Læsetid: 2 min.

Plottet i Drabet er et postulat

14. marts 2006

Så fik Drabet også en Bodil. Priserne bliver ved med at regne ned over manden bag Bænken, Arven og Drabet. Per Fly har tidligere fået kronprinseparrets kulturpris samt Nordisk Råds nye filmpris. Det kunne se ud til, at han afslutter sin rejse gennem det klassedelte Danmark i topform. Og dog-

Efter sigende voldte det Fly de største vanskeligheder at finde en egnet ramme for den sidste akt, der skulle udspille sig i den middelklasse, de allerfleste danskere tilhører. Han havde ikke lyst til at bidrage til bølgen af danske feelgood-familiefilm.

Intentionen var at løfte historien op på et plan, hvor der er mere på spil, end at "nu har far bollet med en anden og rejser fra mor," som han sagde i et interview (med gymnasielærernes fagblad). Det faldt ham på den anden side ikke ind at lave en tragikomisk udgave af den satiriske tv-serie Fint skal det være med fru Hyacinth, hvilket ville have været sociologen Henrik Dahls bud på en passende ramme for en film om middelklassen (EKKO 29). Ligesom hos den åndsbeslægtede Krzysztof Kieslowski er der i reglen ikke så meget at grine af i Per Flys film.

Det er naturligvis ganske interessant for en gymnasielærer, at Per Fly så besluttede sig til at lade et gymnasielærermiljø være omdrejningspunktet for sidste del af hans snarere eksistentielle end sociologiske projekt. Filmen fortjener at få et par ord med på vejen fra en kender af miljøet.

Ikke en Pittelkow

Hovedkarakteren Carsten underviser i samfundsfag. Han er - som de fleste gymnasielærere - født omkring 1950 (plus/minus fem år), dvs. han er en klassisk 1968'er. Carsten har - i modsætning til de fleste kolleger og generationsfæller forsøgt at bevare det politiske engagement fra 1970'erne. Han ønsker ikke at være nogen åndelig Ralf Pittelkow. Da hans tidligere elev og nuværende elskerinde, Pil, kommer i knibe, får han lejlighed til at bevise det. Samtidig pådrager han sig en skyld, som han modvilligt erkender at måtte tage på sig.

Jesper Christensen leverer en fremragende skuespilpræstation i rollen som Carsten. Og filmen fungerer upåklageligt, hvis man accepterer den præmis, at der (stadig) er unge danskere, der er parat til - gennem væbnet kamp - at forfølge nogle politiske mål.

Men er der det? Næppe på Sankt Annæ Gymnasium, hvor Carsten underviser. Muligvis er der et helt andet revolutionært/terroristisk potentiale på nabogymnasiet Vestre Borgerdyd, hvor man har forbudt de muslimske elever at afholde fredagsbøn. Men det er en helt anden historie, som tilhører virkeligheden og nutiden. Desværre.

Fortidig

Drabet tilhører snarere fortiden. Filmen virker mest af alt - muligvis bag om ryggen på instruktøren - som en slags dyster nekrolog over 68-generationen. Gruppen af unge aktivister omkring Pil virker også sært anakronistisk 70'eragtig. Og så mangler den helt afgørende mellemregning. Vi skal bare tro på, at Carsten engang tændte en revolutionær glød hos Pil. Men vi ser stort set ikke Carsten i rollen som revolutionær igangsætter. Vi formodes bare at kende typen: den gudbenådede, midaldrende og karismatiske samfundslærer a la Robin Williams fra Døde poeters klub. Han er jo fast inventar på ethvert gymnasium, ikke sandt-

Er det ærligt talt ikke mere sandsynligt, at kokkens datter faldt for Jørgen Leths charme end at Pil skulle falde for mørkemanden Carsten?

Plottet i Drabet er et postulat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu