, men hvis man igen oversætter til en nutidig sammenhæng, kunne analysen måske have taget sit udgangspunkt i abstrakte konflikter mellem en Osama bin Laden-fraktion i Pakistan (eller hvor han nu befinder sig) og en Abu Musab al-Zarqawi-alliance i Irak. Og man kunne som realistisk illustration bemærke, at al-Zarqawi i sin væbnede kamp overvinder nogle af bin Ladens grundlæggende abstraktioner - eller omvendt. I sig selv er den gamle artikel interessant som udtryk for datidens terrorisme-fascination. Den stod trykt i venstrefløjs-tidsskriftet Politisk Revy i maj 1975, og dens forfatter var Ralf Pittelkow, der efter en mellemlanding som rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen i dag er politisk kommentator på Jyllands-Posten og TV 2. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om Ralf Pittelkow også havde gennemløbet den udvikling, hvis ikke den almindelige højredrejning i samfundet var blevet til en uimodståelig tsunami, der næsten fra time til time rev de engang så revolutionære med sig, men mere ejendommelig end den masseflugt fra venstre til højre er det dog, at eksperter i terrorbekæmpelse ikke i højere grad er optaget af den psykologi, som dengang fik unge, velbegavede, relativt veluddannede, ikke specielt armodige studenter til at gå ind i en terror-organisation eller til i deres eget indre at fornemme den fascination, der fik dem til at skrive om terrorens grad af abstraktionsniveau.

Dengang og nu

I 1970'erne var det folk som Ralf Pittelkow, der blev ofre for terrorisme-fascinationen. Det viser hans artikel i Politisk Revy. Og han var ikke ene om det. Ralf Pittelkows avis har flere gange talt dunder til den tyske udenrigsminister Joschka Fischer og betragter hans venstrefløjs-fortid som en politisk afvigelse, der tangerer sindssyge. Den aktuelle parallel til datidens Pittelkow kunne være en organisation som Hizb-ut-tahrir. I begge tilfælde kan man politisk gætte på, at der er tale om en form for revolutions-længsel. Det omgivende samfund er imperialistisk, kapitalistisk, undertrykkende eller ateistisk i den forstand, at det ikke accepterer ideologien hos det mindretal, som har enten historiens logik eller Gud på sin side. Først når det undertrykkende samfund og dets magthavere er udslettet, kan proletariatet eller profetens sande tilhængere gribe magten og skabe det klasseløse samfund eller det religiøse paradis - for ideologiens tilhængere; ikke for de mennesker, som stadig føler sig solidariske med resterne af den nu overvundne tankegang. Men om det revolutionære behov bunder i en mindreværdsfølelse eller det modsatte, i et faderopgør eller slet og ret i Allah- eller Karl Marx-læsning må vel overlades til såkaldte fagfolk. Det stadig er det underligt, at disse fagfolk ikke interesserer sig for sammenhængen og lighedspunkterne mellem dengang og nu. De agerer aldrig som de antropologer, der med notesbog og båndoptager drager ud i felten for at studere tværkulturelle og tidsuafhængige, men specifikke fænomener, hvad der ville betyde, at de ankom med et omfattende og detaljeret spørgeskema til for eksempel Ralf Pittelkow og en repræsentant for Hizb-ut-tahrir - hvis de to populations-varianter da ville deltage i sådan en undersøgelse. Og det har de al mulig grund til at glæde os andre med at indvilge i. Vi ville nemlig alle blive klogere på de elementer, der for 30 år siden skabte og den dag i dag stadig skaber terrorismens fascinationskraft. Og måske ville vi vide noget mere om, hvordan vi skulle bekæmpe terrorens smitstof uden brug af tortur og Guantanamo.

Sartres besøg hos Baader

Mindre end et halvt år før Ralf Pittelkows artikel i Politisk Revy, nemlig den 4. december 1974 fik RAF-medlemmet Andreas Baader fornemt besøg i sin celle i Stammheim-fængslet ved Stuttgart. Den franske filosof Jean-Paul Sartre havde fået tilladelse til at besøge Andreas Baader og tilbragte små 25 minutter sammen med ham i "den hvidmalede isolationscelle, hvor det elektriske lys er tændt hele dagen" (ifølge Sartre åbenbart ikke om natten!). Netop i år, hvor Frankrig fejrer 100-året for Sartres fødsel, er filosoffen igen blevet hidsigt kritiseret for sin visit hos Baader i fængslet. Da han ikke gik sin bodfærdige Canossa-gang fra venstre mod højre, slipper han aldrig for sin fortid, og om 12 år får den tyske forfatter Heinrich Böll, der til den tid har 100-årsdag, formentlig en tilsvarende omgang spanking, for han underskrev sammen med Sartre en erklæring, der krævede, at en international kommission blev nedsat til beskyttelse af politiske(!) fangers rettigheder. Men hvad ville Sartre hos Andreas Baader? Det er aldrig præcist afklaret. Han blev inviteret af Baaders forsvarer, fordi han i et interview i Der Spiegel havde kaldt Baader-Meinhof-gruppen "et meget interessant fænomen ... men opstået på for tidligt et tidspunkt". Var han selv fascineret af terroren? Det kan der argumenteres godt og grundigt for. Eller så han snarere sig selv i en forfatterrolle som antropolog? Under alle omstændigheder blev den 69-årige Sartres pilgrimsfærd til Stammheim en fuser. "Jeg troede, jeg skulle møde en ven, men i stedet var det en dommer, der sad over for mig," erklærede den fængslede Andreas Baader, der var rasende over, at Sartre fandt terrorisme berettiget i Latinamerika, men ikke i Europa. "Mordet på dommer von Drenkmann var en forståelig handling, men politisk kan den ikke forsvares," havde Sartre blandt andet sagt (Baader og Sartre citeres her efter Annie Cohen-Solal: Sartre, dansk udgave, 1990). Ralf Pittelkows artikel i Politisk Revy lyder dermed som et ekko af Sartres kommentarer. Filosoffen havde forståelse for, at højesteretspræsident Günther von Drenkmann den 10. november 1974 var blevet myrdet med tre skud, men politisk kunne han ikke forsvare ugerningen. Den senere avis- og tv-kommentator mente tilsvarende, at med bortførelsen af FIAT's personalechef havde De Røde Brigader overvundet nogle af RAF's grundlæggende abstraktioner, så der var ikke grund til samme politiske kritik af De Røde Brigaders væbnede kamp. Heller ikke følte han nogen trang til at deltage i "det almindelige borgerlige hylekor". Døden har forhindret Sartre i at redegøre for sine motiver, men Ralf Pittelkow og andre med fortidens terrorist-fascination har vi stadig iblandt os som værdifulde antropologiske kilder og studieobjekter.

Flemming Chr. Nielsen er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fik Pittelkow mon svaret på dette indlæg i sin tid?