Læsetid: 4 min.

Ikke plads til pynt

Mange små teatre arbejder med et begrænset scenografisk udtryk. I en verden af abstrakte, sorte og spejlblanke rum agerer scenograf Palle Steen Christensen
7. november 2006

En overoppustet ballon, et luftkastel eller en redningsflåde. Moderne teaterscenografi kan tillægges mange betydninger.

Da scenograf Palle Steen Christensen arbejdede med forestillingen Demokratiske bestræbelser på teatret Kaleidoskop på Nørrebro, udarbejdede han, sammen med instruktør Mads Wille, en ramme for fire små historier, som handlede om demokrati. De var enige om, at der ikke skulle være nogen sceneskift, men at de havde brug for et visuelt udtryk, der kunne bære alle fortællingerne. Det blev en hoppeborg.

"Hoppeborgen blev et udtryk, samtidig med, at det blev en teaterleg, hvor gulvet var blødt, og skuespillerne kunne hoppe i det. Det var op til publikum, om de ville opfatte borgen som en redningsbåd eller et luftkastel," fortæller 30-årige Palle Steen Christensen blandt miniature-modeller og skitser i sit værksted på Frederiksberg.

Der er i dag flere scenografer, der arbejder med begrebet high concept. Når Steven Spielberg laver film, gør han en dyd ud af at kunne definere handlingen i en enkelt sætning: 'En film om dræberhajer'.

"En historie kan fortælles meget simpelt, og det er lidt den samme måde, man kan laver scenografi på. Som for eksempel en forestilling skabt omkring en hoppeborg," forklarer Palle Steen Christensen.

Scenografen blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i 2003 og arbejder i dag på små og mellemstore tea-tre. Derudover har han lavet scenografi til tv-udsendelser som satireserien Wulff-Morgenthaler.

Filmen er et barn

Scenografen står for det visuelle udtryk i forestillingen, men ifølge Palle Steen Christensen også meget mere end det.

"Jeg opfatter mig selv som en dramaturgisk medspiller. Jeg har arbejdet meget med en form for teater, hvor det visuelle ikke er så meget i fokus, som det har været før i tiden. Det er en noget asketisk måde at arbejde på, og jeg begrænser mit eget scenografiske udtryk, fordi jeg godt kan se, at det ikke er nødvendigt. Der er ikke altid behov for at lave balsalen - det kan klares ved at lave lys og lyd, der signalerer balsal," siger han.

Scenografen mener, at de unge instruktører i dag har meget højere krav til forestillingens dynamik end det traditionelle sceneskift.

"Flere og flere vil meget hellere benytte sig af at lave et hårdt klip og skifte location, mens skuespillerne står på scenen. Og så er der ikke plads til, at der lige er noget pynt, der skal sættes op."

Palle Steen Christensen mener dog ikke, at det overflødiggør hans arbejde.

"Jeg arbejder bare i en abstrakt form. Mange har sagt, at Lars von Triers to film Dogville og Manderlay ligner teater, og det gør de også i den forstand, at de ikke tegner det store billede. Filmen er ellers lidt som et barn på det område. Den har aldrig givet helt slip på det enøjede objektiv med den fuldstændige gengivelse af virkeligheden - det har teatret."

Frihed og blå himmel

"At man som scenograf skærer ind til benet og dropper pynten giver en traditionelt set feminin verden et mere maskulint præg. Jeg synes, det er fedt, hvis teaterforestillinger er lidt voldsomme. Når der skal spilles højt, skal der fandme spilles højt, og når lyset skal være skarpt, skal det blænde publikum," siger han og fortsætter:

"Som scenograf kan man gøre utrolig meget med få midler. Publikum accepterer hurtigt, at et udkald til en gate betyder, at man befinder sig i en lufthavn."

Det betyder ifølge Palle Steen Christensen, at han som scenograf til tider må træde lidt i baggrunden. Han arbejder med tematiske og abstrakte rum, hvor han fortolker virkeligheden. Det kan komme til udtryk i et rum, der er helt sort, eller spejlblankt, men som fungerer som en ramme om en forestilling. En roadmovie kan fortælles ved, at en bil placeres midt på scenen, omkranset af en blå himmel.

"Er hovedtemaet i fortællingen frihed, så laver du et rum, der giver den fornemmelse," siger han.

Maler selv

I alle forestillinger starter scenografens arbejde i et samspil med instruktøren. Sammen arbejder de sig hen imod en konceptuel ramme omkring forestillingen - og finder ud af, hvordan historien skal fortælles. På de store teatre starter scenografens arbejde nogle gange år før premieren. I den størrelsesorden, Palle Steen Christensen arbejder med, begynder han ofte at udarbejde modellen tre-fire måneder før den store dag.

"Især på de mindre teatre kan man gå ind og deltage aktivt i arbejdet - også efter modellen er udført. Jeg har tit et højere ambitionsniveau end midlerne er til, og så går jeg simpelthen selv i gang med at male," siger han.

På Mungo Park, hvor Palle Steen Christensen har lavet scenografi til flere forestillinger, er det en stil at fortælle en historie med simple midler.

"Dels vil man gerne fortælle en dynamisk historie uden at lade sig binde af en traditionel kukkassescene, og dels har teatret tradition for at turnere rundt på en simpel måde. Fordi det er et lille teater, er det også umuligt at have et stort teknisk personale," fortæller han.

Og det er blandt andet i begrænsningen, at udfordringen findes, og hoppeborge pustes til live.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her