Læsetid: 3 min.

Plapren og reklame i DR

Der er rod i segmenterne på radioen
3. november 2006

Som en velopdragen radiolytter forsøger man naturligvis at holde sig inden for sit segment, så min radio står fast på P2.

Der er dog situationer, som f.eks. kørsel på Københavns indfaldsveje i myldretiden, der får mig til at skifte til P4, så jeg kan få fornøjelsen af den fremragende trafikinformation. Kør-hjem fladen forløber efter den traditionelle opskrift: Musik, gæster i studiet, telefon-interviews m.m. Alt sammen udmærket. Eller i hvert fald til at leve med. Første gang jeg hørte min meget udmærkede tidligere tv-avis kollega, nuværende chefredaktør Linda Overgaard, blive interviewet om en tophistorie i sit blad Penge & Privatøkonomi, gik jeg uden videre ud fra, at der var tale om, at Københavns Radio bragte en nyhed som en service over for lytterne.

Nu kan jeg ved gentagne oplevelser af det samme konstatere, at Linda Overgaard simpelthen optræder fast med fire-fem minutters telefoninterview, hver gang hendes blad udkommer. Det er godt gået. Af hende.

Til og med slutter studieværten med at sige "Du kan læse meget mere i bladet Penge & Privatøkonomi, der er på gaden i dag." Muligvis var det i morgen eller på mandag, men alligevel. Er det sådan, at Penge & Privatøkonomi sponsorerer den pågældende udsendelse, for så er der vist noget om, at vi som lyttere skal have det at vide? Er det kun fordi Linda Overgaard er dygtig, er studieværten hendes kusine, eller er redaktionen bare bevidstløs? Foregår det samme med andre kommercielle aktører? Det forekommer mig svagt, at jeg også har hørt noget om Mad & Vin eller noget lignende, men jeg er som sagt kun sporadisk gæst på P4.

Vupti, ugens vindere

Når min radio normalt er indstillet på P2 er det fordi, jeg godt kan lide klassisk musik. Det har jeg også indtrykket af, at værterne på P2 kan. Derfor er det så meget desto mere sørgeligt, at radioens chefredaktion, som jeg kan forstå er magtfuld indtil det fuldkomne, har besluttet, at der skal plapres uophørligt og hele tiden. I stedet for at spille god musik, meget gerne med anbefalinger af forskellige nyindspilninger - det sker også, men som en dråbe i havet - så skal vi belemres med quizzer og konkurrencer og vind ugens cd. Gu vil jeg da ej vinde ugens cd. Jeg vil høre den i radioen. Jeg gider heller ikke høre om, hvem der har vundet den, og jeg gider slet ikke at høre en fortrolig vært informere mig om, at "her kommer Ingeborg med kurven, så vi kan trække ugens vindere." Har Ingeborg også kyse på, og har de levende lys på bordet? Ja, det har de vist nok. Det plejer at være den slags infantile informationer, vi også lige skal have om, hvordan de hygger sig i studiet.

Formiddagen er stadig nogenlunde et helle. Her kan vi få lov til at nyde musikken uden alt for megen information om værternes privatliv. I den forholdsvis nye eftermiddagsflade, P2 Plus, er der en så fortvivlende mangel på sammenhæng, at man som lytter bliver helt ulykkelig på de stakkels værters vegne og får lyst til at lange en hånd gennem radioen for at nusse og opmuntre dem lidt. Så, så, nu tager vi det helt roligt. Det skal nok gå. Men det er mod bedre vidende. For det går ikke.

Hvilken syg hjerne, der har udtænkt punktet Vupti, ved jeg ikke, men det kan ikke være en, der har styr på lyttersegmentet. Folk, som gerne vil høre klassisk musik, er ikke, jeg gentager ikke, interesserede i puerile sketches uden pointe. Vupti giver en udvidet betydning til begrebet pinlig.

Overlad quizzerne til TV2Radio

Efter klokken 16 er vi ude af Plus-helvedet og kan slappe lidt af. Tror vi. For vi skal i stigende grad inddrages i programmet. Vi skal maile og sms'se til programværten, sidst om hvad vi blev truet med som børn, og som belønning får vi så ind imellem lidt af den musik, vi så gerne vil høre. Må jeg dog være fri. Jeg hører ikke radio for at få dækket mit kontaktbehov og slet ikke radioværtens.

Nu venter vi spændt på TV2s radio, og hvad den vil betyde for DRs tilbud til os. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at den nye kanal vil henvende sig til mit segment, musik-interesserede Jeronimaer i forstæderne, men så meget des mere grund er der til, at radioens chefredaktion slår hjernen til og servicerer os. Overlad quizzerne, den (let) skjulte reklame, og studieværternes betroelser fra intimsfæren til TV2radio - eller hold dem i det mindste til de dertil indrettede programmer og lad os høre musik i fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her