Læsetid: 3 min.

Pligten til at nyde

Mindre lyst og mere pligt, prædiker de kulturkonservative. Men hvad hvis pligten dikterer lysten? Og hvad hvis det, der overskrider den onde cirkel af pligt og lyst, er ansvar?
21. oktober 2006

Med Henrik Jensens bog Det faderløse samfund skal vi endnu en gang høre, at den danske velfærdsstat er degenereret til et stadie, hvor de 'faderlige' værdier er faldet, og de 'moderlige' har taget over. Hvor samfundet før i tiden stillede den strenge faders fordring til sine borgere (gør din pligt, yd før du nyder), betragter det i dag den enkelte borger med mors milde øjne og tror på det bedste i enhver lille møgunge, som bare skal fodres med flødeskum og trøstes med terapi for at realisere sit iboende potentiale.

Men er dette et korrekt billede af tingenes tilstand? Er vi et samfund af forkælede borgere, der altid samles op af socialsystemets kærlige arme, når vi har problemer? Eller er vi ikke lige såvel en kultur af selvpinende arbejdsdyr, der ligger under for et overjeg, der med en ubarmhjertighed, der overgår den gamle patriarks, byder os at nyde og at realisere os selv, i en usamtidig blanding af puritansk arbejdsmoral og senkapitalistisk nydelsestvang?

Sidste gang, der blev truttet højlydt i trompet for Jensens synspunkt i den danske debatkultur, var, da Anne Knudsen udsendte sin bog Her går det godt, send flere penge. Knudsens hævdelse af, at vi lever i en kvælende omsorgskultur, blev modsagt af sociologisk forskning, som påpegede, hvor lidt prestigegivende omsorgs-funktionerne er i dagens Danmark. På den offentlige arena er der stadig langt mere prestige (og flere penge) i at være myndig 'far' end omsorgsgivende 'mor'.

Bedre ser det ikke ud i de små familier. Hvis faderen er faldet, er den moderlige omsorg faldet sammen med ham. I et samfund hvor 'selv-realisering' er blevet et mantra, er ingen, hverken mænd eller kvinder, egentlig klædt på til at varetage forældrerollen, hverken i dens formanende ('faderlige') eller omsorgsgivende ('moderlige') aspekt.

To sider af samme sag

Man kan også sige det på en anden måde og med en mere negativ vurdering af de traditionelle fader- og moderroller: Tyrannisk faderlighed og omklamrende moderlighed er to sider af samme sag, og den sag er patriarkatets.

Kønsmæssigt rummer den nykonservative forestilling om samfundets moderliggørelse faren for det helt store backlash - for en situation, hvor historie igen (eller stadig) ser ud til at være et spørgsmål om forholdet mellem fædre og sønner, med én rolle til kvinden: Det store omklamrende moderdyr. Hvad med døtrene? Jensen nævner dem et enkelt sted: "Efter alt at dømme er det enklere for unge kvinder at tilpasse sig en verden som vores". Efter hvad at dømme? Efter anorektikere, cuttere og deprimerede unge kvinder at dømme?

Én, eller rettere to, ting generer mig voldsomt ved Henrik Jensens bog. Og det er, at han får skrevet Kierkegaard på faderautoritetens side og Freud (eller rettere: den freudianske psykoanalyse) på flødeskumssiden.

Når Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger taler om pligten til at elske, kaster Jensen det ord 'pligt' som vand på sin egen mølle og udlægger det, som om næstekærligheden er et faderautoritært bud. Hermed ignorerer han, at Kierkegaards næstekærlighed lige netop er et storstilet forsøg på at overskride den onde cirkel mellem 'faderlig' pligt (Loven) og 'moderlig' eftergivenhed (Synden), som er indskrevet i faderloven selv. Kierkegaards grundmodsætning er ikke, som Jensens, Loven og Lysten, men Loven (herunder Lysten) og Kærligheden. For Kierkegaard hænger Lov og Lyst sammen som ærtehalm, idet han følger Paulus' hævdelse af, at lysten er født af Loven og ikke omvendt: "Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: Du må ikke begære" (Romer-brevet 7:7). Næstekærligheden handler om at træde ud af den slette dialektik mellem pligt og lyst og ikke (som Jensen hævder) at træde ind i dens ene pol, pligtpolen.

Hvis Jensen her viser sig som en lægmand udi teologi, så viser han sig også som en lægmand udi psyko-analyse, når han trækker en lige linje fra Freud til dagens nursende 'terapisamfund'. Den freudianske psykoanalyse er netop ikke nursing, men handler om at tage ansvar. At være svar skyldig over for det fremmede (det ubevidste), der taler til og i og gennem én. At være svar skyldig er at tage et etisk ansvar, som i Jensens ligning hører hjemme på fadersiden, men måske først kan realiseres, når vi, som Kierkegaard, overvinder den slette dialektik mellem 'faderlig' lov og 'moderlig' lyst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her