Arven fra Fremskridtspartiet præger Dansk Folkeparti. Ikke underligt, for de fleste af Dansk Folkepartis ledende skikkelser beklædte fremtrædende poster i Fremskridtspartiet, før de stiftede deres eget parti i oktober 1995.
Her er nogle af gengangerne: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Birthe Skaarup, Poul Nødgaard, Søren Espersen og Carl Christian Ebbesen.
Pia Kjærsgaard har fortalt, at hun og hendes partifælle og ægtemand - Henrik Thorup, nu viceamtsborgmester i Københavns Amt - oprindeligt stemte på Det Radikale Venstre, men at hun blev politisk nyvækket af Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup. I 1978 meldte hun sig som aktiv i Fremskridtspartiet, og allerede i 1984 blev hun partiets repræsentant i Folketinget - nemlig da Mogens Glistrup måtte drage til Horserød for at afsone en fængselsdom for skattesvindel.
Hendes betagelse af Mogens Glistrup fortog sig, da han og hans håndgangne søgte at skubbe hende fra den position i Fremskridtspartiet, hun havde opnået under hans tvungne fravær.
En tidsindstillet bombe
I år 2000 - fem år efter, at Pia Kjærsgaard havde stiftet sit eget parti - kiggede hun med afsky tilbage på Glistrup og sine tidligere partifæller. Om dem skrev hun i sit nye partiblad:
"For en stor dels vedkommende komplet uegnede til arbejdet. Dog havde de fleste af dem - han selv iberegnet - en markant egenskab: De var anarkistiske kværulanter og derfor samlet en tidsindstillet bombe."
For Pia Kjærsgaard og hendes medudbrydere blev denne efterfølgende tolkning af Fremskridtspartiet afgørende for deres styring af det parti, de nu havde stiftet. Aldrig mere vanvidsscener som dem, medierne kunne bringe fra Fremskridtspartiets møder. Med Pia Kjærsgaards ord:
"Derfor vil der fortsat blive slået ned på det mindste tegn på, at intern uenighed fremføres offentligt."
Og ikke nok med det. I medlemsbladet bebudede Kjærsgaard også - i en tekst, der utvivlsomt har været kendt og godkendt af inderkredsen omkring hende:
"Opdager vi i Hovedbestyrelsen, at kendte anarkister, kværulanter, landsbytosser, lykkeriddere eller racister indmelder sig i partiet, får de pengene tilbage. Og finder vi undervejs ud af, at nogle af de nævnte kategorier alligevel er kommet ind, får de det røde kort."
Her blev linjen lagt til den centralisme, der i dansk politik ellers kun har været kendt på den yderste venstrefløj. Det var Kjærsgaard og hendes kreds fuldt bevidst om. Hun skrev:
"Kald det så for min skyld bare topstyring. Jeg er ligeglad, for alternativet er alt for skræmmende."
Undsigelse af arven
Den bombastiske undsigelse af Fremskridtspartiets stamklientel har givet Dansk Folkeparti varige problemer. For hvordan udstøder partiet det gén-materiale, det har medbragt fra Fremskridtspartiet?
Inden længe ragede Kjærsgaard uklar med Ole Donner, som havde fulgt hende i flugten fra Fremskridtspartiets folketingsgruppe. Vups, lod hun øksen falde over ham og hans følgegruppe. Men var Donners sande karakter virkelig én, der kunne komme bag på Kjærsgaard-kredsen, der havde arbejdet tæt sammen med ham i mange år?
Tilsvarende kort proces er der over årene gjort med en stor del af Dansk Folkepartis indvalgte i kommunalbestyrelser og amtsråd. I Politiken forleden besværede partiets ekskluderede byrådskandidat fra Esbjerg, Eva Brammer, sig over hemmelighedskræmmeriet i forbindelse med hendes politiske aflivning: "Min eksklusionssag har de ikke en gang turdet sætte på tryk," sagde Brammer.
I midten af 1990'erne søgte Dansk Folkeparti ideologisk afstivning ved at inddrage en gruppe unge fra organisationen Dansk Forum, der er tryllebundet af den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976).
Det førte til medieomtale - blandt andet i dette blad - af, at Dansk Forums ytringer har understrømme fra det ekstreme højre, og at de kunne ses i sammenhæng med Heideggers nazi-sympatier. Igen skyndte Kjærsgaard sig at lade øksen falde. Ud røg 19 medlemmer af Dansk Folkeparti og dets ungdomsorganisation, som hun nu beskyldte for kupplaner.
Gruppen "racister" har stedse givet Dansk Folkeparti afgrænsningsproblemer. Partiet har taget Poul Nyrup Rasmussen det fortrydeligt op, at han som statsminister fra Folketingets talerstol i oktober 1999 erklærede: "Stuerene? Det bliver I aldrig."
Dansk Folkeparti og dets apologeter i medierne har ladet gå i glemmebogen, at årsagen til Nyrups fordømmelse var ganske konkret:
Den forudgående weekend havde Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis landsmøde fra talerstolen foreslået: "I tilfælde af, at en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for."
Kjærsgaard nævnte ikke, at en "tredjegenerationsindvandrers" familie formentlig er danske statsborgere - lige- som den pågældende selv.
Camres udskejelser
Med sin overskridelse af internationale konventioners grænser bragte Kjærsgaard sig på linje med, hvad Mogens Camre ofte har underholdt årsmøderne med, men rollefordelingen plejer at være den, at hun bagefter i svævende vendinger undsiger hans udfald.
At Pia Kjærsgaard også selv kan levere det tunge skyts, bekræftede hun, da hun i 2003 i læserbreve angreb somaliere over én kam for at lemlæste deres børn med omskæring. Hun sammenlignede Den Somaliske Forening i Danmark med pædofile og voldtægtsforbrydere. Anklagemyndighedens vægring ved at rejse sag mod hende er nu vandret hele den lange vej til FN's Racediskriminationskomite.
Denne tvetydighed over for egen arv efterlader Kjærsgaard-toppen i vildrede, når Mogens Camre senest har beskyldt indvandrere for at stresse danskere fra at få børn, og Louise Frevert fra sin hjemmeside har udbasuneret forslag om at henkaste kriminelle indvandrere i russiske fængsler.
For hvis man begynder at udrense "racister" i Dansk Folkepartis ledelse- hvor skal man så holde op?
