Læsetid: 4 min.

Planken ud

19. august 1997

MED UNDTAGELSE af vor egen Georg Metz er der ikke mange anmeldere, der har pæne ord at sige om forhenværende udenrigsminister, nuværende styrmandsafløser Kjeld Olesen. Jo, måske nok om manden, men ikke om den bog med titlen Det robotiserede menneske, som han mandag udsendte på forlaget Fremad.
"Manglen på inspiration og visioner er præcis årsagen til, at denne bog er ganske uinteressant. Gad vidst, hvorfor forlaget har trykt den," spørger Berlingske Tidendes anmelder og giver følgende råd til potentielle købere: "Spar pengene." Jyllands-Posten har i sit anmeldereksemplar fundet "168 siders ubrudt jamrende opremsning af skavanker, som vi nationalt og internationalt slås med." I A-presseorganet Aktuelt skriver anmelderen, at den tidligere S-ministers "politikopfattelse er endimensional og formår ikke at begribe nutidens sammensatte spil mellem menneskemasserne, medierne og den politiske magt." Derfor fremstår bogen "som et stykke socialdemokratisk nostalgi" fra en mand der "lever i fortiden".
Enhver, der - trods advarslen i Berlingske Tidende - måtte have læst bogen eller blot interviewet med Kjeld Olesen her i avisen (13. aug.), kan bekræfte, at den førhen så professionelle systemforvalter i dag ser overordentlig sort på fremtidsmulighederne for det "turbokapitalistiske" system, der - med Olesens ord - "hærger" - det globale samfund. Styrmanden mener, at vi totalt har mistet styringen af de konkurrencekræfter, der blandt andre skadevirkninger undergraver solidaritet og ansvarsbevidsthed, kommercialiserer kulturlivet, driver teknologiudviklingen ad absurdum og får demokratiet til at falde fra hinanden.
MED DETTE budskab har Kjeld Olesen tydeligvis gjort noget, man bare ikke gør i vore dage: Skrevet en bog, der er helt ind i marven sort. Uden formildende omstændigheder. Klinisk renset for bortforklaringer og sukkersød indpakning, der kan få det krasse budskab til at glide ned og ud igen uden at sætte sig varige spor i organismen, herunder bevidstheden.
Den store finske filosof Georg Henrik von Wright gjorde i 1986 noget tilsvarende med bogen Vetenskapen och förnuftet, hvori han med stor styrke "sætter spørgsmålstegn ved disse dybt rodfæstede, halvt ubevidste og derfor tabubelagte meninger om fremskridt og udvikling." von Wrights ubønhørlige kritik af den blinde fremskridtsoptimisme voksede i sin intellektuelle skarphed til det næsten ubærlige for på bogens sidste sider at slutte med - ikke en forløsning eller vision, men med en konstatering af, at der nok ikke er noget fremtidshåb for den teknisk-økonomiske samfundsform, vi lever i. Altså sort i sort. von Wright udsattes efterfølgende for nogle overordentligt voldsomme angreb for sådan at tage fremtidshåbet fra sine læsere, herunder ikke mindst de unge. Filossofens synspunkter på verden var simpelthen uansvarlige, lød kritikken.
Uden i øvrigt at sammenligne de to værker lyder det nu på samme måde i kritikernes reaktion på Kjeld Olesens bog. Hans store brøde er ifølge flere anmeldere, at han ikke forholder sig "realistisk" til verden og politikken, som de ser ud i dag. Og at han ikke udfrier læserne af skærsilden med nogle glade afsluttende bud på, hvordan det hele kan ordne sig til det bedre.
Men det er jo lige præcis dér, Olesen er realist. Han insisterer på ikke at lave illusionsmageri for den gode stemnings skyld. Han distancerer sig helt bevidst og så meget som muligt fra "den rutineprægede superoptimisme, som udstråler fra så godt som alle udsagn fra regeringsmedlemmer." Som von Wright mener han, at det er langt mere ansvarsløst og handlingslammende at hengive sig til den optimisme i følge hvilken man roligt kan lade udviklingen fortsætte, mens man beroliger sig med, at de store politiske spørgsmål endevendes så kompetente steder som ved "denne sommers store stadionkoncerter med U2 og Michael Jackson i Parken," som Aktuelts anmelder skarpsindigt noterer.
Hvad kritikerne i virkeligheden forlanger af Olesen er ikke realisme, men pragmatik - når de nu åbenbart ikke kan få selve verdensgådens løsning af ham. Engagement og kritik er fint, det skal bare ikke blive for alvorligt.
NATURLIGVIS er det svært at leve med Kjeld Olesens bog, som det var det med Georg Henrik von Wrights. Man kan i den grad ikke leve af dem. Sortsynet kan ikke på sigt være et menneskes livssyn, eftersom det i sig selv er livets antitese. Selve den handling at Olesen skriver, er da også dybest set et udtryk for, at han selv vitterlig ser andet end sort.
Hvad Kjeld Olesens bog kan give, er et nøgtern udsagn om, at civilisationskritikken ikke blot er et krydderi på tilværelsen, ikke bare et pirrende intermezzo mellem to meningsbefriede underholdningsindslag på fjernsynet. Olesen - og von Wright - fortæller, at det fandengalemig er alvor. At der vitterlig ikke er nogen, der har styr på ret meget.
Det er vigtigt. Men det er naturligvis ikke i sig selv noget, man kan hente overlevelsesenergi fra. Den må komme ganske andre steder fra. Fra kærligheden og sådan noget. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her