Læsetid: 3 min.

Plastikkirurgi til grimme kæledyr

Er din hund for grim eller din kat lige så fed som min, så er der faktisk noget at gøre: Plastikkirurgi. Men er det dyrene, som trænger til en læge?
11. marts 2006

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg gik ind i the Body Shop og sagde: "Jeg vil gerne se på en shampoo, som er testet på dyr, specifikt hunde, og jeg vil være helt sikker på, at det var rimeligt smertefuldt for hunden at medvirke."

Ekspedienten tabte fuldstændig mælet, og et askegråt udtryk bredte sig over hendes ansigt. Men så sagde hun:

"Det har vi ikke. Ingen af Body Shops produkter er testet på dyr."

Hun blev naturligvis vred over, at jeg tilsyneladende ikke var enig i, at det er en syg og frygtelig ide at bruge dyr til eksperimenter, som ikke har til formål at teste medicin, men sørge for, at kosmetikprodukter er ufarlige for mennesker.

Jeg har, selvfølgelig, ingen sympati for folk, der hælder sæbe i øjene på små, søde kaniner for at se, hvor lang tid, der går, før vædsken blinder kræet for resten af livet - de 10 minutter, der er tilbage.

Jeg glemmer heller aldrig første gang, jeg hørte om psykologer til kæledyr. De tilkaldes, hvis ens hund eller kat bliver ved med at opføre sig urimeligt - konsekvent tisser i stuerne eller udviser anden afvigende adfærd.

Man kan sikkert finde enkelte i området nord for København, som er blæste og rige nok til at sende deres hund eller kat til psykolog, men det er mestendels i de store metropoler, at folk er rige nok og føler, at de har 'fortjent at forme netop deres livsstil'. De har tjent kassen ved at tro på sig selv, og ingen skal fortælle dem, at de ikke kan sende Fido til hjernevrideren, hvis han trods adskillige lufteture dagligt stadig pynter Park Avenue-lejlighedens persiske tæpper med brune uheld.

Min fornemmelse er, at hvis en hund har brug for en psykiater, så skal den simpelthen være ravruskende sindssyg. Hvis ikke hunden bider sin ejer, er vegetar, miaver som en kat eller forsøger at hoppe ud fra 22. sal iført en blå kappe, så har den ikke brug for en psykiater. Spørgsmålet er så, hvem der ville beholde en sådan hund, i stedet for at få den aflivet og købe en ny.

For helt ærligt, hvis en hund eller kat har adfærdsproblemer, så er det som oftest ikke dyrets skyld, men dens neurotiske ejeres.

Når jeg har væk et par dage, og min kat tisser i kufferten, før jeg er færdig med at pakke ud, så er det næppe fordi, hun er uligevægtig og trænger til en snak med en sagkyndig psykolog. Hun trænger til mig og ytrer sin utilfredshed over mit fravær. Ikke nok med det, min kat Bela er så fed, at hun knapt kan hoppe ned fra halvanden meters højde uden at brække benene. (Egentlig er det ikke noget problem, for den dag hun hopper højere end op på sofaen, kommer formentlig aldrig.)

Og i et meget kort sekund var jeg da også interesseret, da jeg tidligere på ugen hørte, at der nu fandtes en klinik for dyre-plastikkirugi i New York.

Klinikken antyder i en reklame, at hvis eksempelvis din hund har fået testiklerne fjernet, kan den måske efterfølgende få problemer med sin følelse af mandighed - derfor tilbyder klinikken at indoperere nye, kunstige testikler. Klinikken har også mulighed for lipo-suction af fede katte... Hvad hundes testikler angår, så tvivler jeg voldsomt på, at nogen hund nogensinde har følt sig mindre mandig efter at have fået dem fjernet - hovedsaglig fordi hunde ikke er mænd til at begynde med... Og må jeg høfligt minde om, at hunde spiser deres egen afføring, og andres, og hvis de en dag bliver så sofistikerede, at de føler et tab af mande-hundelighed, så vil det være længe, længe efter, at de er holdt med at æde lort.

Samtidig synes jeg nok, at det er temmelig harmløst at sende hunde, katte og hamstre til psykolog. Idiotisk, helt sikkert, men ikke uetisk.

Men i det øjeblik at man begynder at skære i eller suge fedt ud af kæledyret for selv at føle sig bedre tilpas med det, har man så ikke overskredet en eller anden usynlig grænse? Er det ikke rimeligt oplagt, at det ikke er dyret, som trænger til en læge? Eller til en opsang af de helt store...

Således er min kat Bela altså stadig alt for fed til at fange mus. Men stol 100 procent på, at hun er hamrende ligeglad. Dels fordi jeg fodrer hende, og dels fordi hun ikke kan høre, hvad de andre katte siger om hendes røv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her