»Hold dialogen i gang«
Indskrift på bjergvæg i Davos,
værtsby for World Economic Forum 2003
ORDENE PÅ BJERGVÆGGEN STÅR næsten som en bønskrift. Dialog. Samtale. En bøn fra de internationale erhvervsfolk og toppolitikere, der samles bag lukkede døre i eksklusive omgivelser, til de oprørske græsrødder og sociale bevægelser, der mødes på den anden side af jordkloden, i den brasilianske provinsby Porto Alegre.
Det er 33. år i træk, at verdenseliten samles i Davos, hvorimod opkomlingen, Verdens Sociale Forum, fandt sted første gang for kun tre år siden.
Dengang samledes nogle få tusinde græsrødder i Porto Alegre for at udgøre et modforum, en protestfest mod elitens snakkeklub. En udfordring og en manifestation: Her er vi. Lyt til os!
I DAG ER ROLLERNE næsten byttet om, og det er eliten i Davos, der tigger om dialog. Det lille græsrodsmøde i Porto Alegre er svulmet op til 100.000 deltagere, som tilmed kan fejre det politiske magtskifte, der har bragt en af deres egne, arbejderlederen Lula da Silva, til tops i værtslandet.
Dog er der blandt græsrødderne en voldsom vrede over, at samme Lula ikke nøjes med at gæste det folkelige møde han tager flyveren direkte videre til Schweiz, hvor han optræder som prominent gæst og dermed bliver det eneste statsoverhoved, der deltager i begge fora. Dialog eller knæfald? Herom strides Lulas tilhængere.
ER DIALOGEN overhovedet mulig? Begge møder stræber efter at debattere og finde løsninger på planetens problemer. Ordene, man bruger, er dog ikke altid de samme.
Arrangørerne i Davos foretrækker at karakterisere deres modstandere som »antiglobalister«. Det placerer dem meget praktisk i det marginale ringhjørne, hvor man er imod på forhånd hvor man siger nej uden at foreslå alternativer.
Forkert, siger Porto Alegre-folket: Vi er ikke antiglobalister, men vi ønsker en anden form for globalisering et alternativ til den nuværende. En anden verden men hvilken? En verden helt uden eksistensen af de transnationale selskaber og tunge internationale institutioner, som er repræsenteret i Davos, er næppe en realistisk mulighed. Kapitalismen er her formodentlig for at blive de næste par hundrede år og det er trods alt de samme virksomheder, der fremstiller de computere, softwareprogrammer og mobiltelefoner, som nutidens globale aktivister så flittigt betjener sig af, når de skal organisere deres tropper, påpeger Davos-forummets kommunikationschef, Michel Orizek i en let sarkastisk kommentar.
FORSKELLENE I ordvalg stopper ikke her. I Davos handler det om tillid. Den har det ikke godt. Den skal genoprettes. I Porto Alegre taler man derimod om håb. Nyt håb, vel at mærke.
I Davos debatterer verdens ledere en bedre global regeringsførelse (»global governance«). I Porto Alegre ønsker man en demokratisk verdensorden. Nuancer? Måske, men næppe uvæsentlige.
Begge møder vil bruge en del kræfter på at debattere en fremtidig krig mod Irak. Men mens man i Davos drøfter »krigens omkostninger« ved en rundbordsdebat, snakker man i Porto Alegre snarere om »kampen for freden«.
PÅ DENNE AVIS har vi måske hjertet i højere grad i Porto Alegre, men hjernen bør også interessere sig for, hvad der tales om i Davos. Derfor er vi tilstede både her og der. Også i Davos er væsentlige aktører fra det civile samfund, miljø- og menneskeretsorganisationer inviteret med. Hvorimod Porto Alegre-mødet næppe har indbudt repræsentanter for erhvervslivet til at flytte ind i teltene på den farverige campingplads. Alligevel spores også her en ny alvor, en ny ansvarlighed og vilje til at tage afsæt i den virkelige verden måske netop inspireret af Lulas udfordring i Brasilien, hvor fantasi og visioner må parres med realisme, når man står med ansvaret for 170 millioner borgeres velfærd.
Der er snekulde i Davos og tropehed sommer i Porto Alegre men det er den samme verden, som er til debat begge steder.
