Læsetid: 3 min.

Pjæk koster i SU

Handelsskoler straffer fravær ved at trække eleverne i SU. Uanstændigt mener eleverne, men politikerne bakker op - pjæk skal koste
31. december 2005

En måned uden SU kan være konsekvensen, hvis man som handelsskoleelev har mere end 15 procents fravær. Rundt om på landets handelsskoler tyer man nu til økonomiske sanktioner, hvis eleverne er studieinaktive. Selv om ordningen er lovlig, rammer den skævt, mener eleverne, og kalder det 'uanstændigt'.

"Når man fjerner SU'en, må eleverne ty til andre måder at skaffe penge på. Det betyder mindre tid til skolen, og den naturlige konsekvens er, at man falder fra," siger formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH), Anders Friis-Hansen.

Han peger på, at tre dages sygdom er nok til at miste sin SU, og at ordningen derfor er uretfærdig. Men den begrundelse afvises af uddannelseschef på Esbjerg Handelsskole, Karl Kristensen. Han peger på, at man kan dispensere fra reglerne ved sygdom, fødsel eller andre særlige omstændigheder, og at skolen med de nye regler fra i sommer har fået halveret fraværet.

"Når man nævner SU, vækker det opmærksomhed, men det er kun et enkelt element i en helhedsorienteret fastholdelsestrategi. Vi følger op på elevernes uddannelsesplan, og sikrer, at de er på rette spor. Det handler ikke om straf, men om at tage eleverne alvorligt," siger han.

Pisk ved pjæk

Skolen har i løbet af det halve år, ordningen har fungeret, trukket to elever i SU i en måned, hvorefter de ansvarlige lærere igen har vurderet, at eleverne kan følge med. Ifølge Karl Kristensen er reglerne med til at sikre, at eleverne bliver rustet til også at passe et job i erhvervslivet.

"Hvis vi trækker en elev i SU, sker det først efter meget grundige overvejelser, og desuden er eleverne på forhånd informeret om vores regler. På den måde er vi troværdige, når vi sætter handling bag ordene," siger han.

Mens ordningen er populær hos ledelsen i Esbjerg, afvises den i Holbæk. Direktør på EUC Nordvestsjælland, Frank Tonsberg, mener ikke, at den økonomiske pisk skal svinges, når eleverne forsømmer undervisningen.

"På det almindelige arbejdsmarked, er der jo ingen der bliver trukket i løn, hvis de er syge. Det er at trampe på en gruppe, der i forvejen ikke har for meget, og hvis der er tale om pjæk, forsøger vi at vejlede de unge i stedet," siger han.

LH aktionerede i går mod ordningen og opfordrer til klare centralt udtrukne regler for, hvornår en elev kan betegnes som studieinaktiv.

Uddannelsesordfører Christine Antorini (S) mener, at skolerne gør rigtigt i at følge eleverne tæt.

"Og hvis det handler om pjæk, bør SU også kunne komme i spil. Men det er vigtigt, at man vurderer eleven individuelt og er opmærksomme på, om nogle dropper ud af skolen, uden at de efterfølgende bliver samlet op," siger hun.

De konservative er varme tilhængere af sanktioner mod elever, der ikke passer deres skolegang, og også Dansk Folkeparti bakker op.

"Hvis man er syg, kan man jo skaffe en lægeerklæring," siger uddannelsesordfører, Martin Henriksen (DF).

Mens man på Christiansborg altså ikke deler elevernes forargelse over de økonomiske sanktionsmuligheder, så mener Anders Friis-Hansen, at de unge risikerer at ryge ind i en ond spiral, hvis de straffes på pengepungen.

"Ingen mennesker kan leve uden løn i en eller flere måneder. Men det tror man åbenbart i Folketinget. Det er på tide, at politikerne får øjnene op for virkeligheden," siger han.

Esbjerg Handelsskole har vedtaget reglerne i det lokale uddannelsesudvalg og nedfældet dem i skolens undervisningsplan. Handelsskoleeleverne vil nu undersøge, hvor udbredt tendensen er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her